Jeg sov, og jeg syntes, at Muren var stærk
som i Hansaens vældige Dage.
Der var Laase af Guld paa hvert Bygningsværk,
der var Rigdom i Byen at tage.
Jeg syntes, jeg følte den gamle Gru,
der vilde mig vække af Drømme.
„Jeg vil ikke, vil ikke vaagne endnu,
jeg er bange, min Lykke skal rømme.”
Lad mig nyde min Drøm! Jeg syntes, jeg saa,
bag Muren hun gik ved min Side;
den blegeste Glans over Tinderne laa,
og Taarnene skinnede hvide.
Jeg syntes, jeg sagde: „Bliv min, bliv min!
Jeg byder dig Gaver og Goder;
hver Skat, du dig ønsker, skal straks blive din,
hvis den findes i Kræmmernes Boder.”
Jeg sov, og jeg syntes, jeg vented et Svar,
mens Maanen stod stille i Natten.
„Du skal ikke byde, hvad Kræmmerne har,
og intet dem røve af Skatten.
Jeg giver dig, Herre, min helligste Ed,
jeg elster dig over al Maade.
Jeg vil skænke i Nat dig min Kærlighed,
mit Legem, min Sjæl skal du raade.”
Lad mig nyde min Drøm, du, der skræmme mig vil!
Jeg vil høre paany, hvad hun siger.
Forgæves saa lukker jeg Øjnene til,
men Lysningen stiger og stiger.
Alt staar han i Byen, Kong Atterdag,
med stammende Herskerminer,
og Lykken, og Lykken er ikkun Bedrag,
og Staden er døde Ruiner.