Sonet 1–17 danne et Hele og indeholde Opfordringer til Vennen om at indgaa Ægteskab for at sætte Afkom i Verden, der kan fortsætte hans Skønhed.
5 og 6. Glassets Fængsels-Mure, Glassets Gem: Billedet er hentet fra Blomster-Essensens Opbevaring i Flasker.
9 og 10 høre nøje sammen.
15. Jeg din Væxt fornyr, — nemlig ved Lovprisningen i Digtene.
16 hører nøje sammen med den foregaaende Sonet.
Livets Linjer: Afkommet (i Modsætning til Digtets Verse-Linjer).
18. Maj, der paa Shakespeares Tid, ifølge den julianske Tidsregning, varede til henimod Midten af vor nuværende Juni, betragtes her som Sommermaaned.
20. Paa Originalens 7de Linje: A man in hew all Hews in his controwling byggede den engelske Filolog Tyrwhitt en spindelvævs-skrøbelig Gisning om, at det to Gange forekommende Ord hew (paa det andet Sted trykt med stort Begyndelsesbogstav og med Kursivskrift) skulde sigte til Vennens Navn, — at saaledes Dedikationens Mr. W. H. kunde være en, iøvrigt ubekendt, Mr. William Hews eller Hughes.
21. Shakespeare sigter her til de samtidige Sonet-Digteres gængse Billed-Forraad.
23. Af første Strofes to Billeder har det første sin Tilknytning i anden Strofes 1ste og 2den Linje, det andet er knyttet til samme Strofes 3dje og 4de Linje.
Mine Bøger: muligvis de Manuskript-Hefter, hvori Shakespeare nedskrev disse Digte.
Hin Tunge: kan maaske sigte til den i senere Sonetter omtalte rivaliserende Digter.
24. Sammenhængen i denne Sonets Ideer er følgende: Vennens Billed er blevet opfanget af Digterens Øje og af dette malt i hans Hjærte, hvor Vennen kan betragte det med sine egne Øjne, der saaledes blive ligesom Vinduer til Digterens Hjærte.
Perspektiv: jeg opfatter dette i Forbindelse med den følgende Linje («Thi du igennem Maleren maa skue») som et Ordspil, hvis Pointe ligger i Ordets oprindelige Betydning: Gennem-Skuen (af det latinske perspicio, ser igennem). — Den engelske Text lyder:
And perspective it is hest painter’s art.
For through the painter must you see his skill.
27 og 28, i hvilke der tales om en Rejse, Digteren maa gøre bort fra Vennen, høre sammen.
29–31 danne et Hele: Tanken om Vennen giver Digteren Trøst for Nutidens Mismod (29) og Fortidens Tab (30), og hvad han har mistet erstattes i Vennen.
33–35 høre sammen; her hentyder Digteren for første Gang til den Uret, Vennen har tilføjet ham (se Indledningen S. X). Jvf. Sonet 40–42.
36. Slutningslinjerne af denne Sonet komme igen som Slutningslinjerne af S. 96.
37. Som Kuriositet og som Exempel paa Kommentator-Aandløshed kan nævnes, at nogle af Sonettens 3dje Linje have villet slutte, at Shakespeare var halt.
39, Linje 13–14: og hvis du ikke kunde gøre min Ven til to Personer, saa han baade er hos mig i min Forestilling og andet Steds i Virkeligheden.
40–42 høre sammen og tale atter om Vennens Uret mod Digteren. Jvf. Sonet 33–35. Smlgn. med disse Sonetter S. 144, der kort sammenfatter hele Forholdet; jfr. 133–134.
43 og de to følgende Sonetter tale om en Adskillelse mellem Digteren og Vennen.
44–45 høre nøje sammen. Af de fire Elementer, der udgøre Digterens Liv, maa Jord og Vand, som danne hans Legem, blive tilbage, medens Luft og Ild (hans Tanke og Længsel) drage hen til Vennen.
