Vilhelm Helt (1652–1724)

Den første Verden sig til mange Kongeriger

Nu alt formeeret har, af Drenge og af Piger,

          Af Qvinder og af Mænd ald Verden nu er fuld,

          Thi Adams Sæd den groer som Korn i Jordens Muld.

Op, Musa! derfor op, du seer hvor Verden grødes,

Af Adams første Sæd her Lande fulde fødes,

          Du har nu meer end nok som du kand siunge om,

          Thi tag udi din Haand dit Strenge-Leeg, og kom:

Siung om en Brude-Fær, et Bryllup uden Lige,

Et Bryllup, hvor en Mand maae tiene for en Pige,

          Ja syv samfælde Aar, og hvor den rette Brud

          Hun bliver ham endda af Sengen staalet ud.

Hvor Bruden Aarsag fik at sukke og at græde,

Da hun en anden saae i hendes Plads at træde,

          Brudgommen selv blev vred, og snart i Flinte gik,

          For hand i Brude-Seng sin Egen ikke fik.

Hvor hand en fremmed Brud fra hin ey kunde kiende,

Hvor ald den Kone-Striid omsider kom til Ende,

          Der hand fik To for Een, hvorom jeg siunge vil,

          Staaer hid I unge Folk, og hører flittig til:

Der Jacob med sin Træk, opspundet af hans Moder,

For sig erholdet har fra Esau sin Broder,

          Hans Første-Fødsels Ret, hand mærker vel og seer;

          Hand i sin Faders Huus er ikke sikker meer.

Thi maae hand tænke til fra Hiemmet bort at vandre;

Indtil hans Broder kand sit onde Sind forandre,

          Hans Moder finder best, at hand til Charan gaaer;

          I hendes Broders Huus, hand der vel Tilflugt faaer.

Hun dertil ikke vil, hand skal sig Kone tage,

Blant Cananiterne, hun dem ey kand fordrage,

          Hand Kone tage skal af hendes Slægt og Blod,

          Og ey en fremmed Tøs, som er hans GUd imod.

Hand vakker sig da fort, ey uden største Smerte,

Det læt at giætte er, det Jacob gaaer til Hierte,

          At hand sin Faders Huus saa slet forlade maae,

          Og i Landflygtighed foruden Selskab gaae.

Hand som en Rømnings-Mand sin Bortgang faaer at dølge;

Den vreede Esau ham ellers vel tør følge,

          Hand altid gaaer paa Jagt med Skiold og Vaaben nok,

          Men Jacob i sin Haand har kun en Vandrings-Stok.

Ved hvert et Løv og Blad som sig paa Træet rører,

Hans Hierte i ham slaaer, ham synes, at hand hører

          Hans Broder Esau med Knebbel-Spyd og Kniv

          Sin Første-Fødsels Ret at kræve med hans Liv.

Her seer hand, hvad det er, at skuffe og bedrage,

Den staalne Ret ham nu begynder beesk at smage,

          En ond Samvittighed tilstæder liden Roe,

          Dog til hans Faders GUd hand har sin beste Troe.

Hand vandrer Tanke-fuld paa ubekiendte Veye,

Men see! Velsignelse har Jacob dog i Eye,

          I hvor hand kommer hen, der hand om Natten laae

          Og sov op til en Steen, hand GUd i Drømme saae.

Hand saae GUds Engle selv fra Himlen paa en Stige

Til ham at komme ned, ved dem lod GUd ham sige

          Et saare trøstigt Ord, et Ord som gav ham Moed

          Og sikker Vidnesbyrd, at HErren var ham goed.

Jeg Himlens HErre er, som mig tilbede lader,

En GUd for Abraham og Isaac med, din Fader,

          Jeg dig forære vil alt dette gandske Land,

          Alt hvad du for dig seer, alt hvad du øyne kand.

Jeg nu fra denne Stund dig disse Lande fæster,

Fra Sønder indtil Nord, fra Øster og til Vester,

          Og saasom denne Støv, som ingen tælle kand,

          Saa skal din Sæd og groe til mange tusind Mand.

Der skal foruden det udgaae af dine Lænder

En hellig Naade Qvist, som jeg paa Jorden sender,

          Enhver til største Gavn, en Salighedsens Rod,

          Som skal fra Døden frie ald Verdens Kiød og Blod.

