Konning Olaf sidder i Garderik med sine gode Hofmænd,
I Norge sidder den gamle Bjørn med Sværdet ved sin Lænd.
Der voxe favre Blomster paa Fjeldet.
I Norge sidder den gamle Bjørn, han spejder fra Borgens Tind,
„Christ give jeg maatte det spørge, vi finge bedre Vind.”
Han speider fra Borgens Tinde, han ganger ind og ud
„At Olaf kom til Norrig i Aar, det give den øverste Gud.
Jarl Hakon og Englands Konning de raade for Land og Rige,
Christ give, jeg maatte leve den Dag, jeg saae dem af Norrig at vige.”
Jarl Hakon lader Bud udgaae de norske Kæmper at vinde,
„Da først skal vi nyde Landet med Ære, naar vi kunne Bjørnen binde.”
Ind da træde de Sendebud, de stedes for Egebord:
„Olaf Digre sidder i Holmgaard, nu hersker Kong Knud i Nord.
Konning Knud og Hakon Jarl, de byde Jer Fred og Leide,
Hvis I vil komme til Nidaros og ende den lange Feide.”
— „Saa tidt har jeg jaget den vilde Los og Ulven igiennem Tjørn,
Den skal ei tjene den griske Høg, der kan tjene den kongelig Ørn.”
— „Kong Knud, han er en Herre saa gjev, I kjender ham vel af Ry,
Og vil Du ham ikke med Æren tjene, da skal Du med Skam bortflye.”,
— Herr Bjørn rasler med Brynien blaa og med sin Pandsersærk,
„Og skulde jeg svige Kong Olaf, da blev det et Nidingsværk.”
Herr Bjørn griber sit lange Spyd og sit forgyldte Skjold,
„Og det skal koste Jert røde Blod, før I mig fanger i Vold.”
— „Herr Bjørn, I bær Jert Navn med Ret, I er i Talen hvas,
I viser gjerne Jer Huggetand, alt som den vilde Bas.”
Saa listelig loe de Sendebud: „I standse Jer vilde Færd,
Den leger ei godt med Tunge, der strax vil lege med Sværd.”
Saa rysted de paa Egebord de Sølverpendinger hvide,
„Dem skjenker Dig alle den rige Knud, hvis han paa Dig kan lide.”
Da Bjørnen saae det hvide Sølv, begyndte den at skule,
„Saamænd,” da meldte den liden Smaadreng, „nu fanger ei Skjoldet Bule.”
„Saamænd,” da meldte den gamle Bjørn, „Herr Knud er en Drot med Ære,
„Ret aldrig saae jeg saa meget Sølv, som her monne sammen være.”
„Ret aldrig saae jeg saameget Sølv i dette fattige Land;”
Saa drog han op til Nidaros, der blev han Jarlens Mand.
Og det stod hen i Uger, ja vel i Maaneder fem,
Ret aldrig mæled Herr Bjørn et Ord i alle dem.
Og det stod hen i Maaneder ni, da spørges det over Ø,
Kong Olaf samler en vældig Hær, og Jarlen er sunken i Sø.
Herr Biørn sadler sin høie Hest og tager sit Pandser paa,
„Christ give, nu Norrig maatte sin rette Høfding faae.”
Saa rider han til Garderik, der axler han sit Skind,
Saa træder han i Høienloft for Konning Olaf ind.
„Herr Bjørn, velkommen til Garderik! I sige mig for sand,
Om Munkene læse Messer endnu ved Norges Strand.
Om Munkene læse Messer endnu i Herrens Huus,
Om end i Choret brænde de høie Alterlius.
Om end i Lunden Du hørte de Klosterklokker gaae,
Og Jomfruer, der sjunge, som Nattergale slaae.
— „End hørte jeg i Lunden de Klosterklokker at gaae,
Og Jomfruer, der sjunge, som Nattergale slaae.”
End læse de skallede Munke Messer ved Norges Strande,
End skued jeg paa Alteret de hvide Lys at stande.”
— „Dernæst, min gode Skaller! Du sige mig Besked,
Om end den norske Bonde vil holde mig sin Eed.”
— „Saadan den norske Bonde vil holde Dig sin Ed,
At fremmer han sin Villie, da fanger Du evig Fred.”
— „Gud raader for Held og Seier, det gaa da som han vil;
Dog hvi vil Norges Bønder begynde dette Spil?”
— Da blev den gamle Bjørn saa tankefuld i Sind,
„Naar Ror og Anker glippe, da driver det Skib for Vind.”
— „Og hør, min gode Skaller! Du talte, som bedst Du kunde,
Men aldrig mindes jeg før den Dag, da Dine Øine de runde.
Og aldrig mindes jeg før den Dag, da Bjørnens Læber var hvide,
Og aldrig forhen skjalv dens Been, naar vi drog ud at stride.”
Da synker ben gamle Hirdmand til Konningens Fod,
„Christ give, jeg Din Vrede maa sone med mit Blod.
Jarl Hakon jeg gik til Haande, det blev med Sølv betalt,
Men var han ikke druknet i Aar, da havde mig Sorgen qvalt.”
— Kong Olaf strækker sin hvide Haand mod Bjørn foruden Svig:
„Stat op, min gode Skaller, bed Gud tilgive Dig!
Stat op, min gode Skallere og sæt Dig ved min Side!
Svigter den boldeste Kæmpe, paa hvem kan man da lide!”
Det var den høie Konning, han spænder Sværd ved Bælte,
Hannem følger i Plade tolvhundrede raske Helte.
Og da de kom til Stiklestad, begyndte saa blodig en Trætte,
Saa glad da vorder den gamle Ravn, han venter sig nu at mætte.
De Pile flyve saa tykt i Flok, som Haglen i Bondens Korn.
I Skoven løb er den sulten Ulv, den tager til at tude,
De Pile flyve saa tykt i Sky, som Sneen paa Bondens Rude.
Herr Bjørn stander sin Konge nær, han leger med Spyd og Stang,
Alle de Kæmper ham turde bie, de sank i grønnen Vang.
Herr Bjørn stander sin Konge nær, han er en Kæmpe bold,
Alle de Pile, som Olaf trued, opfanged han i sit Skjold.
Alle de Mænd, der mod Olaf stevned, han mon til Jorden slaae,
„Herr Konge! de ere for mange, og vi ere altfor faa.
De Kæmper lege med Buer og Spyd, det er mig ei meer til Lyst.
Det sidste Sværd, Dig trued, opfanged jeg i mit Bryst.
Brudt er mit Skiold og min gode Stang, ei meer skal jeg Jernet slide,
Gud signe dig, Du Ædeling! jeg lægger mig ved Din Side.”
Da nikked Kongen venlig, han stod i eget Blod,
Saa sank han til Jorden, Herr Bjørn laae ved hans Fod.
Herr Bjørn sig valgte den bedste Plads, han vilde hos Konningen være,
De skal ei skilles i Døden ad, der vandred sammen med Ære.
Der voxe favre Blomster paa Fjeldet.