Jeg var en lille Pige,
Af tusind Løier fuld,
Og legte med min Lige,
Og brød mig lidt om Guld.
Naar jeg mig vilde fryde,
Begyndte jeg en Dands,
Og skulde jeg mig pryde,
Da var det med en Krands.
En Morgenstund jeg søgte
De bedste Blomster ud,
Og nynned’ glad, og spøgte,
Og takked’ Blomstens Gud;
Da kom en gammel Qvinde:
„Hvad gjør du Lille der?” —
„Jeg mig en Krands vil binde,
„Den smukt skal sidde her.” —
Hun saae mig an saa kjærlig,
Og skjøn den Gamle var,
Som Solens Nedgang, herlig,
Som Aftenstjernen, klar.
Jeg maatte hende lide,
Og sikkert leed hun mig:
I Græsset ved min Side
Hun venlig lagde sig.
„Hver Blomst i disse Egne
„Kun lever saare kort:
„Din Krands vil snarligt blegne,
„Dens Ynde visne bort.” —
„Vel falmer den, du Gode!
„Før Aften hænger den;
„Dog lige vel tilmode
„Jeg fletter en igjen.” —
„Men, Datter, hør, jeg kjender
„En Krands saa himmelskjøn:
„Den dannes ei med Hænder,
„Og altid er den grøn.
„Om ei du grusom plukker
„Dens Blad med smittet Hu,
„Til Døden Øiet lukker
„Den blomstrer sødt, som nu.” —
„O! siig, hvor skal jeg finde
„Det Blad, den flettes af?
„O! skjænk mig den Veninde!
„Jeg bær den til min Grav.” —
Hun kyssed’ mig, og trykked’
Min Haand saa varmt derved:
„Dig Gud med den udsmykked’;
„Den er — Uskyldighed.”
Nu reiste sig den Qvinde;
Af Øiet perled’ Graad:
„Mit Ord du trygt skal finde:
„O Datter! gjem mit Raad!
„Du varlig Omhu bære
„For Uskylds Englekrands,
„Og alt dit Liv skal være
„En paradisisk Dands.” —
Gud længe lod mig vanke
Omkring paa Jorden nu,
Og altid kom min Tanke
Den Gamles Ord ihu.
Mit meste Liv var Glæde;
Og naar en Taare randt,
Min Krands var frisk tilstede:
I den min Trøst jeg fandt.
O Søster! jeg har fundet
Mig vel ved Qvindens Raad:
Ei paa min Kind har rundet
Urolig Angers Graad;
Uskyldighedens Krone
Til Døden smykker mig!
O fromme, gamle Kone!
Gud Fader lønne dig!