Jeg hermed aldrig vil min Naade fra dig tage,

Ihvor du kommer hen i alle dine Dage,

          Jeg med min egen Haand vil selv ledsage dig,

          Vær trøstig i dit Sind, og gak frimodelig.

Som Natten er forbi, og Solen nu oprinder,

Den Mand af Søvnen staaer, og lidet sig besinder,

          Hand tænker ved sig selv: Hvad var der for en Rej?

          GUD var paa denne Sted, det vidste jeg dog ei.

Jeg føler noget sært i alle mine Lemmer,

Saa længe jeg er til jeg denne Syn ey glemmer,

          GUd selv har mig besøgt, jeg som er Støv og Jord.

          Jeg af hans egen Mund har hørt hans egen Ord.

Hand reyser Steenen op, hvorpaa hand nu har sovet,

Hvorpaa hand selv har hørt hvad HErren ham har lovet,

          Den Steen for HErren der skal til et Alter staae,

          Hand ofrer GUd derpaa, for Syner hand der saae.

Hand GUd et Løfte giør: Vil du da med mig være

O HErre! siger hand, og mig min Vandring lære,

          Min GUd du være skal, min Attraa og min Lyst,

          Jeg dig opofre vil mit Hierte i mit Bryst.

Ved dig alleene jeg herefter fast vil blive;

Jeg vil af alt mit Gods dig Tiende og give,

          Som dig til evig Tak skal følge Aar fra Aar,

          Saa længe jeg har Liv, og Aanden i mig gaar.

See! denne Bierge-Top den skal en Kirke være,

Hvor man beviise skal dit høye Navn sin Ære,

          Jeg selv, saalænge jeg paa denne Jord skal boe,

          I Underdanighed dig lydig er og troe.

Dermed vor Vandrings-Mand paa Veyen sig begiver,

Den Syn som hand har seet, udaf hans Siæl bortdriver

          Ald Rædsel og ald Frygt, hand veed GUd er hans Ven,

          Hand veed, GUd hos ham er, ihvor hand kommer hen.

Hand gaaer med Fyrighed igiennem Skov og Dale,

Og over mangt et Bierg, GUd selv vil ham betale

          Hvert Fied og Trin hand giør, og som hand længe gaaer,

          En smuk og lystig Dal den Mand i Syne faaer.

En skiøn og lystig Dal med Skov og grønne Enge,

Og andet meere smukt, en Flok af Hyrde-Drenge

          Og Piger hand der seer, hand hører Spill og Sang,

          Den gandske Egn er fuld af Hyrde-Pibers Klang.

Hand træder nærmer til, paa alle Ting hand kiender,

At det er Charans Land, hvorhen man hannem sender;

          Hand spørger flittelig: om nogen i den Dal

          Har Kundskab om en Mand som Laban heede skal.

Om nogen er, som kand ham Underretning give,

Hvor Labans Bolig er, og hvor han lader drive

          Sit Qvæg og sine Faar, man gav ham strax til Svar:

          At Laban vel bekiendt af dennem alle var.

Man til et Visheds-Tegn ham ydermeere siger,

Hvor Labans Daatter gaaer med andre Hyrde-Piger,

          Og sanker Faar og Lam, og driver Hiorden frem,

          Thi det paa Tiden er, at Qvæget det skal hiem.

Ved denne Tidende hand sig i Hiertet fryder;

Hand strax til Rachel gaaer, og hende Hilsen byder;

          Og som hun færdig staaer, at give Qvæget Vand,

          Saa faaer hand Spanden fat, og hielper hvad hand kand.

Ved slig Tienstagtighed den smukke Hyrde-Pige

Hun veed snart ikke selv, hvad hun herom skal sige;

          Dog hvad! det hende vel tilforn er ofte skeet,

          En Hyrde hende har slig Høflighed beteet.

Hun siger megen Tak, at hand den store Møye

For hende tage vil; men Jacob har sit Øye

          Paa Pigen, hvor hun gaaer, ham synes hun er smuk,

          Hans Hierte ham det og stadfæster med et Suk.

Den Piges Deylighed en Ild i ham optænder,

Saa Hiertet i hans Liv ham blusser og ham brænder,

          Ret som en Svovel-stok, som Halm, som Høe og Blaar,

          Saasnart det nærmer Ild, i fulde Lue staaer.

