Saa gierne vilde jeg kiende
Ringen, der strækker sig uden Ende,
Cirklen, hvis Midtpunkt er overalt,
Buen hvalt,
Dens funklende Lande, dem Ingen har talt.
Jeg vandred’ til Jordens Vise:
Ak! Gud bevare hver Ungdomsbarm,
Der svulmer varm,
Fra den Kost, hvormed de ham bespise.
Jeg søgte Kierner, man bød mig Skal,
Figurer og Tal.
Ord blev mig givet
Og Død for Livet,
Man satte mig ind i et Fangebuur.
Jeg søgte den herlige vilde Natur,
Man viste mig kun et optrukket Uhr.
O! hvor kunne I fare saa vild!
Troe, naar I udslukke Øiets Ild,
Troe, naar I flygte fra Himmelens Bue,
Naar I neddæmpe den hellige Lue,
Samle Skeletter,
Classificere i Cabinetter,
At da I skulle den Himmelske skue!
Jeg Fængslet brød,
Fra Liiglugt og Død
Jeg flygtede ud i min Moders Skiød;
Dog kan jeg ei glemme
Den indre Stemme,
Den luende Længsel jeg kan ikke tæmme.
Op mod Strand
Vælter sig det sølvblaae Vand
Mild og rolig.
Er dets Indre Længslers Bolig?
Ja det veed vel Ingen her,
Ingen, Ingen fiern og nær.
Bølgen aldrig sige kan,
Hvad den vil,
Hvad den ønsker, hvad den stræber;
Ak! thi den har ingen Læber,
Og dens Barm er lukket til.
Men kan Øiet ikke tale?
Kan sig ikke Livet male
Ud i Andet end i Ord?
Som en Slange rundt om Jord
Slynge sig de dunkle Vande,
Bugte sig fra Syd til Nord,
Hvisle trindt om alle Lande.
Vist et helligt Ord de finder,
Der kan tolke deres Tale,
Hvad de løse, hvad de binder
I de mørke Dybets Sale.
Hvilke Toner, hvilke Minder
Stige langsomt op af Tiden;
Liig en selsom Sang det lyder.
Jeg har hørt for længe siden.
Hvad sig dybt i Barmen bryder
Kan i Ord sig neppe male.
Bierg og Dale
Hvile jo i Bølgens Arm,
Elskovsvarm
Trykker den dem til sin Barm.
Hav og Ø,
Landet og den blanke Sø,
Er en Yngling med sin Mø.
Manden er det faste Land,
Qvinden er det sølvblaae Vand.
Derfor hvælver sig Vandets Flade
Saa blidt og mildt.
Derfor sprede sig Biergets Blade
Saa kantet og vildt.
Derfor stræber det i det Blaae,
Derfor runde sig Perler smaa,
Og binde,
Hvad ellers i Luft vilde svinde.
Sig Vandperlen hvælver
Og zittrer og skiælver,
Og runder sig, sænker sig i sig selv.
Bløde er Bølgernes smidige Lemmer,
Som Muskler fra Jorden sig Biergene stemmer,
I Høiden de gaae, som en omvendt Elv.
Ja der er en selsom Orden,
Qvinden er en omvendt Mand,
Bierget er et omvendt Vand.
Bierget hæver sig mod Norden,
Bølgen har i Syd sin Bolig.
Bierget stræber op fra Jorden,
Bølgen gaaer i Dybet rolig;
Biergets Ydere vandrer vildt,
Inden er det koldt og stille.
Bølgens Ydre blinker mildt,
Men de indre Kræfter spille.
Naar Stormen tier, er Vandfladen glat,
Men Længsler bølge,
Og bruse, og giære i Dybets Nat;
De Vindene følge,
Thi Qvinden kan ei sin Natur fordølge.
Bierget er vildt, men dets Indre er fast,
Om den dristige Mast
Forgiæves det bruser,
Stormen sit vilde Hoved kun knuser,
Det bøier sig ei om dets Indvolde brast.
Bierge og Sø,
Yngling og Mø,
Naa ei hinanden,
Forstaae ei hinanden,
Stedse dog stræbe
De Grændsen at dræbe.
Naar Biergenes Grene
Med Bølgen sig forene,
Og voxe tilsammen,
Naar Flammen
Bryder sit Fængsel,
Og slukker sin Længsel,
Da er forvunden den jordiske Trængsel.
Det Fiernede maa findes,
Det Modsatte forbindes,
Det Haarde maa hensvinde,
Det Flydende bortrinde,
Sig mildne maa det Vilde,
Sig styrke maa det Milde,
Det Skarpe maa sig runde,
Det Onde gaae til Grunde,
Opvaagne maa det Døde,
Sig fastne maa det Bløde,
Det Jisnede opglødes,
Det Stræbende maa mødes,
Det Mørke sig forstaae,
Al Forskiel maa forgaae.
Kiærlighed er til paa Jord,
Stræber op i Biergets Lue,
Speiler sig i Vandets Bue,
Der foreener Syd og Nord.
I den hellige Natur
Tvende store Kræfter vandre,
Stedse søge de hverandre,
Bryde deres Fangebuur.
Tvende Kiøn saa vidt omvanke,
Mandlig blaa og luerøde
See Vi dem i Flammen gløde,
Binde kan dem ingen Skranke.
Op de staae af Jordens Skiød,
Fra Magnetens dunkle Leie,
Og fra Himlens Stierneveie
Ned de funkle luerød.
Hvad vi stræbe, hvad vi ane,
Hvad der lokker Mand til Qvinde,
Det mon ogsaa Stiernen binde
I dens dunkle Ætherbane.
I Lyden,
I Nord og Syden,
I Mandens Kraft og i Qvindens Nyden,
I Bølgens Bryden
Og Biergets Stene,
I Træets Grene,
I Lysets Flamme,
I Metallets Stamme,
I Jordens Indre,
Hvor Livet sover,
Og ovenover,
Hvor Stierner tindre
Og Sole blinke,
Tvende luende Kræfter vinke.
H.