N.F.S. Grundtvig (1783–1872)

Hvad mener du? er dette Skiold nu blankt?

Du er saameget for det Blanke

Og Smukke. Du vil faae en Hjertesorg

I Norrig, naar vi møde Jarlen.

Hvor vil du giemme da dit lange Haar,

Som er saa guult og fagert, at ei Blodet

Skal smudske det?

                                        O! det har ingen Nød.

Naar Striden bliver hvas, jeg skærer

Det af og flyer dig det i Giem,

Saa tænker jeg, det er i god Forvaring.

Nu! det var netop svart som spurgt.

Men, seer du hist, hvor Sigvald staaer og taler

I Løn med Thorkil? det mig tykkes fast,

Som af det Tog han ei har megen Gammen.

Han loved kanskee meer, end han har Lyst

Og Evne til at holde.

Men siig mig dog, hvordan det ret gik til

Der ved Strutharalds Arveøl?

Ja, hvordan mener du? De drak tilbørlig,

Og Munden kom paa Gang, saa fik Kong Svend

Dem til at giøre store Løfter.

Hvad loved Sigvald egentlig?

En Færd til Norrig, som ei skulde endes,

Før Hakon eller han var dræbt.

Da kan du troe, at Kongen glædtes.

Hvad mener du er Kongens Agt?

At sende Sigvald med en kiærlig Hilsen

Til Palnatoke. Du kan troe, at Svend

Ham under Jomsborg mindre selv end Astrid.

Ja, dengang narred Sigvald ham

Da rigtig nok. Men, seer du hist;

Der gaae jo To med dragne Sværde

Ind paa hinanden, det er Nyt

I Borgen, vi maa see de Løier.

O, hvilken Tomhed her i disse Sale!

O, hvilken Tomhed inden i mig selv!

Hvad er vel Jomsborg uden Palnatoke?

En mægtig Krop, hvis Sjæl er faret ud,

Hvad Sværdet er, som hænger hist paa Knagen;

Heel frygteligt det var i Tokes Haand,

Nu hænger det saa tamt og stille

Som Knagen selv.

                                    Det hænger stille;

Men naar det grebes af en vældig Haand,

Da maatte det, som forhen, bide Skiolde,

Og foer en kraftig Aand i døde Krop,

Fik den da ikke Liv igien? den fik ...

Det ei.

                    Hvorfor?

                                            Fordi den døde,

Thi Intet døer, som mægter end at leve.

Men hvem er du, som lurer paa min Tale?

Din Frænde Odinkar, en christen Klerk.

Hvorledes kom du ind i Borgen?

Ad samme Port, som Tokes Lig kom ud.

Ja, du har Ret, det Lig har Veien jævnet,

Men spurgte Ingen, hvad du vilde her?

De havde Andet at bestille,

Thi Alle stod omkring to Mænd,

Som sloges om et Kvindfolk. Sigvald

Dem vilde skilt, men fik kun onde Ord.

Det er forbi. Da Bue Digre hørte,

Hvorom de stred, han flux dem begge dræbte,

Og overtraadte Loven selv,

For at ei Loven skulde overtrædes;

Jeg seer, du havde samme Sindelag.

Maaskee. Men siig! hvad vil du her?

Mit høie Kald mig driver rundt i Norden,

At bringe Folket Daab og Christendom,

Jeg fremmerst søger mine egne Frænder

Og Palnatokes ædle, hierve Æt.

Derfor jeg kom, med dig jeg vilde tale,

Og lære dig den Sandhed, jeg har lært.

Og mener du, jeg vil din Lærdom nemme?

Det veed jeg ei, det veed alene Gud,

Men jeg maa tale, selv for døve Øren.

Dog, Palnatoke hørte mig, og du,

Det veed jeg, lyster ham at ligne.

Han hørte dig, men troede dig dog ei.

Han troede dog, at Christus vilde seire

I Nord, paa Jomsborg ene stoled han,

Det er forbi. Hvorpaa vil du nu stole?

Paa Aserne og paa min egen Kraft,

Om Alle tabe, jeg dog vist skal vinde,

Og, om jeg stolede paa Jomsborg end,

Var det saa daarligt? Du har luret,

Og hørt, af Sorg jeg var forsagt,

Men Norrigs Hakon snart skal sande,

Der er endnu et Jomsborg til.

At der har været et engang.

En Kæmpe rammes kan af Pilen,

Skiøndt Buestrengen brast itu,

Da Pilen fløi, men troer du vel, at Strengen

Bli’r derfor heel igien?