Enddog hun er kun ung, og har ey megen Alder,

Saa liden som hun er, saa vel hun ham befalder,

          Hand tænker ved sig selv: GUd give du var min!

          Af Hiertet vilde jeg til Døden være din.

Hand siger hvo hand er, og hende alle Sager

Fortæller kortelig, dermed vor Jacob tager

          Et Kys paa hendes Mund, det søde Kys hand faaer

          Igiennem Læberne ham ind til Siælen gaar.

Hand veed ey hvad det er, ham Taarene udbryde,

Og ned paa Kinderne i heede Bække flyde,

          Af Sorrig græder tidt, af Glæde ligesaa,

          Man meer end denne gang Exempel har derpaa.

Saasnart man Laban nu den Tidende forkynder,

At Jacob kommen er, den gode Mand sig skynder,

          Og mod sin Søster-Søn med Venlighed udgaaer;

          Og fritter hannem ud, hvor alting hiemme staaer.

Hvordan det nu staaer til med Fader og med Moder?

Og om det gaaer dem vel? Hvad nu hans ældste Broder

          Alleene hiemme giør? hvad Aarsag hertil er

          At hand saa lang-veys fra alleene kommer her?

Hand spørger: Om hand vil sig længer bort begive?

Om hand ey nogen Tiid hos hannem vil forblive?

          Og Jacob siger ham alt hvad hand hos ham vil,

          Og hvordan det med ham er hiemme gaaet til.

En Maaneds-Tiid gaaer bort, vor Jacob nu begynder

At blive bedre kiendt, saa hannem hver Mand ynder,

          Hand vogter Labans Qvæg med største Flittighed,

          Alt hvad hand tager for der hænger Lykken ved.

Der Laban hans Bedrift og Vittighed fornemmer,

Og seer, at hand med Fliid hans Gavn og Beste fremmer,

          Saa tænker hand derpaa, at hand sin Søster-Søn

          Hos sig beholde kand for Kost og aarlig Løn.

Thi faaer hand Jacob fat hen med sig til en Side,

Og ham med disse Ord sin Meening lader vide:

          Jeg seer, min Søster Søn! jeg seer det vel hvordan

          Du slæber, og med Fliid mit Qvæg dig tager an.

Mit Qvæg det trives vel, og daglig sig forøger,

Jeg seer, du Dag og Nat mit Gavn og Beste søger,

          Jeg vil ey at du skal din Møye og din Fliid

          Foruden nogen Løn forspilde med din Tiid.

En ærlig Tienner bør en ærlig Løn at nyde,

Hand ellers Aarsag har sit Arbeyd at fortryde,

          Jeg vil i denne Fald ey være dig for nær,

          Thi siig din Meening ud, og Løn af mig begiær.

Der Jacob nu forstaaer hvad Laban har i Sinde,

Og at hand sig saa from og billig lader finde,

          Hand bliver saare glad, og med et høfligt Svar

          For hannem giør bekiendt, hvad hand om Hiertet har.

Jeg lover, siger hand, at jeg vil tage vare

Med Troeskab paa din Hiord, og ingen Møye spare,

          I Heede, Kuld og Frost, at vogte dine Faar

          Og alt det andet Qvæg, i syv samfælde Aar.

Jeg dog alligevel derfor ey vil begiære

Af Hiorden noget Lam, min Løn skal aldrig være

          Det mindste af dit Boe, som noget koste kand,

          Ey Sølv, ey Huus, ey Gaard, ey noget Sæde-Land.

Maa jeg kun til min Løn din Daatter Rachel have,

Hun skal mig være nok, jeg aldrig anden Gave

          For syv Aars Tieneste af dig begiære vil,

          Jeg som en ærlig Karl forpligter mig dertil.

Jeg lover saa min Fliid og Troeskab an at vende,

Saa du det paa dit Qvæg med Tiden selv skal kiende,

          Og jeg din Daatter ey begiære vil til Brud,

          Før jeg, som nu er sagt, syv Aar har holdet ud.

Herpaa faaer Jacob Ja, hvormed hand sig fornøyer,

Dermed hand sig og strax i Tienesten forføyer,

          Hand gaaer der villig til, foruden nogen Tvang,

          Og tiener, som hand bør, ret gandske syv Aar lang.

