Qvindens Kald
Til Frederike R**.
Til Frederike R**.
Smigers Trylle-Nectar faaer Du ikke;
Ærligt Venskab aldrig byder den:
Sandhed, stille, gode Frederike,
Ikkun Sandhed offrer Dig en Ven.
See, naar Smigers Luft-Phantomer svinde,
Og paa Fryds Ruiner Anger staaer,
Sandhed er i Vinter, som i Vaar,
Vel alvorlig, o! men skjøn, Veninde!
For at smykke Jorden blev en Pige,
For at signe Manden blev hun Viv:
„Nyder Livets Fred og Sorg tillige!”
Blev den skjønne Lov for fælles Liv.
Men, naar Manden byder Trods til Fare,
Naar han sveder for at vinde Brød,
Mildt Naturens Stemme Qvinden bød,
Troligt paa sit Hjem at tage Vare.
Med et Smiil at jevne Klippe Veie,
Og i Storm at yde Sagtmods Raad;
Ømt at skabe trætte Mages Pleie,
Af hans Barm at drage Kummers Braad;
Trygt om Afkoms Væxt og Dyd at frede,
Og at danne den til Godes Fryd —
Rikke, det er huuslig Qvindedyd,
Den erstatter Paradiis hernede.
Ei den glimrer, o! men den velsigner:
Lifligt rinder Dagen ved dens Bud,
Og hvert Blund Naturens Hvile ligner:
Søvnen klækker unge Kræfter ud.
Denne Dyd til Livets Aftenrøde
Trodser Armod, Kummer, Uret, Fald —
Pige, jeg har viist Dig Qvindens Kald:
Gak det skjønt, som hidindtil, imøde!