                                                Er Buen god,

Man derfor ei behøver den at slænge,

Man snoer sig da en anden Streng,

Og er den end lidt mere stakket,

Saa Buen skyder ei saa langt og vist,

Den skyder dog.

Ifald den ikke brister,

Naar den skal bøies til den korte Stræng,

Og om den nu var ormestukken

Som den, hvorpaa du selv vil være Stræng!

Nei, Frænde! Jomsborg er ei mere,

Og Palnatoke selv til Undergang

Det vied, da han brød sin egen Lov.

Hvorledes?

Mindes du ei længer,

At han mod Loven tog dig i sin Flok?

Da rystede han selv de stærke Mure

Og Asers Trone med; thi høit han svor,

At Loven skulde fast som Valhal stande.

Det skal opfyldes, selv I maa

Med Blindhed slagne, Valhal styrte,

I fare hen at øde Hakons Magt

Og eders Guder kæmpe mod sig selv.

Nei, nu som altid, Aser imod Jetter,

Thi Hakon er ei Asers Ven, han skal

Forgaae, men Aser boe paa Norrigs Klipper,

Det mener du, fordi du ei begriber,

At underlige ere Herrens Raad,

Naar Jordens Magter sig mod Kristum sanke,

De dog alene tjene Himlens Gud.

Hvem er den Himlens Gud, og hvem er Christ?

I disse Ord, hel faa, du spørger, Frænde!

Om Alt, hvad der er noget Spørgsmaal værdt.

Du stævner kæk til Mimers rene Kilde

Som sprang af Jord ved Christi Guddoms-Bliv;

Med viet Haand jeg dyre Drik dig rækker,

Og beder Gud, du føle maa dens Kraft,

Saa klart du ser, hvad ei du kan begribe!

Den Himlens store Gud, som jeg dig nævned,

Han var, da Intet var, hans Aandepust

Hensvæved over tomme Ginnunggab,

Det klare Lys da skinned i det Høie

Og i det Dybe vælted Bølgen sig;

Men Jorden blev imellem begge løftet,

Med Træer, Dyr og spæde Urter fyldt.

Da skabte Herren i sit eget Billed

En Mand af Jord og med sin Guddoms Aande

Han gennemvarmed, styrked Jordens Gud;

Af Mandens Kød og Ben en Kvinde

Til helligt Samfund blev af Herren skabt

Og derfor lever Kvinden kun i Manden,

Og føler kun, hvad Manden tænker kæk.

De ligned Gud, men Slangen lokked dem,

De vilde være deres Skabers Lige,

Da raabte Gud, og straffed dem med Død,

Hvert Menneske kan endnu høre Røsten,

Og skælvende han vender sig mod Gud,

Men Slangen lokker ham igen til Jorden,

Hvis han sig vender, er det evig Død,

Men Kamp, naar kæk mod Himlen han opstirrer.

Hel Meget tykkes mig at ligne det

Som selv jeg tror, kun noget anderledes.

Vist ligner det. Guds Billede ei saa

Er svundet, at jo nogle Træk end findes

I hver en Sjel og dybe Træk der var

I hans, som kløgtig Asalæren bygged.

Alfader han er Himlens store Gud,

Og Aserne blev skabte i hans Billed,

Men vilde stolte være Guder selv,

Og derfor skal de dø i Ragnaroke.

Ret som om Mennesket du sagde nys.

Saa er det. Men om Krist du ogsaa spurgte.

Ham veed ei Asalæren Noget om,

Thi han ei kom, før sent i Tidens Fylde.

Alfader saae, at stor blev Slangens Magt,

At Mange lod sig af den Trædske lokke,

Og de som kæmped, savned Lys og Kraft;

Da rørtes han ved Slægtens store Jammer,

Og kærlig han forlod den al sin Skyld,

Han sendte ned sin egen Søn til Jorden,

At knuse Slangens Hoved, saa den ei

De Svage mer saa vældig kunde lokke.

Nu har vi Fred med Gud, og hver, som troer

Paa Christ, han har i ham Guds Billed.

Men hvem er Christ? hvor blev han af?

Han er Guds Søn, og han er Gud tillige,

Han døde for os Alle, men igen

Han lever hos sin Fader høit i Himlen.

Det er jo hartad som vor Asathor,

Der gaaer i Strid mod Midgards Udyr.

En dunkel Spaadom kan det maaske være,

Thi førend Kristus kom, han lovet var.