Hand vogter Labans Qvæg, og sparer ingen Møye,

At hand med Flittighed sin Husbond kand fornøye,

          Hand hos det megle Qvæg, hvorover hand er sat,

          Har mangen møysom Dag, og mangen vaagen Nat.

Af Frygt for Tyve-Haand den Mand tør neppe vove,

Om kolde Natte-Tiid udi sin Seng at sove,

          Der aldrig nogen Ulv et Lam af Hiorden fik,

          Enddog hand mangen gang paa Luur derefter gik.

Saasnart et Faar blev sygt, strax Jacob gik at hente

Af Skoven mangen Urt, som hand alleene kiendte

          At tiene derimod, den gav hand Faaret ind,

          Og holdt det fri for Kuld og for den skarpe Vind.

Og naar der kom et Saar paa nogen Stud at sidde,

Strax Jacob var derhos, og Jernet strax beridde,

          At brænde Giften ud, stod det endda imod,

          Saa skar hand stykker af, og lod det onde Blod.

Hvad meer med største Fliid og Troeskab Jacob tienner,

Det siger Laban selv og alle Labans Venner,

          Enhver hans Flittighed paa Hiorden kiende kand,

          See! alting lykkes vel, naar GUd er med en Mand.

Hand skiøtter ingen Ting, ey Kuld, ey heede Dage,

Thi hand har sat sig for mod alle Ting at tage

          Med et frimodigt Sind, er Tiden ham ey lang,

          Hand dog for alle Ting Betaling faaer engang.

Ald Uret og Fortrød den Mand slet intet agter,

Naar hand kun hos sig selv den søde Løn betragter,

          Enddog hand mangen gang en liden Uret skeer,

          Hand glemmer det dog strax naar hand sin Rachel seer.

Der den bestemte Tiid for Jacob nu er omme,

Hans Hierte glæder sig at Dagen snart skal komme,

          Da hand skal faae sin Løn; hand taler Laban til,

          At hand nu reedelig sit Løfte holde vil.

Du veedst vel, siger hand, hvordan vor For-Ord lyder;

Det er nu Tiid engang, at jeg med Rette nyder

          Min velfortiente Løn; thi lad mig Bryllup faae,

          At jeg nu hos min Brud i Æren sove maae.

Herr Laban siger Ja; hand lader Giæster byde,

Den allerbeste Kalv maae dandse nu i Gryde,

          Hand alting færdig giør, og skaffer ind paa stand,

          Alt hvad til Giæstebud og Bryllup tiene kand.

Enhver er glad derved, det alle vel behager,

At dette smukke Par for syv Aars Længsel tager

          Nu endelig sin Løn og søde Vederlag,

          Enhver dem Ære giør paa deres Bryllups-Dag.

Man lader overalt for Giæsterne iskienke,

Saa Viinen runden om staaer over Bord og Bænke,

          Alting gaaer lystigt til, her drikkes mangt et Glas;

          Den unge Brudgom med faaer selv sit Lave-Pas.

Der Natten nu gaaer an, de Fremmede adskilles,

Vort Brude-Par i Seng af Musicanter spilles,

          Man tænder Brude-Lys paa gammeldags Maneer,

          Her ey en Pige er som jo ad Bruden leer.

Man hører runden om, hvor Folket sig og glæder,

Der Bruden nu til Dantz den sidste gang fremtræder,

          Og der hun endelig af Pige-Lauget gaaer,

          Man leeder hende hen hvor Brude-Sengen staaer.

Man leeder hende om igiennem mange Kraage,

Igiennem mangen Sal, igiennem mangen Laage,

          Og dermed stieles hun af Brude-Skaren ud,

          Og Lea føres frem i hendes Sted til Brud.

Vor fromme Laban veed den Handel saa at mage,

Saa ingen for det Puds sig veed i Agt at tage,

          Thi Lea Brude-Statz og Brude-Smykke har,

          Hun gik som Rachel gik, var klædt som Rachel var.

Hun vivet var dertil, saa maatte Bruden giøre,

Naar hun sig fordums Dag til Brude-Seng lod føre,

          En tugtig Jomfrue det vel skamfuld giøre kand,

          At hun sit unge Liv tør vove hos en Mand.

Man Lea faaer til Sengs, man lader Jacob hente,

Som Bruden efter sig ey længe lader vente,

          Hand kommer mild og glad, strax bliver Lyset slukt;

          Før hand sig knap faaer lagt, og Døren bliver lukt.

