Der er et deyligt Land i Indien at finde,
Hvis Navn paa denne Tiid mig ikke er i Minde,
Der boer et sælsomt Folk, som har en sær Maneer
Med deres Frieri, hvoraf en Fremmed leer.
Her ingen Pige sig herover tør beklage,
At hun skal uden Mand bortslide hendes Dage,
Thi Øvrigheden selv, og Retten i det Land
Seer til for hver en Moe, at hun kand faae en Mand.
Begiærer nogen Moe sin Gifte-Brand at slukke,
Saa faaer hun strax en Mand, den Grimme med den Smukke,
Hun bliver giftet strax, naar hun sig gifte vil.
Men hør paa hvad Maneer den Gifte-Færd gaaer til:
Om hun begavet er med Skiønhed og med Dyder,
Og andet saadant meer, som smukke Piger fryder,
Hun paa en aaben Vogn ud fra sit Huus og Hiem,
Udklædt i lutter Grønt, til Market føres frem.
Den Vogn er overhængt med Blomster og med Krandse,
Og Hestene derfor de springe og de dandse,
Opprunkede med May, med Løv og grønne Baand,
Og Kudsken med i Grønt er klædt fra Foed til Haand.
Foran ved Vognen gaaer syv smukke unge Piger,
Som deres Jomfruedom, saavidt som Rygtet siger,
Endnu har i Behold, de kaste Roser ud,
Og mangen Stilk af May for denne unge Brud.
Man hende offentlig paa Gaderne fremfører,
Og Vognen sædelig paa lutter Roser kiører,
Alting er fuldt med grønt bestrøet runden om,
Det een Afbilding er paa hendes Jomfruedom.
Derefter kommer frem syv vakre unge Drenge,
Som spille med stor Konst paa allehaande Strenge,
Som klinge sødelig, og ved det søde Spil
Strax ald den gandske Stad med Trænge løber til.
Strax ald den gandske Stad, af hvert et Huus og Stræde
Sig skynder ud til Torvs, og samler sig med Glæde,
Enhver sig trænger frem, at høre og at see
Hvordan det Kiøb gaaer af, og hvad der nu vil skee.
Naar Torvet nu er fuld, og Folket er til haabe,
Saa kommer en Herold, som Bruden skal udraabe,
Som Bruden byde skal til fals for alle Mand,
Hand træder Bruden næst, og raaber hvad hand kand?
Heran, I unge Folk! hvo kiøbe vil en Pige,
Hvo kiøbe vil en Moe, som ikke har sin Lige,
Som ikke Mage har udi det gandske Land,
I Dyd, i Deylighed, i Skiønhed og Forstand?
Heran! heran med Lyst! hvo vil nu høyest byde?
Her er en deylig Moe foruden nogen Lyde,
En Rose, som endnu i Hænder aldrig var,
Som Bræmsen aldrig stak, og Ormen aldrig skar.
Seer disse Øyne an, seer disse røde Læber,
Seer dette skiønne Haar; hvo efter Skiønhed stræber,
Her har hand Skiønhed selv paa alle slags Maneer,
Ja! det som er her skiult, er meer end det man seer.
Alt det som kand en Mand til Kiærlighed forbinde,
Det er i fulde Floer hos denne Moe at finde,
Ja det som giør en Mand den allerstørste Lyst,
En from og dydig Siæl udi et tugtigt Bryst.
Hvad Glæde for en Mand! een smuk og deylig Kone,
Hun ham langt bedre er, end som en Demants Krone,
Og naar hun dertil er fornuftig, from og viis,
Saa giør hun af hans Huus et Jordisk Paradiis.
Men tvert imod en Mand, som hos sig har i Huse
En arrig Skiende-Giest, en hæsselig Maduse,
Hand stedse lever hen i Sorrig og i Nød,
Og med Elendighed hand æde maae sit Brød.
Saa raaber Manden ud, at Market vel kand lykkes,
Enhver Mand giør sit Bud, enhver saavidt ham tykkes,
Enhver som hand har Lyst, og hvo som høyest gaaer,
Herolden hannem strax den unge Brud tilstaaer.
Dermed den Pigen faaer, som vidste best at byde,
Og Kiøbet bliver giort, som ingen Mand kand bryde,
Og naar det Kone-Kiøb er raabt syv gange ud,
Den unge Brudgom strax sig sætter hos sin Brud.
