Saa vaagned min Kvide, imedens jeg sov.
Det blev Dag, i min Sjæl blev det Nat.
Jeg følte mig bunden ved skyggernes Lov
til Tider, jeg havde forladt.
De Skygger indhylled en duftende Tjørn,
til Blods mine Hænder den rev. —
Jeg fandt mig saa ensom blandt Menneskens Børn,
min Vilje for Længseler drev.
De vugged den bort til en lysere Strand.
Vemodig jeg smilte, jeg saa,
de kunde vel naa mit forjættede Land,
men jeg skulde aldrig det naa.
D, Tillids og Haabs og Foryngelses Tid,
du var — men nu er du kun Ord,
og jeg er et Jeg, der er søndret af Splid,
og ikkun paa Tvivlen jeg tror.
Og ind gennem Krinkelkrogstaden jeg gik
med Fortidens Sorger i Sind.
Men pludselig faldt paa St. Karin mit Blik,
og tøvende gik jeg derind.
Jeg satte mig bange forventende ned.
Da kom det — jeg husker det grant:
Igennem mig bævede Skønhedens Fred,
og Tyngslen af Skyggerne svandt.
Husvalende Kirke, indfaldne Ruin,
hvor Græsset og Glemselen gror!
O Festsal, hvor Vand blev til perlende Vin,
paa Kunstens Mirakkel jeg tror.
Jeg kan ingen Linjernes Lovparagraf,
men kender vel den Harmoni,
der hæver mig højt over Lovenes Straf,
for den er i mig Melodi.
Jeg dykked mig dybt i den kvægende Stund
og Evighed af den jeg drak,
og tryg sank jeg hen i et lægende Blund,
der bøded, hvad Tornene stak.
Jeg hørte, fra Buerne Hymner sig svang,
hvis Ord var beaandende Vin,
og Stenene talte, profetisk det klang
i Templet, i Karins Ruin.