46–47 høre sammen til et Hele.
48. Muligvis sigte de to sidste Linjer af denne Sonet — der atter taler om en Adskillelse fra Vennen — til det samme Forhold, hvortil der har været hentydet i Sonetterne 33–35 og 40–42: den elskedes Troløshed mod Digteren og Forholdet mellem hende og Vennen.
50–51, der igen dvæle ved Adskillelse fra Vennen, høre sammen.
53–55 høre sammen: i 53 omtales Vennens Skønhed, og hans Troskab antydes, hvorved der saa dvæles i 54, hvis Slutningskuplet lover at bevare Mindet herom i Digterens Vers, en Tanke, der yderligere udvikles i 55.
56 synes at høre sammen med de to følgende.
57–58 høre sammen. De synes atter at sigte til samme Forhold som S. 33–35 og 40–42; jvf. S. 48.
65. Tidens Juvel ɔ: Vennen.
Tidens Kiste: den Kiste eller det Skrin, hvori Tiden samler Menneskenes Liv som Juveler; maaske sigtes her ogsaa til en Ligkiste (Tidens Kiste = Graven).
67–68 høre sammen. Begyndelsen af 67 knytter sig til Tanken i den foregaaende, 66de Sonet.
Skygge-Rosers falske Bram: den sminkede Rødme.
I Sonet 68 sigtes til Tidens Mode at bære falskt Haar, — ofte blondt («den dødes gyldne Lokkefylde» ), som en Efterligning af Dronning Elisabeth, hvis Haar var rødligt.
69–70 høre sammen og dvæle ved de onde Rygter, der ere i Omløb om Vennen.
71–72 høre nøje sammen.
73–74 danne et Hele. Delius ser i den Maade, hvorpaa Shakespeare i en Sonet som den 73de og andet Steds (jvf. 62 og 138) taler om sin Alder, et Bevis for, at Sonetterne kun ere poetiske Fiktioner, da sligt ikke med Rette vilde kunne siges af en Mand i Trediverne, — en temmelig aandløs og upsykologisk Betragtning, som tilmed strider mod Shakespeares egen Opfattelse af Alderens Magt i Sonet 2.
76. Prof. Dowden formoder, at denne Sonet kan være skrevet som et Forsvar fra Shakespeares Side mod en Bebrejdelse, der er fremkommet fra Vennen for hans Digtes Ensformighed i Sammenligning med den rivaliserende Digters Poesi, om hvilken der tales i det følgende.
77 synes at være fulgt med eller skrevet i en Erindringsbog eller et Album til Dagbogsoptegnelser, der sendtes som Gave til Vennen.
78–80 og 82–86 hentyde i højere eller ringere Grad til, at andre Digtere nu ogsaa have begyndt at skrive til Vennens Pris.
79. Hvem den enkelte bestemte Digter-Rival er, til hvem Shakespeare her og i Sonetterne 80, 83, 84, 86 sigter, vides ikke med Sikkerhed. Boaden gættede paa Samuel Daniel, som havde været temmelig nøje knyttet til den Pembroke’ske Familje, og som 1601 dedicerede et af sine Arbejder til William Herbert (om denne sidste se Indledn. S. X III-XY). En anden Gisning peger paa George Chapman.
84. Hvo siger mest? ɔ: hvem af os to, jeg eller min Medbejler, siger mest?
8de-9de Linje ere oversatte efter Texten fra Originaludgaven, der har Punktum efter 8de Linje.
86 er i sine Hentydninger dunkel. Har den rivaliserende Digter gjort sig til af, eller fortæller Rygtet, at han inspireres ved Nattetid af overnaturlig Hjælp? Sigter Shakespeare spottende til, at andre hjælpe ham med hans Vers?
87–90 udgøre et Hele, hvortil atter slutte sig
91–93, som tilsammen danne en ny lille Gruppe.
