Den flygtige Lykke gik Skjalden forbi,
Men Musen ham mødte paa eensomme Sti,
Hun styrked hans Sjæl i den jordiske Smerte,
Hun lokked den hellige Gnist af hans Hierte,
Og pusted den op, saa den gløder og brænder,
Og mægtige Luer mod Himmelen sender.
Og Luen sig deelte mod Øst og mod Nord,
I Luen stod skrevet det magiske Ord,
Hvorved han sig Vei gjennem Afgrunden baned,
Hvorved han har Alfer af Bierget opmanet,
Hvorved uden Skib han har seilet paa Havet,
Og tryllet til Liv, hvad der længst var begravet.
Ved det han de fjerneste Secler kan naae.
Ved det han kan Fuglenes Røster forstaae,
Og Skyernes Svæven og Bølgernes Larmen,
Oa Stormen, der raser i Menneskebarmen,
Og Tusmørkets Veemod og Kjærligheds Sødme,
Og Jomfruers Smiil og undseelige Rødme.
Hvad Løn skal da skjenkes den herlige Skiald,
Fordi han har oplukket Oldtidens Hal,
Fordi han har Asernes Veie gjenfundet,
Fordi han har Østen med Norden forbundet,
Fordi han har lært vore Hjerter at banke,
Fordi mod det Høie han hæved vor Tanke?
Han aldrig kan lønnes med udvortes Glands,
Men adlede Aander skal flette hans Krands,
Og Barmens veemodige svulmende Længsel,
Og Taaren, der bæver og bryder sit Fængsel,
Hans Magt skal bevidne, mens Tiderne svinde,
Og Sangen skal staae som hans evige Minde