Dermed ad Kirken til, en Messe der at høre,
Derefter hand sig hiem med hende lader kiøre,
Og naar hand kommer hiem, saa er hand hendes Mand,
Og giør sig hende der saa nyttig som hand kand.
Den Smukke, som man seer, den Fordeel da forbliver,
At, hvo den have vil, hand Penge derfor giver;
Nu maae vi ogsaa see, hvor det den Grimme gaaer,
Paa hvad Maneer og Viis hun og en Brudgom faaer.
En Mand, som mange Aar i samme Land har levet,
Hand har en synderlig Historie beskrevet
Om denne Gifte Færd, som virkelig er skeet,
Som hand nærværendes personlig selv har seet.
Man lod, som nu er sagt, paa Gifte-Torvet føre
Engang en hæslig Brud, sit Marked der at giøre,
Ihvorvel hun var grim, hun elskte Ægte-Stand,
Og vilde, saasom fleer, forsynes med en Mand.
Hun sad her paa en Vogn, udklædt i Gylden-Stykke,
Behængt med Sølv og Guld, og mangt et Demants-Smykke,
Men ingen Stilk af grønt, ey nogen Rosens Blad
Hos hende var at see, paa Vognen som hun sad.
Den Vogn er overkængt med Guld paa alle Ender,
Og glimrer overalt, ihvor man Øyet vender,
Man seer en prægtig Glands ihvor man Øyet slaaer
Af mange Ædelsteen, og meest i Brudens Haar.
Man blæser i Trommet, man slaaer her stærk paa Tromme
Her mægtig buldres vil, om nogen frem skal komme
At kiøbe dette Dyr; men saadant Buldre-Spil
En smuk og deylig Moe for sig ey have vil.
En smuk og deylig Moe kand sælges uden Møye,
Hun sig med liden Pragt ret gierne lader nøye,
Ja med en Rosen-Krands, og med en simpel Dragt,
Den Grimme tvert imod behøver større Pragt.
Strax Stadens unge Folk sig giver til at løbe
Hen til en Brude-Vogn, den eene for at kiøbe,
Den anden for at see, hvad her skal holdes fal,
Ja, hvordan Bruden er som nu forhandles skal.
Herolden dertilmed hand ogsaa var tilstæde,
Hand op paa Vognen steeg, og tæt ved Brudens Sæde,
Holt frem en gylden Pung, den Pung var proppet fuld,
Saa det var Lyst at see, med Penge og med Guld.
Hand raabte som en Mand for ald den gandske Skare:
Seer her I unge Folk, seer her de beste Vare,
Som man i Verden kand for Eder raabe ud,
Seer her paa denne Pung, her er den rette Brud.
Seer her i denne Pung en Skiønhed er at finde,
Hvoraf ald Skiønhed selv sig lader overvinde,
Her er det ædle Guld, som trods mod Landsens Loug,
En Junker giør af den, der burde kiøre Ploug.
Her er det ædle Guld, hvorfor Soldaten figter,
Her er det rette Maal hvortil en Frier sigter,
Her er den skiønne Kram, hvorfor en Handelsmand,
Begiver sig i Nød igiennem Ild og Vand.
Vel an da! Hvosomhelst sit unge Liv tør vove,
Og vil i Brude-Seng hos denne Jomfrue sove,
Hand eyer strax paa Stand ald denne store Skat,
Hand dette megle Guld kand vinde paa en Nat.
Hvo kand af Deylighed og Skiønhed noget æde?
Den som en Skygge er, og giør en stakket Glæde,
Den første Barsel-Seng den mindste Febers Brand,
Alt det som synes smukt, saa læt forvende kand.
Et ringe Tilfald tidt kand Deylighed borttage,
Og Rosen-Farven ud af Kinderne bortjage,
Dog løses ey dermed det faste Ægte-Baand,
Naar man for Præsten først har givet Haand i Haand.
Hvad Smerte og Fortræd at sidde da i Klemme,
Man Deyligheden snart og lettelig skal glemme,
Naar den er først forbi; mens Armod, Trang og Nød,
Den bliver altid ved, og varer til vor Død.
Tag Penge hvo du est, lad Skiønhed ikkun fare,
Den svinder bort som Røg, den kand ey længe vare,
Naar den forsvundet er, og bruster som et Glas,
Da skal det røde Guld dig komme vel tilpas.