Saa det vi tro, engang skal komme,

Er kommet allerede nu!

Nei, det er ikke sandt, thi Jetter

Har endnu megen Magt paa Jord,

Saa er jo Slangens Hoved ikke knuset,

Saa kan, saa maa vi ikke have Fred.

Vist er det knuset, dog den ei er død.

Vel maa vi end imod den Trædske stride,

Men vi har Fred med Gud ved Krist,

Og kraftig Hjelp af ham til Striden.

Men naar skal Slangen dræbes hel?

Den drebes ei, men bindes, pines evig

Med alle dem, den lokked til sig hen.

Hvad? skal den aldrig dræbes? Nei, langt heller

Jeg vente vil paa Ragnarokes Strid,

End saa forliges med Alfaders Fjende.

Saa knuste Aser Ymers Hoved, men

De bandt ham kun, og derfor skal de dø.

Du frister mig, som Loke fristed Aser.

Du ei forstaar mig; thi du mener at

Den Slange, som jeg taler om, lig Ymer

Er blevet af sig selv, men ikke saa,

Den kommen er fra Gud og derfor kan

Den ikke dø.

Fra Gud? du lyver.

Er onde Jetter af Alfader skabt,

Saa er jo selv han ond, saa strider

Han jo imod sig selv, og vi,

Vi er hans Narre, nei, du lyver.

Gak bort! jeg vil ei høre mer.

Men Slangen er som Aser falden.

End engang byder jeg: gak bort!

Og tal ei meer om dine onde Guder!

Dig Himlens Gud tilgive! thi du veed

Ei, hvad du siger. Alt vil du begribe,

Selv Gud, hvordan han røres i sig selv;

Begriber du da bedre Ymers Fødsel

Og Ragnaroke?

Hold din Mund

Og gak!

Jeg gaaer, men med et sorgfuldt Hjerte.

Dog end et Ord! naar Levende og Dødt

Fornægter Aserne, og naar dit Øie

Forgæves stirrer i det tomme Rum,

Og søger det, hvorefter Sjælen længes,

Da tænk paa mig! og tænk paa Krist!

Se! hisset drive mine mandeløse Snekker

Forbi de mange djærve Kæmpers Lig.

Forbandet være denne Vikingskare!

Hvi hærgede den ei i Syd og Vest?

Hvi stævned den til Norrigs nøgne Kyster

Hvor intet Rov den lokker? kom den hid

Af Overmod og Ondskab, mig at lære:

Jeg ikke er den Mægtigste i Nord?

Og Aser! I, til hvem saa tit jeg bloted,

Som jeg har reist de stolte Offerhuse,

Hvis Støtter jeg med Guld har smykket ud,

Med røde Guld, med Alt hvad mig er dyrest

Paa denne Jord, I taale det, I ser,

At Hakon, eders mest nidkære Dyrker,

Som smed de kristne Klerke ud i Hav,

Som brændte op de Kristnes Gudehuse,

At han skal haanes af en Vikingsflok!

Vred vendte Jarlen sig til de tvende Hofgoder som fulgte ham.

Hvi giver ei i Dag mig Odin Seier?

Har jeg da ei af ham den vel fortjent?

Første Gode.

::Gøndul og Skøgul

::Hroptatyr sender

::Valen at keise,

::Nornernes Yngste

Stander med Skjoldet;

::Odin og Skulda

::Raade for Seiren.

::Retvis er Nornen,

::Kløgtig er Odin,

::Tør du end spørge?

::Norriges Jarl!

Anden Gode.

::Saa aarle, da Solen

::Sig skyndte fra Hav,

Vi bloted til Odin,

Vi bloted til Thor,

Vi bloted til alle

::De mægtige Aser;

::Ei hørte vi Ravnen

::At skrige i Luft,

::Men hungrige Ulve

::De tuded i Skov.

::Ilde er blotet,

::Onde er Varsler,

::Vred er dig Odin.

Saa bloter da bedre,

::Og skaffer mig bedre

::Varsel fra Guder!

Anden Gode.

::Vel kan vi blote,

::Neppe dog mægter

::Hakon at tvinge

::Mægtige Guder.

Første Gode.

::Odin og Skulda

Raade for Seiren.

Retviis er Nornen,

::Kløgtig er Odin.

::Spot ikke længer

Norriges Jarl!

Jeg mente, Hakon! du var kløgtig.

Kan du da ei begribe, at

Bærsærken Thor maa hjelpe sine Brødre,

At han, som alle Kvinder hader,

Maa ynde kvindeløse Flok?