92: Da mit Liv er forbi med dit Venskabs Ophør, behøver jeg altsaa ikke at frygte for Ting, der ere værre end det, og overfor dit vexlende Lune, din Ubestandighed, er jeg rolig af samme Grund.
94 synes at staa i Forbindelse med 93, hvor der tales om Vennens Evne til at synes mild, om han end er kold. Tankegangen er: Held dem, der kunne beherske sig; (vi) andre ere kun som Vasaller af dem. Og ere de end kolde og tilbagetrukne, saa gavne de dog ved deres blotte Tilværelse Verden, ligesom den ensomme Blomst smykker Somren. Men de maa være dobbelt omhyggelige for ikke at fordærves.
95–96 staa atter i nøje Forbindelse med 94. Slutningslinjerne af 96 ere de samme som Slutningslinjerne af 36.
97–99 høre sammen.
98. Saturn blev der af Mytologien tillagt tungt og trist Sind.
99. Meriansknoppens (Ran) fra dit Haar: her sigtes muligvis til Haarets Farve; men ret sindrig forekommer mig en anden Gisning, der er bleven fremsat fra engelsk Side, at Hentydningen skulde gælde Haarets Duft: Merian benyttedes som Ingrediens i Parfumer.
Skammens Hede, haabløs Smerte: maaske sigtes her atter til Vennens tidligere omtalte Uret mod Digteren.
100. Her begynder et nyt Afsnit i Sonet-Digtningen, efter at Digteren i længere Tid ingen har skrevet, men, som det synes (se Linje 3–4), har været beskæftiget med andre Arbejder. Der er paa dette Sted som en Grænse, et nyt Udgangspunkt, ud fra hvilket Venskabsforbundet atter knyttes.
102, Linje 11–12: Sigter Shakespeare atter her til de i 78–80 og 82–86 omtalte rivaliserende Digtere?
105. I de umiddelbart foregaaende Sonetter har Digteren prist Vennens Skønhed og Troskab (jvf. S. 53–54); her nævnes endnu som hans tredje Egenskab: Godhed.
106. Jvf. Sonet 59.
107. Dunkel i sine Hentydninger. Den engelske Forsker Thomas Tyler mener, at der sigtes til Tiden efter Betvingelsen af Grev Essex’s Oprør, hvilket vilde give Foraaret 1601 som Forfattelsestiden for denne Sonet. Omtrent paa samme Tid havde Jarlen af Pembroke en kortere Stund været fængslet, som det synes paa Grund af hans Forhold til en af Hoffets Damer, maaske netop den i Indledningen (S. XIV-XV) nævnte Mary Fitton, og Tyler mener, at Sonetterne fra 100–126 skriver sig fra Tiden efter Jarlens Løsladelse i Foraaret 1601 (se The Academy 22 Marts og 19 April 1884).
109–112 høre sammen.
110. Linje 2 sigter vistnok til Shakespeares Optræden som Skuespiller.
111. Eddike ansaas for et gavnligt Middel mod smitsomme Sygdomme.
112. Hugorms-Sanser: Hugormen antoges for at være døv.
113–114, der atter knytte sig til 112, høre nøje sammen.
114. Linje 13–14 sigte til den Skik, at en Tjener maatte smage paa fyrstelige Personers Mad og Drikke for at forvisse dem om, at den ikke var forgiftet: Øjet smager paa den Smiger-Drik, det selv elsker, og lader saa Sjælen tømme den.
116–120 danne ved Tankernes Overgang i hinanden en sammenhængende Hække.
122. Vennen har givet Shakespeare en Erindringsbog, som denne atter har foræret bort.
123 synes at kunne være en umiddelbar Fortsættelse af 122: Digteren har ingen Tillid til Tiden, dens Optegnelser og Mindetegn; han stoler kun paa sit eget trofaste Sind.
