Havfruen(Tilhörerne ved mine förste historiske Foredrag tilegnet.) I Livets Vaar, Med gule Haar, Blandt Piger smaa, Med Öine blaa,Kan meget Sært os hænde, Og Virkeligt Fra Skin og SligtEr da ei nemt at kiende. Med Kindhaar graat Paa Tanke-Slot, Med gulnet Vid, I Höstens Tid,Jeg derfor vel maa smile Ved Ungdoms Syn Og Rynke-Bryn,Paa Skjaldens Sandsagn tvi’le. Men Dröm i Lund, I Morgenstund, I Blomstervang, Ved FuglesangFor Skjalden i hans Vugge, Jeg dog udfandt Er meer end Tant,Om end Magistre mukke. Thi vær saa god, Du unge Blod! Mig Öre laan, Trods Hum med HaanAf hundrede Magistre! Ei Fjer de fat Faae i min Hat,Blev de end nok saa bistre. Som fordum Frey, Forvoven jeg, Beruset halv, I Valaskjalv,Sprang op paa Odins Sæde, Paa Möens Klint, Med Öie blindtFor Norners Frihaands-Kiæde. Jeg tænker paa, Jeg troer, jeg saae, Og, först og sidst, Jeg hörde vist,Om ogsaa kun i Drömme, Paa Hlidskjalvs Tind, Hvad Muldvarp blindMaa altid skævt bedömme. Fra Öine vel Der faldt som Skæl, Og Klinte-Top Sig skiöd vel opImellem Himmel-Bjerge; Thi Öine smaa Der oversaaeStor-Hanserne som Dværge. Nu i en Hast Hvad Löst og Fast I Öine faldt, At melde Alt,Det gaaer mig over Magten; Hvad, Jorden næst, Mig hued bedst,At sige, det er Agten. En Havfru skiön Der sad i Lön, Paa Engebund Ved Öresund,Ombölget af Kiærminder, Med Vippekrands, Med Regnbuglands,Med aftenröde Kinder. Hver Helt i Nord, Selv Age-Thor, Fordunkled hun I Bögelund,Blaaöiet og guldhaaret, En Straalepil Var hendes Smil,Og klart blev Hjertesaaret. Som fordum Frey, Saa fandt og jeg, Den Tue lav, Ved sölvblaa Hav,Höisæde, værdt at vinde, En Throne skiön For Halvgud-Sön,Trods den paa Klippetinde. Da sank fra Sky, Til Bögely, Med Aftensol, Min Klintestol,Og alle Planer prude, Med Fryd jeg ned Til Sletten gled,Min Höiheds-Dröm var ude. Som fordum Frey, Saa beiled jeg, Med Bud og Bön, I Lys og Lön,Til Hjertet og til Haanden, Men Odins Ring, Som ingen Ting,Forsmaade Lilje-Vaanden. Mit gode Sværd Til Herrefærd, Men alt for stort Og klodset gjort,Til Trods for Finheds-Smagen, Jeg klapped paa, Gav at [ulæselig],Det ledte længst om Magen. Da sagde koldt Den Havfru stolt: Hvi byder ei Du mig, som Frey,Den Skat til Fæstens-Gave, Saa jeg min Frygt For Sværdet stygtMed det kan dybt begrave? Da fnös jeg vildt: Din Spot er spildt, Og tænk kun ei, Som fordum Frey,Jeg höre vil af Loke, At Kvindekiær Har solgt sit Sværd,Sin Tröst i Ragnaroke! Da tav hun kvær, Den Havfru skiær, Neddukked saa I Bölgen blaa,Som i en Afgrund aaben, Og ene stod I Hu saa modJeg med mit blotte Vaaben. Hvo kun har kiær Det skarpe Sværd, Det kolde Jern, Til Livets Værn,Men seer, han Död kun volder, Maa blegne selv For höiröd Elv,Naar Armene han folder. Saa blegned jeg Paa Kæmpevei, Da kun omsonst Min Galdre-KonstJeg pröved paa de Döde, Da blev jeg sky For Vaabengny,Og angred Haardheds Bröde. Da op der sprang Med Flöite-Klang En Valhalds-Dör, Som aldrig förAf meer end Navn jeg kiendte, Dermed udfoer Et vinget Ord,Som mig paa Tungen brændte: “O, kom igien, Du Havfru væn! Endnu engang Duk op med Sang!Saa vil jeg mig omvende; O kom, see her! Mit gode SværdJeg giver Dig ihænde. Nu ogsaa jeg, Som fordum Frey, Om Kiærlighed Har lært Beskeed,Hvordan med Sværd den vindes. Lad Loke kun Nu bruge Mund,Til den for evig bindes! Ja, Havfru söd! I Fredens Skiöd, Ved Kvindens Fod Med Helteblod,Jeg Kæmpe-Sværdet lægger, Og blotter kun I Farens Stund,Naar selv Du mig opægger!” Hvi bobbler saa Nu Bölgen blaa? O, Havfru-Dands! O, Regnbu-Glands,Og aftenröde Kinder! Velkommen hid, Paa höie Tid,Ombölget af Kiærminder! Saa rækker Mund Til Havets Bund, Saa finder Ord Den gode Jord,Som mangefold mon bære, Saa toner end “Velmödt igien”Fra Venner hjertenskiære! I Aftenstund, Ved Öresund, I Bögesal, Hvor NattergalSlaaer sine Triller söde, Med Gammens-Röst, Med Liv og Lyst,Blev holdt et Stævnemöde! Som fordum Frey, Saa fæsted jeg Havfruen skiön I Lys og Lön,Til Ægteviv i Aanden, Hun föder huld Mig Fugle-Kuld,Som fjedres efterhaanden! I unge Skud Til Stamme prud, Af Böge-Rod, End frisk og god,Skiöndt Fuglen var forstummet! Om Hiertens-Lyst I eders BrystJeg sang kun lidt forblummet. I gav med Fryd Mig Örenlyd, Til Tale sær Paa Kryds og Kvær,Om Tanker og Bedrifter, Til Skjalde-Ord Om Fest i Nord,Naar Farve Tiden skifter. Ved Straalerand Om Grækenland, Ved Nordens Kaar, Og Danmarks Vaar,I vilde med mig glöde, Og favned ömt Foruden Skrömt,Vort Modersmaal det söde. Ja, Skjaldens Ord Om Fred i Nord, Og Hjertebaand I Friheds Aand,Til Gamle og til Unge, Med Moders Röst I eders BrystI fandt, som paa min Tunge. Hvad dybt gienlöd, Og höit udbröd, Til Sang i Sky, Med Kræfter ny,Som Vin sit Fængsel sprænger! Nu er det sandt, De Danske vandt,Ei raader Grændel længer! Med Aand for Vind Nu blæser ind Nyaaret godt Den gamle Drot,Paa Himmelbjerg med Luren; Da vaagner Dyd, Da vaagner Fryd,Med Hjertedybs-Naturen!N. F. S. Grundtvig