Vor Jacob ey er seen, hos Lea nu at tage,

Alt hvad i Brude-Seng en Brudgom vel kand smage,

          Vor Lea finder Smag paa dette søde Spil,

          Og faaer saa bort i Smug det Rachel hører til.

I Mørke Jacob ey fra Rachel Lea kiender;

I Mørke hver en Soe er sort i begge Ender,

          Hvert Kys den Stakkel fik saa sødt som Sukker var;

          Indbilding visselig giør mangen een til Nar.

Men der det bliver Dag, hand andet faaer at vide,

Ham synes, at hand har en anden ved sin Side,

          End den hand have skal, hand slaaer Gardinet fra,

          Men hvordan der er fat, det seer hand ey endda.

Hand giver sig til Taals, endnu et lidet bier,

Saa seer hand bedre til, hand sine Øyne gnier,

          Og gloer alt hvad hand kand, og ængstes meer og meer;

          Jo meere hand sin Brud, det skiønne Dyr, beseer.

Hand tænker ved sig selv: Hvordan er dette maget?

Er Rachel saadan een? da er jeg ilde raget,

          Hun røde Øyne har; hvordan er dette fat?

          Har hun vel saadan grædt ved det hun fik i Nat.

Kand vel en Jomfrue sig paa en Nats Tid forvende,

Saa hun om Morgenen ey meere er at kiende?

          Men see! lidt bedre frem, saa bliver Dagen klar,

          Og Jacob klarlig seer, hand Lea hos sig har.

Eja! hvad Syn hand seer, hvor bliver Jacob bange,

Hand skrækkes saasom den der træder paa en Slange,

          Som den et Tordenslag af Søvne vækker op,

          Ret som et Espe-Løv saa bævrer ald hans Krop.

Fortvivlelse og Frygt, Forskrækkelse og Vrede

Den kolde Angest-Sveed ham kommer til at svede,

          Hans Hoved løber om, hans Hierte heftig slaaer,

          Og hundred slemme Ting den Mand i Sinde faaer.

Hvordan er dette fat? mon Fanden Lea ride?

Er Lea bleven gael, at hun om Natte-Tide

          Gaaer hen til andres Mænd, og sig til Hore giør?

          Har nogen saadan Spot vel hørt i Landet før?

Mon og vel Rachel selv hermed i Spillet være?

Mon hun og Kiærlighed til nogen anden bære,

          Og derfor mig har giort til hendes Søsters Mand?

          Ach ney! min Rachel, ney det aldrig være kand.

Hvad Raad for Jacob nu? skal hand med Lea kive,

Og som en Hore strax af Sengen hende drive?

          Skal hand nu fange an en mægtig stor Allarm

          Med dette arme Barn? det styrer ey hans Harm.

Skal hand still-tiendes ad Skoven sig forføye,

Hvor aldrig nogen Mand, hvor aldrig noget Øye

          Ham meer skal faae at see? det hielper Manden ey,

          Hand Rachel har for kiær, hans Hierte siger ney.

Hvordan skal dette gaae? Hvo kand ham beriraade?

Har nogen seet en Mand opsmurt paa saadan Maade,

          Dermed hand springer op, og det af Sengen ud,

          Og hen til Laban selv, og giør sig brav til Knud.

Vel! hvad skal saadant til? hvad skal dog det betyde?

Vil man en ærlig Mand saa uforskammet bryde?

          Vil man en ærlig Mand slet giøre til en Nar?

          Er det at giøre Ret, og hvad mig lovet var?

Vel! tykkes dig ey selv, at det er vel bestillet?

Er det ey meget skiønt, det Puds du mig har spillet?

          Du har der Ære af, din Hær er meget smuk,

          Du mig den første Nat giør til en Hore-Buk.

Er det den Løn og Frugt, som jeg mig skulde vente

For ald min Flittighed? Er det min Trældoms Rente

          For syv samfælde Aar, for ald den suure Sveed,

          For ald den Kuld og Frost og andet Ont jeg leed?

Jeg Dagens heede Brand, og midt om Midnats-Tide,

Den kolde Regn og Blæst med Kummer maatte lide,

          Jeg gandske hos dit Qvæg har slidt min Ungdom op,

          Og hvert et Klov du har, betalet med min Krop.

