Afskeden fra Sophienholm
1792.
1792.
Fred med Edens Minder allevegne,
Hvor Naturens Helligdomme staae!
Fred om Sjælands blide Glædes-Egne,
Dem min ubegrædte Barndom saae!
Elysæisk Ro hvert Krat indhegne,
Hvor engang med sorgfri Sjel jeg laae,
Forskende Guds Almagts dybe Dale,
Og beruust ved Draaber af Castale!
Fred om alle Dine Tryllerier,
Fredriks favre lykkelige Dal,
Hvor Naturen høie Træer indvier
At beskygge Glædens Brudesal;
Hvor den Vaandefuldes Klage tier,
Hvor han glemmer uafbrudte Qval;
Og hvor yndig Fryd hans Barm skal gløde,
Den hvert Straa udaander ham imøde.
Alle Himles Fred om dine Skygger,
Du, som blev ved Glædens eget Bud,
O Sophienholm! hvor Vaaren bygger
Idel Templer for Naturens Gud;
Og hvor Vennesind hver Lyst betrygger,
Som i disse Templer klækkes ud;
Skabte mig de Himmel-Øieblikke!
Tit, naar jeg ved stille natlig Lampe
Sidder, træt af Dagens golde Sved;
Tit, naar jeg i Sygdoms haarde Kampe
Troer at føle Livets Herre vred;
Tit, naar jeg i Stadens qvalme Dampe
Kæmper mat mod Skjæbnens Bitterhed,
Til Sophienholm min Aand skal ile,
Lettes, qvæges, varmes der, og smile!
Jeg skal hine Malerier skue,
Der neddryste der af Flora’s Krands;
Aande Duft i tunge Grenes Bue,
Hvor Pomona vækker sløve Sands,
Og hvor tryg for Middagssolens Lue
Fuglen qvidrer selv til egen Dands;
Hvor til Sang forvandler sig hver Tanke.
Ud paa Søen skal jeg roe, men standse
For at skue de Mirakler an;
See, hvor Træer den glatte Sø bekrandse,
Himlen selv af speiles i dens Vand,
Og saa blideligt dens Bølger dandse
Uden Larm til smykkefulde Rand,
Mens en Tryllepensel kjek dernede
Skal hver Høi, hvert Huus, hver Busk udbrede.
Snart jeg Farten hjem igjen skal bøie:
Ny Sophienholm fremstilles mig:
Som et Bjerg det møder her mit Øie,
Hvor den mindste Plet er underlig;
Som et Glædens Alter mod det Høie
Jævnt opstigende det hæver sig:
Og med Andagt jeg mod Bredden haster,
Mig som Offer paa det Alter kaster.
Sønlig sukker jeg til Alles Fader:
„Gud! Din hele — hele Jord er god!
„Taal min Klynken, Du, som aldrig hader
„Ormen, Du har gjort saa vel imod!
„Du, som huld omfatter Myriader;
„Ak! der vaandes ved Din Thrones Fod:
„Dig mit glædedrukne Hjerte priser:
„O! Du skabte disse Paradiser!”
Denne milde Sværmen blot er Glæde:
Tidt min Vinter den opvarme skal.
Skuer jeg en Vaar endnu fremtræde,
Vandrer jeg igjen til Fredens Dal,
Seer den der i Høitidsprunk sig klæde,
Seer de Godheds Vidner uden Tal;
Hist sapphirne Speil med grønne Kanter,
Her de Morgenduggens Diamanter.
Men om jeg paa lække Baad skal finde
Før til Dødens umiskundte Havn,
Een af Faa, dog sukke ved mit Savn,
En Cypresgreen plante til mit Minde,
Pleie den, og give den mit Navn. —
Held mig, naar jeg hviler mig af Møie,
Groer mit Navn end under hendes Øie!