Til Ludvig Tieck
i Aaret 1833.
i Aaret 1833.
(Med den tydske Oversættelse af Maastrichts Belejring.)
(Med den tydske Oversættelse af Maastrichts Belejring.)
Heel mødig paa min Vandring kom jeg til Dig engang,
Da viste Du til Folket min ubekiendte Sang;
Til Folket, som jeg elsked’ fra Barndommens Aar,
Der hver alvorlig Stræben og dristig Leg forstaaer;
Hvis Ild nedlokker Aanderne fra Norden med Lyst,
Som Fugle, der mod Syden nedflagrer i Høst.
— Ei Tordenskyen agter paa Vindenes Kast,
Den skyder sig i Bugter og seiler uden Mast;
Og skjulte Kræfter lokke den til en alvorlig Leeg,
Da Sommerdagen vorder som et Gjenfærd saa bleg;
Fra Dunkelheden udgaaer af Ild et mægtigt Hav,
De blege Svovelflammer slaae ned i Kæmpens Grav.
Som Tordenskyen vandrer, saa vandred ogsaa Du,
Og aldrig efter Vinden Du dreiede Din Hu.
Vi skued Dig som Yngling, vi skued Dig som Mand
At drages ustandselig mod Digternes Land;
At lokkes af hver Tanke, hvert indholdsrigt Ord,
Som Muserne befaled at tales ud paa Jord.
Du følger dem med Troskab og mærker deres Magt,