Og nu jeg endelig min Løn skal engang tage;

Saa vil man mig med List saa skammelig bedrage;

          Saa jeg ved sligt et Puds, som aldrig før er hørt,

          For alt det gandske Land ved Næsen bliver ført.

Vel! har jeg troelig tient, hvi vil du mig besnilde

Paa slig en Skarns Maneer, og lønner mig saa ilde?

          Hvor kommer Lea til i Seng til mig at gaae,

          Den jeg ey kaldet har, den jeg ey have maae?

Er det din Daatter-Tugt? er det en ærlig Pige,

Som sig til andre Mænd om Natten ind tør snige:

          Ney! det er alt for groft, det er en evig Spot,

          Udi et ærligt Huus, det holdes ey for got.

See! det jeg skyldig var til Rachel, som min Kone,

Det hun ey havde mist, ey for ald Verdens Krone,

          Er hende staalet fra, dertil det eget Barn

          Er bleven denne Nat en Hore og et Skarn.

En Hore Lea er, og jeg en Skielm er blevet

For ald det gandske Land, saa har du Spillet drevet,

          Ved saadant Giftermaal jeg aldrig blive vil,

          Giv mig min egen Deel, og hvad mig kommer til.

Du veedst vel man ey saa med Ægteskab maa spille,

Som med en Børne Leeg, og Ægte-Folk adskille,

          Man spotter saa ey med en ærlig Ægte-Seng,

          Og bytter Koner der i blinde og i fleng.

Giør som en ærlig Mand, giv mig min egen Kone,

Jeg kand i Evighed mod hende ey forsone

          Hvad denne Nat er skeet; Ey tag din Lea hen,

          Lad mig min rette Løn, min Rachel, faae igien.

See! det er Jacobs Ord, hand ingen Skiempt vil lide,

Af den selv-giorte Brud hand intet meer vil vide,

          Men Laban staaer og seer, som den der er forrykt;

          Hans kiære Søster-Søn har brav paa Bylden trykt.

Vel Jacob! svarer hand, hvor nu! hvad maae jeg høre?

Det synes, at du dig vil slet til Husbond giøre,

          Du giør en Pokkers Larm om din fortiente Løn,

          Som du min Husbond varst, og ey min Søster-Søn.

Du har, som jeg forstaaer, ret store Ting bedrevet,

Du har paa syv Aars Tid i største Trældom levet,

          Men siig mig dog engang, hvad har du meere giort

          End hvad en anden giør, som er saa meget stort?

Mit Qvæg du vogtet har, er det saa store Sager?

Er det saa stor en Ting, at du saa saare klager,

          Saamænd, jeg meener ney! thi een der vogter Faar,

          Hans Gierning er dog ey saa tung i hvor det gaar.

Jeg aldrig dig befoel at grave eller pløye,

Men som du vilde selv, saa lod jeg mig og nøye,

          Og gav det somme Tiid om Natten nogen Kuld,

          Du fik jo Klæder nok udaf min beste Uld.

Du havde stunder nok, og Roelighed at sove,

Jeg dig jo aldrig bad, at du dig skulde vove

          Mod Ulven nogen Tid, Philax imod ham tog,

          Og Biørnen hver en gang fra Qvæget selv bortjog.

Du havde ey behov, det mindste selv at giøre,

Jeg holdt jo Drenge nok; lad derfor aldrig høre

          Dit Arbeyd og dit Sveed, dit Arbeyd var kun Spil,

          Din meeste Gierning dog den var, at du saae til.

I hvad du sige vil, du intet har at klage,

Du maae dig ey saa lit saa nær til Hierte tage,

          Jeg skaanede dig nok, jeg var dig altid god,

          Ey som en fremmed Svend, men som mit eget Blod.

Det er da intet værd, at du saa høyt vil prale,

At du saa meget stort om Kuld og Sveed vil tale,

          Hvad Sveed? hvad Frost og Kuld? hvor gik du nogen sted,

          At mine egne Børn jo maatte selv gaae med?

Naar du til Hiorden gik, du gik jo at spatzere,

Og ald din Møysomhed det var kun at lystere,

          Du havde, hvor du gik, min Daatter ved din Haand,

          Hun hængde ved dit Laar, som Nøglen i sit Baand.

Saae du en liden Fugl at spille med sin Mage,

Paa Timen du deraf Exempel vilde tage;

          Du søgte din Profit hos Rachel med din Snak,

          Og tog saa mangt et Kys foruden hendes Tak.