Og Odin, har jo Loke sagt, forstaar

Kun slet blandt Mænd at skifte Seier,

Thi vend dig bort fra denne Asaflok

Til stærke Kvinder! du hos dem er vensæl.

Paakald den store Thorgærd Hørgabrud!

Goderne.

::Hørgabrude

::Rettelig nævnes

Frigga og Freia.

::Argeste Seidmand!

::Vover du Jetters

::Kvinder at nævne

::Hørgabrude?

Og sidder hun da ei paa gyldne Stol,

Paa Gudebænk imellem Thor og Odin?

Goderne.

Derfor dig Odin

::Skænker ei Seier,

::Derfor er Aser

Vrede i Hu,

Hun sidder vist paa fagre, gyldne Stol

Paa Gudebænk imellem Thor og Odin;

Men just fordi hun sidder mellem dem

Hun sidder ikke øverst, ei allene.

Naar disse først er borte, skulle vi

Om dette og om Mer samtale.

Jeg eder ei behøver. Ganger kun!

Første Gode.

::Ve, ve, ve

::Over Norriges Jarl,

::Over Norriges Land!

::Over Hakon ve!

::Han har Aser forskudt

Og til Jetter sig vendt,

::Ham har Aser forskudt,

::Han med Jetter skal dø.

Anden Gode.

::Hørgabrud Freia

::Hun skal fordrive

::Thorgerd fra Bænken,

::Hun skal nedstøde

::Hakon til Hel.

Begge.

::Hakon! vi gange,

::Med os bortvandre

Valhals de rige,

Hellige Guder.

Naar tog du Tro paa Thorgerd Horgabrud?

Her kan jeg mæle, dog jeg ellers tier,

Ei meget troer jeg paa nogen Gud,

Men troer fastest paa min egen Størke.

Hvi bygger du da Offerhuus og bloter?

En Part for Folkets Skyld, dog og en Part

Fordi jeg stundum var i Klemme

Og tyktes at en Bøn til Guder hjalp.

Saa var det, da jeg sloges med Guldharald,

Han hartad blev mig overmægtig, da

En raadte mig at bede fast til Thorgerd,

Saa gjorde jeg og vandt, og derfor har

Jeg siden den Tid ogsaa hende dyrket.

Det Raad var godt ihvem det saa end gav;

Thi Thorgerd er en saare mægtig Kvinde.

At tro paa egen Størke, duer ei,

Det Hele kun kan tro paa egen Størke,

Og paa det Heles Størke skal vi tro.

Du kiender jo de gamle Sagn om Ymer

Og Sønnerne af Bør, ei er det Snak,

Dog Faa forstaae det nuomtide.

Alt hvad du ser, og hvad du ikke ser,

Men som du kunde se, er Ymers Legem,

Det bundet er af Aserne og nu

Det stunder efter sig med Magt at løse,

Og Det som stunder, Det som eier Magt

Til Strid, er hvad vi nævne Thorgerd,

Fordi hun er et Værn mod Thor

Og alle Aser, hun er som en Kvinde,

Thi hun har født, men hun har født sig selv.

Ei fuldelig din Tale jeg begriber;

Men har da Aser ogsaa rigtig Magt?

Der er en anden Styrke til end Thorgerds,

Og den vi kalde Aser; men den skal

Gaa under, bukke sig for hendes.

Og vil du nu fra hende nyde Hjelp,

Da bed og blot til hende kun alene,

Og sværg, du ei vil dyrke Aser mer!

Da gennem mig skal Thorgerds Stemme lyde,

Og du skal seire over Jomsborgs Magt.

Forsværge Aserne, dog tykkes mig

Hel sært og fælt, jeg selv er Odins Ætmand.

Og jeg, en Søn af Røgnvald Rettilbein,

Nedstammer ikke jeg fra Odin,

Hin Asamand! men du kan tro,

At havde han sig selv kun ret forstaaet

Til Thorgerd selv han havde vendt sin Hug;

Thi Aser, naar de seire, brat forsvinde,

Men vinder Thorgerd, bli’r hun evig til.

Nu, djærve Frænde! vov at prøve Størke

Med Valhals Guder! thi ei Jomsborgs Mænd,

Kun dem det var, som ødte dine Skibe.

Jeg ræddes aldrig, men fra denne Stund

Jeg veed, hvordan det er at ræddes,

Og lønlig Gruen gennemryster mig.

Det Vikinger vil glædes ved, thi se!

Nu lægge de jo atter hen omborde.

