Da vi først os mod hinanden vendte,
tænkte: Hvem er han, og hvem er hun?
Næppe kan jeg huske, hvad der hændte,
men jeg digter dog om Mødets Stund.
For dit Smil og Draget i din Stemme
kan jeg se og kan jeg høre end,
og jeg synes, at jeg kan fornemme,
at mit Hjærte nynner nu igen. —
„Fremmed jeg Dem synes, mens jeg siger
Dit og det og Dat saa godt jeg kan;
imod andre Deres Tanker higer?
Kan jeg ikke slaa det rette an?
Dg det er dog, som om jeg Dem kender,
vi maa for hinanden have set.
Og jeg synes, vi har været Venner.
Er det glemt, maa sket dog være sket.
Naar jeg tænker paa, hvor det har været,
synes jeg, jeg ser Dem i det fri,
og jeg føler mine Tanker snæret
i en gammel Rytme-Melodi.
Nynnende De gaar, og der er spiret
op saa fløjelsblødt et Græs af Jord;
Engen er af hvide Blomster siret,
og De har en Stav af Perlemor.
Mener De, at Sanserne mig svigte,
saa forbavset som De paa mig ser.
Dm Dem staar en Duft af gamle Digte,
Digte, som man ikke skriver mer.
Jeg har syslet med dem mellem Stunder,
set paa Hyrders og Hyrdinders Færd.
De var deriblandt. Ved hvilket Under
gaar det til, at jeg skal se Dem her?
Nej, det Indtryk bliver ikke mindre,
men forstærkes, naar jeg ser Dem le.
Deres Navn — kan De det ej erindre,
underskønne, strenge Galathe?
Maa jeg følge Dem, som De maa byde?
Lytter De? O, lyt endnu en Stund!
Vil De høre Hyrdefløjten lyde,
skal jeg gerne sætte den for Mund.”
Og et Smil, et lille Nik du sendte
mig til Svar og Ordets Tone blid —
og mit Digt mig fører ad de kendte
Veje til den næste, glade Tid.
Over Tngen gaar jeg ved din Side,
glemmer Hjorden, for du er saa skøn,
og at Tiden let skal for dig glide,
synger jeg om Venus’ lille Søn.
Hvid som Mælken i sin Moders Bryster,
rød som hendes Læbers skære Blod,
flyver han fra Vester og til Øster,
sommerfuglevinger paa sin Fod.
Hvem har lært din Læbe saa at smile?
Hvem har lært dit Øje saa at se? — —
Gerne vilde længe her jeg hvile,
men jeg ved, at det kan ikke ske.
End en Stund vi sammen fremad drage —
og vi vidste knap, hvorhen vi kom,
for du standsede og saa tilbage,
sagde mig, du maatte vende om.
Over Hyrdeengen var vi naaet
langt ind i det virkeliges Land;
gerne vilde jeg, du skulde gaaet
længer med — men, naar du ikke kan — —.
Tavs du trykked begge mine Hænder,
og jeg ønsked dig al Hjærtets Hred:
„Skal vi ogsaa skilles, er vi Venner,
for kun godt vi om hinanden ved.”