Var det ey din Bedrift den gandske Dag til Ende?

Naar dig den varme Soel begyndte lidt at brænde,

          Du strax i Skoven gik, du der din Hviile nød,

          Og laae den gandske Dag og sov i Rachels Skiød.

Hos Rachel man dig fandt, naar man dig finde vilde,

At leede andensteds, det var kun Tiid at spilde,

          Hver Hyrde-Dreng forvist, med mangen ærlig Mand,

          Ja! Skoven selv herom sit Vidne give kand.

Jeg mindes det endnu, det kommer mig i Sinde,

Hvad jeg i Fior engang i Skoven kom at finde,

          Jeg fandt et Linde-Træ, som stod der hos en Flod,

          Og paa den unge Bark saaledes skrevet stod:

          See! fra den samme Tid, det er nu just et Aar,

          Og ingen, uden vi, den mørke Skrift forstaar.

Man Hyrderne saa tidt derover saae i Trætte,

Enhver paa sin Maneer den Opskrift vilde giætte,

          Den eene vilde ey den andens Meening troe,

          Men Jacob ved sig selv hos Rachel gik og loe.

Nu siig mig da, min Ven! kand du med Rette klage?

Er det saa suur en Sveed? er det saa onde Dage?

          Hvor finder man en Mand her i det gandske Land,

          Som bedre Tidsfordriv og Levnet have kand?

Kom siig mig dog engang, hvad vil der af dig blive?

Tør du med haarde Ord din Husbond overrive?

          Har vel din Fader selv dig lært den skiønne Tugt,

          At hædre gamle Folk? er det hans Lærdoms Frugt?

Ney! ney! den fromme Mand det ey af dig formoder,

At du saa giør dig til, og har saa slemme Noder,

          Du gaaer lidt uden veys, det giør dit heede Blood,

          Din Ungdoms Uforstand, og alt for høye Mood.

Du maa forsikre dig, om du din Mund ey tæmmer,

Og dine vise Ord og Næsviished forglemmer,

          Det skal en anden gang dig ey saa let afgaae,

          Thi jeg, i hvor det gaaer, vil saadant ey forstaae.

Men kom, og siig os ret, lad os nu engang høre,

Hvad Klagemaal du kand med rette mod mig føre,

          Din Kone, siger du, jeg dig ey givet har,

          Du dog en Kone fik, den Sag er meer end klar.

Vist er det, jeg dig har til Brud min Daatter lovet,

Du i min Daatters Arm den gandske Nat har sovet,

          Og hun i din igien, er det og ikke sandt,

          Du ald Fornøyelse i Nat hos Lea fandt.

Hvad fattes dig da meer? Hvad har du meer at sige

Om din fortiente Løn? om Lea ey saa lige

          Som hendes Søster er saa smile-faur og skiøn,

          Du har jo selv i Nat kiendt hende for din Løn.

Hun dig den gandske Nat har gaaet ud for fulde,

Hun sig udi din Seng har skikket som hun skulde,

          Og nu du kandst ey meer, og Lysten den er styrt,

          Saa synes det dig først, at Kiøbet er for dyrt.

Du hendes Ære først og Jomfrudom har taget,

Derefter siger du, dig Laban har bedraget,

          Man faaer at skaffe dig hver Nat en anden Brud,

          Af hvert et Hveede-Brød du bide vil en Strud.

Vil din Grønskolding saa en ærlig Pige skiende;

Og hende hiem igien derefter fra dig sende,

          Sin gamle Fader og sin Moder til en Spot?

          Ney Junker, saadant Spil det holdes ey for got.

Hvo til en Pige gaaer, og hendes Ære nyder,

Hand hende ægte maae, hvor hart det ham fortryder,

          Et Ægteskab, enddog det giøres i en Hast,

          Naar det fuldbyrdet er, saa faaer det vel staae fast.

Naar det fuldbyrdet er med begge deres Minde,

Hand bliver hendes Mand, og hun hans Ægte-Qvinde,

          Det er i vores Land en Skik fra gammel Haand,

          At Sengen binder os det rette Ægte-Baand.

Vi har derhos en Skik, som vi ey maae forgiætte,

En Skik, hvorefter vi for alting os maae rette,

          Man gifter aldrig her den yngste Daatter ud,

          Før den som ældre er jo først har staaet Brud.

