De dybe Bølger blaaner
ved Horisontens Rand.
Men fjærnt bag den der skraaner
af Havet op en Strand.
Derover Himlen graaner
og over det ganske Land.
Og Taagerne sig sænke
mørke og triste der,
og Mindet er en Lænke,
hvis tunge Led jeg bær’.
Men jeg vil ikkun tænke
paa det, der er mig nær.
Jeg skal ej mere stunde
mod dig af al min Hu. —
Men dersom ske det kunde.
at Lænken brast itu!
Og om det gik saalunde,
at her vi mødtes nu!
Men Lænken vil ej briste
og skal det heller ej.
Trods den jeg kan vel vriste
min Længsel bort fra dig,
og du skal ikke friste
mig mere paa min Vej.
Jeg leger med et Minde,
der før har voldt mig Ve,
for Tidens Bølger rinde
og Nuets Bølger le.
Jeg vilde ej dig vinde,
om end det kunde ske.