Den Forladte
af
af
C. Hauch.
C. Hauch.
Det var en Aften i den kolde Høst,
Den lave Riisbøg stod i rødbruun Dragt,
De tunge Perler hang paa Skovens Blade
Som om de sørged over Somrens Død;
I Lunden hørtes ingen Fuglesang,
Og Vinden slumred; kun et eensomt Møl,
Der, altfor sildig født, ei havde fuldbragt
Det Hverv endnu, hvortil det var bestemt,
Bevæged sig med støvbedækte Vinger
Og lydløs Flugt imellem Skovens Grene.
Da nærmed sig med langsom Gang en Vandrer,
Hvis Aasyn stemplet var med Sorgens Mærke,
Hvis Øies Blik var indad vendt, som om
Han intet Ydre saae, men søgte kun
I Sjælens Dyb sin egen Kummers Billed.
Tilsidst han satte sig i Græsset ned,
Med Haanden støttet mod sin blege Kind,
Ved Foden af en Eg, der stod ved Veien.
Den stakkels Vandrer havde nylig tabt
Et elsket Barn, en lille femaars Pige,
Med silkebløde Haar og Øine blaae,
En yndig Rosenknop, kun altfor fiin
For Vinterstormen paa den kolde Jord;
En Paradisets Fugl, der fløiet var
Paa lette Vinger ned til Jordens Kreds,
Og der paa lette Vinger, hvortil Støvet
Kun hefted svagt, sig atter svang tilbage.
Alt Aaret forhen Moderen var død,
Den lille Pige var hans sidste Skat.
Han havde siddet flere Nætter ved
Den Lilles Seng og skuet angstbeklemt,
Hvorledes Dødens Skyer vælted sig
Om hendes Aasyn, medens Sjælen drog
Sig dybt tilbage til det Inderste,
Indtil den med et Suk fra Læben fløi.
Snart laae hun smykket som en Engel hvid,
En Myrtestengel holdt hun i sin Haand,
Og Døden havde kun, saa syntes der,
Paa selsom Viis forædlet hendes Træk.
Paa denne Dag han havde fulgt den Døde,
Og seet den lille Kiste sænkes dybt
I Jord, og vædet Graven med sin Graad.
— „Hvad skal jeg længer her!“ saa brød han ud,
„For mig har Jordens Blændværk tabt sin Glands,
Dens tomme Glæder er mig kun en Afsky.“
— „Hvor stor var ei din Skjønhed!“ vedblev han,
„Og dog den var en Gaade, dækket med
Et Slør for Verden; jeg kun kjendte den.
Det lille Hoved hviled ved mit Hjerte,
Og glad jeg lytted til din Røst, der klang
Liig Toner af en fremmed Fugl i Skoven;
Jeg saae dit Smiil, din lette Gang, hvormed
Du som en Alf paa Veien iled frem;
Jeg saae Dig i dit Øies dybe Blaa,
Der var et magisk Speil, hvori en Aand
Fra Himlen skued med Forundring paa
En ukjendt Jord.
Ja den var stegen ned
Fra Paradiset for at vise mig,
At det, som er en Hemlighed for Verden,
Er mere værd, end al dens falske Glands.
Jeg elsker ingen jordisk Qvinde meer,
Og ingen ydre Skjønhed mig bedaarer,
Jeg elsker kun et blegt og lille Barn,
Der holder i sin Haand en Myrtestengel;
Jeg elsker kun og ønsker kun en Grav.“ —
Saa talte han, mens Sjælens Blik sig fæsted
Alt meer og meer paa de forsvundne Dage;
Tilsidst han hensank næsten som i Slummer;
Thi han var træt af Vaagen og af Sorg;
Da aabned sig den Verden for hans Øie,
Der stiger frem, som Stjerneglands i Natten,
Af Søvnens dunkle Dyb; ja som et Billed,
Dog blegt og svagt, af Evighedens Syner,
Naar fjernt de glimte gjennem Gravens Port.
Det forekom ham, som en velbekjendt
Og elsket Skikkelse paa Veien gik
Og nærmed sig og standsede ved hans Side.
„Du maa saa stærkt ei græde,“ hvisked den,
Imens en lille Haand hans Kind berørte.
Det var som lune Vindes Vift i Vaaren;
„Thi naar Du græder saa, da falder der
En Skygge selv paa Paradisets Glæder.
Dog maa din Sorg ei heller reent forsvinde,
Thi kun i Sorgen har Du mig endnu;
I Jordens Glæde staaer jeg fjern og glemt.
Men Smerten er det stærke Baand, hvorved
Din Sjæl skal drages mod det stille Land,
Hvor jeg Dig venter med bestandig Længsel.
„Jeg er endnu en Frugt,“ saa blev hun ved,
Der ei er moden; derfor maa jeg dvæle
Ved Gravens Port, ved Paradisets Indgang,
Hvor Evighedens lyse Morgenglands
Kun glimtes fjernt og svagt i Horizonten.
Og dog er ogsaa der et deiligt Land;
Thi dybe Floder findes der, og Vande,
Hvis Speil ei brydes af mindste Vind.
Og Roser blomstre der paa smækkre Stengler,
Hvis Skjønhed ingen jordisk Aand begriber;
Og ranke Træer med evig friske Blade,
Som ingen Orm og ingen Vinter kjende.
Og i de dunkle Skove synge Fugle,
Hvis Røst er fuld af Haab og dybe Længsler,
Som Ingen fatter, før ham Graven favner.
Der leger jeg paa Blomsterenge med
De skjønne Børn, som altfor tidlig døde,
Mens lyse Skikkelser foroven skimtes,
Og store Stjerner speile sig i Vandet.
Der saae jeg ogsaa tidt min Moders Aasyn,
Saa klart som Maanens, der til Jorden smiler
Med milde Blik, men aldrig den berører.
Hun har mig sagt, at jeg skal vente paa
Din Ankomst i det dæmringsklare Land;
Thi Du skal føre mig, og Haand i Haand
Vi vandre skal mod Øst, mod Solens Opgang.“
Saa talte hun og vinked med sin Haand
Til Afsked end, og svandt saa hen i Luften;
Dog gjennem Skoven klang en selsom Røst:
„Dvæl ei forlænge, hist jeg venter Dig!“
Da flygted bort en lille Sky paa Himlen,
Og Bøgen skjælved og rysted fra sin Isse
De sidste Blade ned i Aftnens Vind.
Men op af Græsset sprang den blege Vandrer,
Og følte sig i Sjælen trøstet, skjøndt
Ham gjennem Marv og Been en Gysen foer,
Som Aanderigets Nærhed havde fremkaldt.
Og tankefuld han vandred mod sit Hjem,
Mens Maanen glimted bag de tomme Grene;
Og mild og rolig sad han i sit Kammer,
Den bittre Klage var fra Læben svunden.
Dog trende Døgn derefter var han død;
Thi den, som kaldes af en Aand fra Graven,
— Saa siges der — hans Sjæl har ingen Ro
Paa Jorden meer, men drages, som en Trækfugl
I Høstens Dage, mod sit bedre Hjem.