Men vil du da, at jeg fra Gudebænk

Skal kaste Thors og Freis og Odins Støtter?

Ei skal du det; thi Navn er kun en Lyd,

Og dog til Navnet menig Mand sig klynger,

Men naar du beder, naar du bloter, da

Ved Asers Navn du tænke kun paa Thorgerd!

Se hvor de skarpe Pile flyve hist!

Det gælder dine Kæmper, Hakon!

Velan! før Vikinger og Aser mig skal tvinge,

Asynier og Aser evig Haan og Had

Jeg sværger. Hvad forlanger Thorgerd?

Vend dig mod Norden hen, og knæl

Imellem disse stærke, golde Stubbe,

Og beed og Offer byd til Horgabrud!

Naar sorte Skyer sanke sig i Norden,

Og skjule Solen, har hun hørt din Bøn.

Ei mere, Thorgerd! vredes paa din Dyrker!

Til dig alene har han vendt sin Hug;

For dig skal sorte Nød og Heste bløde

Paa Granestub, naar Stormene fra Nord

Omkaste Skove, naar de sorte Skyer

Med stærke Døn mod Fjeldespidser briste!

O hjelp du mig! o hør min Bøn!

End skinner Solen, Mere maa du byde;

Kun Aser nøies med saa ringe Blot;

Men Thorgerd kun med Mandeblod kan lædskes.

De Vikinger, som udi Vold jeg fanger

Jeg vier til dig, offrer dig ved Nat.

End skinner Solen, Mere maa du byde

Og Hørgabrud vil drikke Nordmænds Blod.

Jeg paa en Høi af Fjenders Hovedskaller

Min bedste Træl, min Karkur offre vil.

End skinner Solen, Mere maa du byde,

Og Hørgabrud ei drikker Trælleblod.

Hvi byder du ei hende Blod af Ædling?

Imens du nøler, ødes dine Skibe.

Saa kaar da selv, du strænge Hørgabrud!

Kun ikke mig, ei Svend og ikke Erik!

Nu sankes Skyer, og Solen sortner,

Og Thorgerd kaarer din liden Erling.

Med Barneblodet af Odins Æt

Hun lædsker Tørsten og du faa’r Seier.

Min Søn! min Erling! dig jeg kunde glemme!

For dyrt o Thorgerd! sælger du mig Seier.

End kæmper Lys og Mørke, Sol og Sky,

Behold din Erling, og lad Jomsborg vinde!

Alt hugge dine Mænd de spændte Reb,

Og ile bort fra Strid med stærke Aser.

Hold Mund, du arge Seidmand! eller fluks

Med dette Sværd jeg dig til Thorgerd offrer,

Saa faaer hun ogsaa Blod af Asaæt.

Forhast dig ikke, Norges stærke Jarl!

Thi viid! jeg offrede mig selv til Thorgerd,

Og alt for kort er end dit lange Sværd,

Naar spottende jeg ganger under Jorden.

Hel hvas er Striden, Man har Odin set

Paa Skib hos Vagn og Thor hos Bue.

Kom, skynd dig Hakon! til dit Skib!

Thi Alle raabe høit paa Jarlen.

Har du betænkt dig, Hakon?

Onde Loke!

Du frister mig.

Saa gør en Bøn,

Til hine Aser, som du nys forsvor!

De hjelpe dig vel ud af Nøden.

Du spotter – Ha! men du har Ret.

Evindelig for mig er Asgard lukket,

Og jeg maa the til Jotunheim.

Jeg vil, hvad ei jeg mægter at udsige.

Nu, djærve Hakon! har du Seier vundet.

Gak nu til Skibs og send din Erling hid!

Min Erling? ak! nei, Thorgerds Erling.

::Velkommen du sorte,

::Du mørknende Sky?

::Velkommen, velkommen

::Du Ragnaroks Billed!

::I Storm og i Mørke,

I Hagelens Driver

::Indsvøber sig Thorgerd,

::Og Rædsel udbredes,

::Og Mennesker ødes,

::Og Jettemagt vokser,

::Og Aser forgaa.

::Utgardeloke!

::Surtur og Geruth!

Yrpa og Thorgerd!

::Glædes, o glædes!

:: Hakon er eders,

::Hakon er vores;

::Gnister af Muspels

::Rædsomme Luer

::Bo i hans Bryst.

::Blusser, o blusser

::Muspelheims Luer!

::Snart I med Surtur

::Rase fra Sønden,

::Mødes med Jetter,

Spille ved Himlen,

::Tænde og tvinge

Valguders Sol!