Guld! Guld! det røde Guld! det ziirer alle Sager,
Det giør at Brudens Kys en Brudgom lækker smager,
Man klapper allerhelst den Kone paa sit Laar,
Som Kiælder-Nøglen har, og selv med Pungen gaar.
Hvo efter Deylighed vil alt formeget gabe,
Hand bliver endelig i Verden til en Abe,
Den hielper dog kun lidt, og Ulden af et Faar,
Os meere nyttigt er, end som et kruset Haar.
Hvortil er krused Haar? Lad os det engang høre,
Kand Konen, uden det, dig ey til Fader giøre?
Hvortil den røde Mund? hvortil den glatte Hud,
Hun kand vel uden det om Natten holde ud.
Man veed vel, alle Sviin i Mørke ere sorte,
Er hendes Hud end brun, det smitter ey din Skiorte,
Tænk paa den beste Kiern er i den brune Nød,
Naar Druen bliver brun, da er den sød som Mød.
See! hvad en herlig Ting, at vinde Gods og Ære,
Foruden nogen Sveed, og noget tungt at bære,
Alleeneste dermed, at bære Husbonds Navn,
Og tage, naar man vil, en Kone lidt i Favn.
Nu Frier, hvo du est, det er nu Tiid at tale,
Hvortil er det nu got, her Tiden at forhale?
Det dog ey hver Dag skeer, at Lykken er saa rund,
Den stegte Agerhøn’ dig sendes i din Mund.
Men som nu ingen er, som noget Ord vil sige,
Slet ingen vil i Færd med denne grimme Pige,
Saa raaber hand paa nye: Vel er der ingen Mand
Som med vor unge Brud har Lyst til Ægte-Stand?
Nok Hundred’ Daler meer skal Bruden lade tælle,
At hun i hendes Seng kand faae en Ægte-Fælle,
Og er det ikke nok? Endnu et Hundred’ til
Vor Brud til Brude-Skat sin Brudgom tælle vil.
Vil ingen Mand heran? Vil ingen lade høre
Et Ord ud af sin Mund? Vil? hvad er her at giøre?
Vil ingen giøre got? Hvad siger man? Hvordan?
Ney det er alt for galt, slet ingen vil heran.
Hvor nu I unge Folk! hvi tier man saa længe?
Her er en færdig Moe, en mægtig Pose Penge,
Hvo disse to Ting har, kand tale store Ord
Om Natten i sin Seng, om Dagen ved sit Bord.
Nok Hundred’ Daler meer, og det i heele Croner;
Vil ingen? det er Spot og Skam for alle Koner:
Jeg raaber mig snart hees, jeg raaber hvad jeg kand,
Dog intet Svar jeg faaer af nogen Verdsens Mand.
Man tier overalt, jeg ønskte vel at vide
Hvorfor dog Muusen ey paa Flesket her vil bide,
Hvad Aarsag her er til, hvad Skylden har heri,
Ihvad det være kand, saa er det Giækkeri.
Mon Brudens store Mund vel Aarsag hertil være?
Hun dog paa Moeden veed den meget vel at bære,
Hvor taabelig er Folk? En Mand foragter tit,
Og kiender ey en Ting som giør ham meest Profit.
Jo større Munden er, jo bedre kand hun gabe,
Og naar hun æder Grød, jo mindre skal hun tabe
Og spilde af sin Skee; Man gaaer for fulde Seyl
Udi en aaben Havn, og løber sielden feyl.
Mon hendes Ryg er krum, mon Sygen heri stikke?
Hvad Giækkerie er det? Erindrer man sig ikke
Hvordan Æsopus var, som ald den Lærdom skrev,
Hand for sin krumme Ryg jo ey foragtet blev.
En Kræmmer, som man seer paa Landet om at løbe,
Med Kisten paa sin Ryg, hos ham man faaer at kiøbe
Den skiønne Kiøbstæd-Kram; tidt en foragtet Bylt,
Paa Konens krumme Ryg med Viisdom er opfylt.
Men hun er meget halt, hun gaaer saa meget ilde,
Skal det I unge Folk, en Piges Lykke spilde?
Ney, saadant hende maae ey komme til Foragt,
En Kone bruges jo dog ey til Hare-Jagt.