Og hvor man kommer hen, man Retten for sig finder,

Som hver Mand til sin Pligt og Skyldighed forbinder,

          Du derfor, Junker! stik din Finger kun i Sand,

          Og hædre, som du bør, de Viise i vort Land.

Bild dig kun derfor ind, at jeg dig aldrig lader

Fra Lea komme løs, viid, jeg er hendes Fader,

          Var hun til Natte-Brug dig dygtig nok og god,

          Du og om Dagen skal hos hende holde Fod.

Jeg til den Ende dig har Lea villet give,

At hun til Døden selv din Hustrue skulde blive,

          Det saa mit Forsæt var, og ey et Børne-Spil,

          Om du den rette Text og Meening vide vil.

Du selv og uden Tvang i Sengen gik til hende,

Din Lyst du der og drev den gandske Nat til Ende,

          Med hende du jo selv den gandske Nat holdt ud,

          Ret som en Ægte-Mand giør med sin Ægte-Brud.

Hun efter Kones Pligt dig ogsaa har fornøyet;

Og efter dit Behag med Lydighed sig føyet,

          Det hun dig givet har, det aldrig gives kand,

          Til nogen anden Mand, end til en Ægte-Mand.

Og som vi alle Tre, som heri har at sige,

I dette Ægteskab samtykket har tillige,

          Saa hielper det dig ey, du faaer at holde Trop,

          Den Knude bunden er, du løser den ey op.

Men du, som veedst saa vel at kaste mig i Næsen

Min Falskhed og min Træk, og giør saa stort et Væsen,

          Og meener, at en Ting den agtes ikke stort,

          Naar den af Misforstand og i en Hast er giort.

Kom dog engang ihu, hvordan du Løgnen smurde

Din gamle Fader paa, den gang hand dig adspurde

          Om du var Esau, hvor du med Træk omgik,

          Og saa Velsignelsen for dig alleene fik.

Enddog din Fader selv den Falskhed faaer at vide,

Din ældste Broder dog sin Skade faaer at lide,

          Den Gierning som er giort, ey u-giort blive kand,

          Hvor ont det ham end giør, den smukke gamle Mand.

Hvormeget Esau end græde vil og kive,

Du som velsignet est, vil og velsignet blive,

          Du har os selv fortalt, hvor du med Løgn gik om,

          Og sagt, Velsignelsen med Rette til dig kom.

Fortryder du da paa, at man sin Kappe bærer,

Som man det af dig selv, du gode Junker, lærer?

          En from og ærlig Mand ey derpaa anke tør,

          At det ham skeer igien, hvad hand mod andre giør

Og det endda desmeer staaer fast i Ægte-Sager;

Forspiller man sit Kort, for Boed man Skade tager,

          En Pige krænket er, du hendes Ære nød,

          Du hende ogsaa skal beholde til din Død.

Det er nu, som du seer, du faaer at holde Trøye;

Og med Taalmodighed dig i din Lykke føye,

          Om dette Væsen dig ey efter Ønsket gaaer,

          Af Nøden giør en Dyd, deraf du Ære faaer.

Der Jacob det forstaaer, hand færdig er at bruste,

Hand sig med haarde Ord begynder at udruste,

          Hans Ansigt staaer i Ild, og brænder som en Glød,

          Men Laban kom ham for, og smurde Smør paa Brød.

Jeg vil ey, siger hand, at du nu meer skal kive,

Hvad jeg dig lovet har, det vil jeg dig og give,

          Hold Lea kun for din, bliv hendes Ægte-Mand,

          Hun jo din Hustrue er for alt det gandske Land.

Jeg vil dig og dertil min Daatter Rachel give,

Naar Ugen omme er, din Rachel og skal blive

          Din Ægtefælle med; men derimod jeg vil,

          At du mig tiene skal syv andre Aar dertil.

Hvad Raad for Jacob her? hand sidder her i Knibe,

Hand faaer at dantze nu, og følge Labans Pibe,

          Hans Rachel er ham kiær, for hendes skyld hand faar

          At tiene da paa nye endnu syv andre Aar.

Dermed den Kone-Strid sin Rigtighed har fundet,

Dermed er Jacob fast til tvende Koner bundet,

          Hand dem beholde maae foruden meere Val,

          Den Eene for hand vil, den Anden for hand skal.