Mel.: At Slyngler hæves til Ærens Top.
De Franske er en vanartet Slægt,
de rent har glemt deres Levemaade;
Gud tage os i sin Varetægt,
at deres Moder ej her skal raade!
Naar fordums Hæder,
de gode Sæder,
man under Fødder forvovent træder,
saa gaar det galt.
Retfærdighed, der bør være blind
mod smukke Damer og store Herrer,
gaar der med Øjne foruden Bind,
i Flæng hun store og smaa fortærer;
hun Guld ej vejer,
for ingen nejer,
om end han lovligste Adkomst ejer
til syndig Daad.
De Baand og Titler, hvorved man før
Forstand og Dyder erhverve kunde,
dem jog den gale Nation paa Dør,
med dem gik Dyd og Forstand til Grunde.
Alt godt aflives,
alt klogt fordrives,
og Idioter alene trives,
foruden Rang.
Om Rettigheder og andet sligt
saa megen Løgn de os vil indbilde;
vi véd, at Mennesket har en Pligt,
hvorfra han aldrig sig maa forvilde:
den er at bukke
og aldrig mukke,
men derimod at i Løndom sukke,
det er hans Ret.
Saa kommer, Venner! enhver, som vil,
afsværger Frankrigs fordømte Lære!
Sligt Offer maa i det mindste til,
om Vælden eder skal naadig være.
Jeg sikkert tænker,
det ingen krænker,
om Sandhed han og Fornuft bortskjænker
for Guders Smil.
Dog foreslaar jeg, godt Folk! en Skaal
at drikke baade af Demokrater,
og selv af dem, der sig sno som Aal,
det er at sige Aristokrater:
For dig, min Pige!
skal Ønsket stige
til Himlen højt, naar vi ærligt sige:
bliv lykkelig!