O, Herre! jeg vil gaae, hvorhen Du kalder,
Thi jeg det veed, o Gud!
At ei den mindste Spurv til Jorden falder,
Naar ei det er Dit Bud.
Og boede jeg, hvor Isens Pandser spænder
Sig over Nordens Barm,
Og vandred jeg, hvor Ørknens Flamme brænder,
Mig favned dog Din Arm.
Ja mødte Hvalen mig bag Dybets Vover
Paa stumme Rædslers Vei,
Og stod jeg, hvor Løvindens Afkom sover,
Din Haand mig svigted ei.
Og sank jeg ned til Sølvets skjulte Leie,
Hvor Jordens Skatte groer,
Og hæved jeg mig høit paa Vindens Veie,
Jeg fandt igjen Dit Spor,
Og stod jeg der, hvor Nattergales Tunger
Forkynde Vaarens Priis,
Og der, hvor Ravnen mader sine Unger,
Jeg fandt Dig ligerviis.
Ja, var min Fod saa let som Kildevældet,
Der sprudler under Sky,
Og fløi med Ørnens Flugt jeg over Fjeldet,
Jeg kunde Dig ei flye.
Og stod jeg der, hvor Dagens Blomst udspringer
Bag Østens lyse Sti,
Og fløi jeg vort paa Aftenrødens Vinger,
Jeg fløi Dig ei forbi.
Og vandred jeg, hvor Morgenstjerner flammer
I Livets Ungdomsskjær,
Og slutted jeg mig ind i Dødens Kammer,
Da var Du atter der.
Og kunde jeg hver dunkel Taage sanke,
Som Natten klækker ud,
Og gjemme dybt deri min stumme Tanke,
Jeg skuffed ei min Gud.