Han.
Hver Gang jeg stirred paa de gamle Skrifter,
Da gad jeg sænke mig i Tidens Hav,
Da gad jeg offre Livet for Bedrifter,
Og for et Navn paa Hellas’ Heltegrav.
Hun.
Hver Gang jeg stirred paa de gamle Skrifter,
Da vexle Lyst og Veemod i min Aand,
Og mellem Sagn om Oldtidens Bedrifter
Hans Navn jeg skriver med en frygtsom Haand.
Hun.
Hver Gang jeg ind i Ridderborgen triner,
Der stolt og rolig venter paa sit Fald,
Da lære mig de mægtige Ruiner,
At Storhed lever selv i Gravens Hal.
Hun.
Hver Gang jeg ind i Ridderborgen triner,
Da tænker jeg: O, var min Elskte her!
Da stod jeg skjult bag mægtige Ruiner,
Og flygted først, naar han kom ganske nær.
Han.
Hver Gang jeg skuer Stjernen i det Høie,
Da vinker den mig som en dristig Ven,
Og paa dens Bane hefter jeg mit Øie,
Og ønsker kun at vandre høit som den.
Hun.
Hver Gang jeg skuer Stjernen i det Høie,
Da vorder jeg saa længselfuld i Hu,
Da drømmer jeg om Stjernen i hans Øie,
Og om hvorhen dens Straaler falde nu.
Han.
Hver Gang min Tanke svang sig ud fra Landet,
Da ønsked jeg at heise hviden Seil,
Og skrive Kampens røde Skrift i Vandet,
Der min Bedrift fordobled i sit Speil.
Hun.
Hvergang min Tanke svang sig ud fra Landet,
Da ønsked jeg, han stod paa nære Kyst,
Mens ubemærkt jeg stirred ned i Vandet,
Det suged ind hans Billed i sit Bryst.
Han.
Men hæve Toner sig i Aftenrøden,
Da ønsker jeg at flyve bort med dem
Til Tryllelandet, som er skjult bag Døden,
For der at finde Heltelivets Hiem.
Hun.
Men hæve Toner sig i Aftenrøden,
Da dobbelt føler jeg, han er mig kjær.
Da ønsker jeg at følge ham i Døden,
For hist at tilstaae, hvad jeg dulgte her.