Man kiender meer end een som færdigt veed at røre,
Og bruge hendes Been; Men kunde Manden høre,
At hun var bleven halt, og lam paa Haand og Fod,
Hand skulde glæde sig, ham Lykken var saa god.
Men hun er alt for feed, der hænger tykke Stumper
Af Kiød, ved hvert et Lem, hun har saa store Klumper
Af slerat og usundt Feedt, som dingle, ved hun gaar,
Hun har jo hver en Arm ret som et Ore-Laar.
Vel! Venner, hvad er det? Er det vel nogen Lyde,
At være trind og feed? Hvo derpaa vil fortryde,
Saamænd han er ey klog, det feede Kiød er blødt,
Paa bløde Puder jo der soves gierne sødt,
Hvo Kone have vil, hand tage helst din feede,
Hand efter saadan een, i Sengen ey skal leede,
Hun der langt bedre er end en fortørret Staf,
Hvorpaa man støder sig og skaver Huden af.
Det Feede er vort Liv, og Kraften af vor Føde,
Det Magre svinder bort, og visner sig til døde,
Den Feede tiener best i Sengen for en Mand
Den Magre i en Grav, for Ormens hvasse Tand.
Hvi ere unge Folk saa onde at fornøye?
En Mund, en Haand, en Foed, en Næse og et Øye
Ud af Naturen skabt, og dannet saa og saa,
Er det vel hos en Brud saa stort at anke paa?
Alt sligt udvortes Tøy; det er kun som en Skygge,
Man maae paa saadan Grund sit Ægteskab ey bygge,
Det er kun Snik og Snak, en Leeg, et Børne-Spil,
Den bliver til en Giek, som saadant agte vil.
En from og dydig Siæl, som veed sin Mand at ære,
Den skal i Giftermaal vort Øyemærke være,
Dernæst at have det hvorfor man kiøber Mad,
Thi uden det en Mand kand sielden være glad.
Vel an! endnu engang, endnu et Tusind Daler
Vil Bruden legge til. Hvo kommer nu og taler
Hvo siger engang Min? Heran, nu? hvo som vil;
Min raabte nøgne Claus! strax slog Herolden til.
Den nøgne Stakkel sig betænker ikke længe,
Men strax paa Vognen op til sine kiære Penge,
Dem vil hand have først, hvordan det og skal gaae,
Thi Konen er ham vis, den kand hand altid faae.
Man raaber runden om: Til Lykke, Claus! til Lykke!
Til Lykke med din Brud! og med dit feede Stykke!
Trompeten stemmer i, og Trommen gaaer igien,
Dermed det Unge Par til Kirken føres hen.
Der kommer Præsten til, og Degnen derforuden,
Der gives Haand i Haand, der knyttes Ægte-Knuden.
Saasnart som det er giort, vor Claus hans Penge faar,
Og kiører Bruden hiem med Pungen ved sit Laar:
Og der det bliver Nat, hand sig til Sengs begiver,
Og tager Konen med; Naar hun nu svanger bliver,
Og endelig engang i Barsel-Sengen skal,
Hand fleere Penge faaer, og det i Tusind Tal.
Ved saadan skiøn Profit hand sig i Hiertet glæder,
Hand kiøber sig og strax Tobins og Fløyels Klæder,
Hvormed hand pynter sig, og har et artigt Held,
Ja! meer hand reeder sig ud af sin store Gield.
Hand fattes intet paa Bestillinger og Ære,
Thi hand kand faae for Guld alt hvad hand vil begiære,
Druiden siger selv, det aldrig feyle kand,
At hand jo bliver til Lands-Dommer i det Land.
See Folk! saa gaaer det til i Verdens Gifte-Sager,
Hver Mand sin Aarsag har, hvorfor hand Kone tager,
Hver Kone og har sin, det ingen nægte kand,
Den for at have Brød, den for at have Mand.
Den Smukke for sit Skind faaer Guld og grønne Enge;
Den Grimme maae med sit udgivne Sølv og Penge,
Saa kommer hver en Moe i Ægte-Standen ind,
Den for sit røde Guld, den for sin Rosens Kind.
Men om nu saadant er det rette Baand og Lænke,
Som giør et Ægteskab, det maae du selv betænke,
Som Leegen meest gaaer an, min Musa deraf leer,
Naar hun det Giækkeri, og Gifte-Handel seer.