Naar Fløjten igen skal bryde
den lumre Rejsero,
saa ruller jeg frem for Ryde,
hvor Liljekonvallerne gro.
Og mine Minder taler
om straalende sommervejr.
Jeg mærker, Skoven svaler —
saa er det Sted jeg nær.
Jeg ser det igen saaledes
som jeg dertil er van,
og bag mig nu det fredes,
de stille Dages Land.
Ti det er just til Ryde,
Fredsrigets Grænser naar.
Jeg hører Fløjten lyde —.
Er her Konvaller i Aar?
I Hænderne paa Drenge,
der kender hver skovens Sti,
de hvide Blomster hænge,
undselige som de.
Der er i Skoven inde
et Sted, hvor de vokser tæt —
og til et Foraarsminde,
jeg køber en Buket.
For naar jeg igen skal høre
paa hjulenes Jærnmusik,
vil Blomsternes Duft mig føre
til Dage, der forgik.
Ikke dog blot til Dage
men og til rundne Aar.
Trods Kvalm og Støv den svage,
men friske Duft mig naar.
Og dør hver Blomst, som Sneen
den var dog skær og hvid.
Det dufter i Kupeen
af Skov ved Pinsetid.