Olaf Hansen (1870–1932)

Jeg staar igen ved Vindvet

og ser i Natten ud —

det minder og det bærer

fra dybe Drømme Bud.

I Haven sukker sagte

den Sommer paa sin Gang —

det er, som den er fyldt

af min Ungdoms bedste Sang.

Og blev jeg ej bedrøvet,

var denne Tid mig kær.

Nu hvisker det i Løvet,

hvad jeg fortier her.