Vilhelm Helt (1652–1724)

Helt, Vilhelm, –1724, Digter, Finansdeputeret, maa være født 1650 eller lidt senere, maaske i Kjøge, og antyder selv, at han som saa mange studerende paa den Tid har prøvet trange Kaar. Imidlertid træffe vi ham allerede 1676 i Gesandten Just Høgs Følge ved Fredsunderhandlingerne i Nimwegen, rigtignok i den beskedne Stilling som Kopist. Gjennem en Samling franske Breve (Ny kgl. Sml., Fol., 1323) fra Vicekansleren i danske Kancelli Michael Wibe til Helt kunne vi dernæst følge denne paa Rejser i Tyskland, Frankrig, Italien, England og Holland 1682–88 som Hovmester for den unge Vincents Lerche (senere Gehejmeraad og Overceremonimester, † 1742), der var forlovet med Wibes Datter. Han blev aabenbart behandlet med større Hensyn, end en Hovmester den Gang almindelig nød, og udnævntes endnu under sin Fraværelse 1688 til Assessor i Rentekammerkollegiet. 1699 ansattes han i den nyoprettede Post som Maître des requêtes i danske Kancelli, under hvilken alle Ansøgninger sorterede, dog uden direkte Referat til Kongen. Dette Avancement skyldte han sikkert sit Forhold til Familien Wibe, i det Michael W.s Søn Ditlev lige før var bleven Kancelliets Oversekretær. Snart efter blev Helt Justitsraad, 1713 Etatsraad, gik 1719 atter over i Rentekammeret som Finansdeputeret, adledes 1720 og døde 16. Jan. 1724 som Konferensraad. Omtr. 1720 ægtede han Anna Joachima Starup (d. 1682), Datter af Amtsforvalter, senere kgl. Køkkeninspektør, S. († 1699). Som Enke var hun med 3 Døtre 1748 bosat i Landsbyen Rerslev i Løve Herred, som det synes i tarvelige Kaar.

I sin Digtning staar Helt paa Overgangen fra det 17. til det 18. Aarhundredes Digterskole. Han oversatte 5 poetiske Fortællinger og kortere bibelske Læredigte af den i sin Tid højt ansete Hollænder Jacob Gats’ store Samling «Trou-Ringh» (d. e. Bruderingen, 1637), vistnok gjennem Tysk og temmelig frit behandlede. 2 af dem, «Grund-Ægteskab . . . mellem Adam og Eva» og «Ægteskab mellem en Mand og to Koner, hvor Jacob faar Lea og Rachel», vare allerede 1653 og 56 oversatte af Søren Terkelsen, uden at det spores, at Helt har kjendt denne sin Forgænger, der i det hele er nok saa jævn og naturlig. I temmelig stive og opstyltede Alexandrinere ere ogsaa Helts fleste Lejlighedsdigte: i Anledning af Landmilitsens Oprettelse, Vornedskabets Ophævelse (Samtale mellem en skaansk og en sjællandsk Bonde, i virgiliansk Eklogform, 1703), Frederik IV’s Norgesrejse 1704, Storkansler Reventlows Død 1708, Bremens Erobring 1717 o. fl. Betydeligere er den lange Satire «Aut insanit, aut versus facit» (1690), en Klage over, at Sandhed er ilde hørt og Satiren forhadt, hvor Helt viser sig som en let Rimer i gammeldags jævn, undertiden plump Tone, ogsaa gammeldags snakkesalig og langtrukken. De kulturhistoriske Træk og ret veltrufne Tidstyper, Lejlighedspoeter, Arkæologer, Barselsladder osv., der ofte minde om Holberg, overgros rent af uvedkommende Exkurser og Reflexioner, Allegori og Mythologi. I mere moderne Aand og næsten i Spectatorstilen giver han i den kortere Satire «Irus» (efter Navnet paa den forslugne Betler i Odysseen) en enkelt Karaktertegning af en kjøbenhavnsk Praler og Snyltegjæst, der har Træk til fælles med Holbergs «Don Ranudo».

De af Helts Digte, der bestemt vise over imod en nyere Smag, ere Oversættelser, hvor han er en af de første, der hos os vende sig til romansk i Steden for tysk eller klassisk Poesi og tillige fra Alexandrinerne til lettere Versformer. Den moderne lyriske Hyrdetone begynder at afløse Lære- og Lejlighedsdigtet i hans Bearbejdelse af nogle Scener fra Guarinis berømte Hyrdespil «Pastor fido», til Dels dog endnu i Alexandrinere, samt i Oversættelsen af nogle Digte af Mad. Deshoulières, deriblandt Idyllen «Les moutons».

Helt besidder ingen fremtrædende Ejendommelighed som Digter. Naar han aabenbart i sin Tid var skattet og endnu roses af Kunstdommere som J. E. Schlegel og Luxdorph, er det især paa Grund af den farlige Evne til at rime let, som saa ofte fører til at sætte Ord i Steden for Tanker. Hans Digte bleve først samlede efter hans Død ved H. H. (Historikeren og Statistikeren Hans de Hofman); men denne Samling, «Kuriøse poetiske Skrifter» (1732, optrykt 1759), er langtfra fuldstændig; adskillige flere findes i Verssamlinger og i Haandskrift eller tillægges ham i Følge sandsynlig Gisning. Saaledes den opsigtvækkende Satire «Adelens Oprindelse» (1711), som længe gik under Rostgaards Navn og fremkaldte en poetisk Polemik, men som vistnok er bearbejdet fra Fransk af Helt; der maaske ogsaa selv har skrevet Svaret paa den.