124 fortsætter atter 123: Digterens Kærlighed er ikke tilfældig, ikke grundlagt paa Hændelsen, lader sig derfor ikke beherske af Tidens Luner.
Originalens Linje 13–14:
To this I witness call the fools of time,
Which die for goodness, who have lived for crime
ere vanskelige a forstaa. Her ere de oversatte efter Alexander Schmidts Shakespeare-Lexikon, der forklarer sidste Linje saaledes: «som føle eller i det mindste udtrykke en stadig Længsel efter, hvad der er godt, men ikke destomindre hengive sig til deres slette Tilbøjeliglieder».
125 fortsætter 124: Digterens tro Kærliglied vil ikke mere fejre den ydre Skønhed med store Ord.
Du bestukne Klager: synes at hentyde til en eller anden, som har bagtalt Shakespeare for Vennen.
Digtet 126 afslutter den første, større Sonet-Gruppe.
Sonet 127. Her begynde Sonetterne til den mørke Kvinde. De fleste af disse synes tilsammen at danne en Gruppe, der som en Episode i Forholdet mellem Digteren og Vennen hører ind i Tiden før den 100de Sonet.
I Sonetten sigtes til Forskønnelsesmidler ved Sminke og lignende.
128. Sujettet er: den elskede, der spiller paa Spinet (en ældre Tids Klaver).
131. Hin Tale, nemlig den i Linje 5–6 udtrykte: at hendes Aasyn ikke er saa fagert, saa det føder Sukke.
133–134 høre sammen. De beskæftige sig aabenbart med samme Emne som 33–35 og 40–42; smlgn. især 42; jvf. ligeledes 144.
135–136 indeholde i Originalen en Mængde Ordspil, dannede over William Shakespeares eget forkortede Fornavn Will, Vennens ligelydende Fornavn og det engelske Ord will (Vilje, Attraa). I Oversættelsen har jeg ved Anvendelsen af Ord med en vis Klang-Lighed søgt at faa noget tilsvarende frem.
137. Slutnings-Kuplettet synes at kunne danne Overgang til den følgende Sonet.
138 fandtes i en noget afvigende Form i Digtsamlingen The Passionate Pilgrim (1599).
139 og 140 danne som Avers og Revers af samme Lidenskabs-Mønt; — den første med Hovedtanken: «sig mig aabent, at du elsker andre, og skjul ikke listig din Utroskab», den anden: «selv om du ikke elsker mig, saa lad dog, som du gør det.»
143 synes gennem den foregaaende Sonets Slutningskuplet at være knyttet til denne. Forestillingen om den elskedes Attraa i Slutningen af 142 genfindes i 9de Linje af 143: du jager efter det, der flygter fra dig.
144 fandtes i en noget afvigende Form i Digtsamlingen The Passionate Pilgrim (1599). I denne Sonet synes Forholdet mellem Digteren, Vennen og den elskede at være kraftigt og bestemt sammenfattet; den bekendte Shakespeare-Forsker Furnivall kalder den «Nøglen» til Sonetterne. Jvf. 33–35, 40–42, 48, 57–58, 133–134.
146. De to første Linjer staa i Originaludgaven saaledes:
Poor soul, the centre of my sinful earth,
My sinful eartli these rebel powers that thee array.
De tre første Ord af anden Linje ere aabenbart fejlagtig komne ind ved, at Sætterens eller Afskriverens Øje og Tanke har været henvendt paa første Linjes Slutningsord i Stedet for paa de to Stavelser, Verset kræver. Disse maa altsaa erstattes ved Konjektur; her er oversat efter Dowdens: Press’d by.
Din Tjener: Legemet.
147 synes gennem sin Slutningskuplet at være forbundet med 148.
148–149 ere knyttede til hinanden ved Tanken i deres Slutningskupletter.
153–154 variere samme Emne; om de staa i nogen virkelig Forbindelse med de foregaaende Sonetter, er usikkert.