Phantasier
paa Arresødal ved Frederiksværk.
paa Arresødal ved Frederiksværk.
Straal, o Maane! med dit lyse Smiil
Ned paa Glædens skiønne Trylleegne,
Mildt i Aftenrødens Purpurild
Vaarens friske Roser dem indhegne;
Smiil til hver en Plet, hvorpaa min Aand,
Fængslet til en salig Barndoms Minde,
Ledet end ved Uskylds Moderhaand,
Følte Jordens Sorger bort at svinde.
Bred Dit minderige Trylleslør
Om det Paradiis, som mig omgiver.
I Din Straale hver en Plet mig bliver
Kiær og skiøn og dyrebar, som før.
Disse Lunde var det elskte Hiem
For saa mangen frydindviet Tanke,
Naar i Fortids Stunde her blandt dem
Blide Phantasier bød mig vanke.
Disse Graner, denne Sølveraa,
Dette rene skiønne Azurblaa,
Disse Skygger, i hvis Krands jeg træder,
Favned engang mine Ungdomsglæder;
Her jeg nød, hvad sildig Viisdom kun
Ofte først bød Mandens Hierte lære,
Naar vor Verdens Tant i Alvors Stund
Tabte for hans Blik den drømte Ære;
Her jeg nød det store Himmelheld,
Med en reen, for Kummer fremmed Siæl
I din ømme Favn, Natur! at skue
Maalet ene for mit Hiertes Lue.
Thi fra hver en yndig Plet, mit Øie
Formede med Paradisers Præg,
Naar, fra Østens skovbekrandste Høie
Vaarens lyse Sol paa Himlen steg;
Og fra hver en dunkel Gran, som hæved
Mod dens Glands sin gyldne Krone op,
Og fra hver en Blomst, hvis Purpur bæved
Nys udfoldet under Træets Top,
Greb en hellig Stemme i mit Hierte,
Og Naturen toned til min Siæl:
Kun hos mig Du Livets Lykke lærte,
Kun hos mig den Vise fandt sit Held.
Og med barnlig Andagt ved dens Stemme
Sank den glade Yngling til dens Bryst;
Her i Fredens Dal den bød ham glemme
Jordens Smaahed for sit Hiertes Lyst;
Her for den han knælte skyldfri ned,
Og besvoer i Himlens Haand sin Ed.
Thi hans Øie foer fra Lundens Skygger,
Langs med Sølveraaens grønne Bred,
Til det Hiem, hvor Flid og Kunster bygger
Ædel Virkens skiønne Fødested.
Trykket til Naturens Moderbryst,
Smiilte Fredriksværk mit Blik i Møde;
Herligt saae jeg Vaarens Morgenrøde
Farvet af en daadfuld Stræbens Lyst.
O! da knælte jeg i Granelunden;
Øiet steg mod Himlens rene Blaa.
Viet til min Gud i Andagtsstunden
Nær hans Almagts Værk min Siæl sig saae;
Og jeg favnede de Stiernehære,
Tanken hævet over Grav og Tid,
Og jeg bød dem lyse Vidner være
Til min rene, gudhengivne Id,
Og jeg trykte Blomstret til mit Hierte,
Som udfolded sig i Vaarens Sol,
Rev min Tanke løs fra Jordens Smerte,
Saae kun Fred og Lyst fra Pol til Pol.
Kiærlighed var al Naturens Lære;
Hellig fandt den Gienlyd i min Barm.
Den jeg saae i Favnen Bølgen bære,
Den indslutted Lunden i sin Arm;
Den fra Zephirs Aande kiærlig svæved,
Den fra Rosens Purpur hæved sig,
Den i Poplens Sølverkrone bæved,
Den fra Himlens Stierner vinked mig;
Og, som Dydens ømme Skytsgudinde,
Svæved Maalet for min Længsel frem;
I sin Favn hun bar min Barndoms Minde
Og veiledte mig til Lykkens Hiem.
O! Du hver en hellig Tankes Fader!
Du, som skabte Barnets Siæl til Dyd,
Du, som throner over Myriader,
Og omfatter hver din Skabnings Fryd,
Du, som præged i dit hele Rige
Hver en Plet med Skiønheds Harmonie,
Du, til hvem de Følelser opstige,
Som Naturen bød os offre Dig!
Evighøie! Du hver Tanke kiender,
Som fremsteg, som lued i min Barm.
End, Naturen helliget, den brænder;
O! modtag den i din Faderarm!
Lad den modnes til det Maal, mit Øie
Hævet mod din Glands sig skabte da,
Og velsign min Idræt fra det Høie,
Naar du engang vinker mig herfra!
H. D. Brink Seidelin.