Hunden til Maanen(En Allegorie, skreven i Aaret 1818 under Baggesens Angreb paa Oehlenschläger.)Maane, mit Blik forhadt, stat still’ og hør paa min Bjæffen!Stands Afsindige, hviil paa din Vei! thi Du iler mod Nedgang.Ingen saa dristig som Du, saa stor, saa blodig romantisk,Tindrer blandt Midnatslys og blandt høitblinkende Stjerner.Nøites Du med beskednere Glands, da funkled Du ærbartI Din spærrede Ring, og ei Du fordunkled os Andre.Derfor med kritiske Glam jeg dadler i Stjernernes Navn Dig;Thi Du nedsender forvirrende Blus afsindigt til Jorden.Alle de Blomster, paa Marken jeg seer, fordærver Din Veemod,Hvert et Træ phantastisk gyselig staaer i Din Skygge,Strækker med Gjøglerkraft sin Green, fornegtende Sandhed!Selv til Mennesket tidt den afsindige Drøm har Du nedsendt,Thi naar Du stirrer med Speiderblik til Jomfruens Vindue,Straaler usædeligt ned paa en Barms halvdækkede Hvælving,Paa Guldfletningens Flod med Din Glands, med Valmuestænglen,Ofte forbudt, forvildende Lyst Du vækker i Sindet.Derfor jeg lider Dig ei, forførende lefler Din Straale,Mangler Klarheden reent og svæver chaotisk i Dæmring.Lidet Du Kunst forstaaer, liig Tyven Du kommer i Tusmørk,Thi bør jeg som Vægter ved Midnat hindre Din Idræt.Ingen saa godt som jeg undervise Dig kan; thi jeg fattedKunsten fra Grund, jeg kan bringe Dig flux bortkastede Tørklæd,Stokken igjen jeg henter i Vand og bærer forsigtigMadkurven fyldt og bestjæler den ei, skjøndt gjerne jeg lysted.Hvad forstaaer vel af Sligt, Ubehøvlede, Du i Din Natglands?Slikker Du Selskabets Spyt, naar Høfligheden det byder?Kan Du kjækt Dig betvinge, som jeg, der mig reiser paa to Been,Skjøndt min Natur er et fiirbenet Dyrs? Hvad eller forstaaer DuKunstig paa lodne Poter dramatisk en fransk Menuet atDandse til Pibernes Lyd? Deraf jeg roser mig dristig,Skjøndt det kosted mangfoldige Prygl og Ærgrelse fuldtop.Intet Du fatter af Sligt, Du svæver phantastisk i Luften,Lunefuld kun i vexlende Glands med foranderlig Skive.Mig fastholder den classiske Lænke, dens hellige Jernbaand,Daglig til Hundehuset, saa nær ved Gratiers Vaaning,Snedkeren limed det fast, og Maleren strøg det med Rødkridt,Men om Natten jeg gaaer med en dyrkjøbt Smags Politietegn.Dog haardnakket Du tier endnu og løber i Taaget,Aldrig Du holder mig Stand bag Din Skyes vildtvexlende Digtning.Ha, phantastiske Trold, hvi ei naaer min kritiske Tand Dig?Upartisk jeg myrded Dig da, thi mit Med er uskyldigt,Kun for Stjernernes Ære jeg bjæffer og udrækker Tungen.Men Du foragted mit Glam, det høit optirred til Harm mig;Thi ved ustandsede Vandfald hist jeg tjente paa Møllen,Stjal behændig af Kjøkkenets Søm en hængende Pølse.Svendene mærkede dog min Svig, de mig fulgte med Stænger,Men det var Nat, og jeg glammede fælt med gnistrende Harmblik,Da dem betog forfærdelig Frygt; en Syndernes Hevner,En Gjenganger kaldte de mig, en uløselig Gaade.Da jeg bemærkede Sligt, strax viste jeg frygteligt Tænder,Folkene knæled for mig, stolt søndersled jeg min Pølse;Men da svæved Du frem, og de saae i Din høiere LysningSort med skaldet og dinglende Svands en langøret Hund kunAlle med Skoggerlatter bespotted den paniske Skræk da,Saarende Slag og Spark forfulgte mig Stakkel paa Flugten,Pølsen tabte jeg reent, fra den Tid jeg hader Dit Aasyn,Upartisk for min Pølses Skyld og for Stjernernes Ære.At mig Misundelse drev, Du troede, men ak, det var Pølse!Var jeg af Avind syg, da neppe jeg før havde rost Dig;Det har jeg gjort dog tilforn, erindrer Du vel, det var Vinter,Sneen var falden i Dal, Du bestraalede Fjeldenes Iistop,Maanskin dæmrende skjalv paa den utaalmodige Bjergstrøm,Og hver Fjeldkløfts Gab en Grav fast ligned fra Oldtid,Viste bag brustne Steen tykskægget en Fortidens Krigshelt,Mens Fjeldskraaningens Spids var svøbt i Demant- og Metalglands;Thi Du laante til Natten Dit Skin, og Du blomstred i Mørket,Selsomt faldt da Dit Lys paa Snee, jeg løb over Sletten,Og mig behaged den Skygge, som sort jeg kasted i Maanskin,Større jeg skued i Skyggen mig selv og roste Dig dengang.Klog jeg raadte Dig da at straale ved Vinterens Tid kun,At foragte den brogede Blomst med barnlige Lysglands,Somren i Morgenland og det høistletsindige Foraar.Du dog undveg enfoldig mig steds og fulgte mit Raad ei;Men jeg berømte Dig end og logred behændig med Halen,Bød Dig dale til Jord og sætte Dig frit ved min Side,Broderskab jeg Dig ædel tilbød og at skure Din SkiveMed min behændige Svands, og at lære Belysningens Konst Dig.Men Du ønsked til Broder mig ei, lod haant ad min Konst ogAd min behændige Svands; Sligt jeg tilgiver Dig aldrig.Derfor et dagsky Murmeldyr jeg kalder Dig høit nu,Ret en Drømmer i Sky, en Ildbrand-digtende Reiser.Og jeg det klart kan see, skjøndt tilforn Dig elsked’ Apollo,Skjøndt han Dig sendte sit Lys, Du snart opsluges af Skyen;Maanelampen, som aldrig jeg fik, gaaer ud inden kort Tid,Mens jeg, lænket til Vaulundurs Steen, høit bjæffer min Viisdom.