::Glæd dig nu, Ymers

::Tørstige Legem!

::Snart skal du drikke

::Asaæts Blod.

::Du som dig vinder

::Trindtomkring Midgard!

::Bid dig i Halen,

::Knug dig til Midgard!

::Snart skal du suge

::Asaæts Blod.

Hvislende Stormen

::Hviner i Luften,

::Stentunge Hagel

::Styrter fra Norden,

::Styrter, og knuser

::Kæmpernes Isser.

::Palnatoke!

::Pral om du mægter!

::Jomsborg skal falde,

Styrte til Jorden,

::Med den skal Asers

::Altre nedstyrtes.

O! mere glad var Svibdag ei, da kærlig

Han Menglad holdt i stærke Kæmpearm;

Ham Nornen bød at vandre kolde Veie,

Men Veien endtes hos hans Venneviv;

Saa maatte jeg og vandre kolde Veie,

Men Veien endtes hos min Venneviv.

Som Menglad sad jeg ogsaa her i Borgen

Og vented paa mit Ønskes Fugl, som fløi;

Han kom igien, og jeg var fuld af Gammen,

Nu er jeg det ei længer.

Og hvorfor?

Fordi min Fugl, som fløi til Strid mod Høgen,

Ei kunde tvinge den, og kom dog hid

Igen med alle sine skønne Fjedre,

Og uden Spor af Høgens Klo.

O! da du gik af Badet op, min Sigvald!

Da ledte Øiet smaalig efter Saar,

Og da jeg tørred dig, jeg stirred

Saa fast paa Klædet, thi jeg mente dog

Jeg skulde se lidt Blod, jeg vidste,

Du kom fra Striden, hvor Saamange faldt,

Mig tyktes, at du maatte være saaret,

Før du forlod de djærve Kæmpers Lig.

Hvi vil med Sligt du spilde nu vor Gammen?

Sig Freia Tak, fordi hun frelste mig!

Du troer dog ei, jeg flygted som en Niding!

En Niding! Hu! det er et rædsomt Ord.

Ak! var du det og kunde du det være!

Nei, det umuligt er, men sig!

Forlod med dig og alle Kæmper Striden?

Vist gjorde de, det har jeg sagt saa tit,

Undtagen de, som nødtes til at blive,

Fordi der ei var Liv i dem; jeg troer,

Du vilde helst, blandt dem jeg skulde været.

O! kan du vredes paa din Astrid saa,

Fordi af kærlig Angst hun spørger,

Om end hun spurgte dig for tit!

O! kunde du mig ind i Hjertet kige,

Og se min Gru, ved blotte Tanke om,

Man nævned dig ei mer en trofast Kæmpe!

End nødes jeg at spørge længer: veed

Du ei, hvordan det Vagn er gaaet?

Er han ei dod, saa lever han endnu.

Hvor kan du tale saa? Du sørger

Da ei for Bue eller Vagn,

Ei over Jomsborgs bedste Kæmper?

De bedste? ja, maaske for dig,

For mig de altid var de værste,

Og jeg er glad, at jeg engang blev fri,

For alle dem, som pukkede paa Størke,

Og vilde styre, raade meer end jeg;

Først nu jeg agter mig for Jomsborgs Høvding.

Men hvad er Jomsborg uden slige Kæmper?

Hvad Vindland for din Fader er: et Rige!

Og Kæmper ere alle mine Mænd

Saasnart jeg vil, men naar jeg vil det, spage.

De kæmpe ikke mer for Kampens Skyld,

Men kun for mig og for en Deel af Byttet,

Med slige Folk en Høvding bedst er tjent.

Jeg ei forstaar, hvad dermed du vil sige,

Og gid jeg aldrig maa begribe det!

Vi snappet har et Skib, som kom fra England,

Med deiligt Klæde og med Vin beladt,

Her bringe vi dig Noget af det bedste.

Saa! det var herligt, lad mig se!

Ja, Astrid! det er Klæde, fint og fagert,

Det skal du svøbes i, og du kan tro,

Det syne vil omkring din smekkre Midje.

Men, det er sandt, det skulde deles først.

Men vi har hentet det, og du er Høvding,

Saa mener jeg, at vi bør tage først,

Der blir jo nok endda at dele siden.

I har da ogsaa taget noget selv!

Jeg maatte dog vel see, hvor meget,

Nei, Høvding! du vil dog vel ikke

Med Tommelfingren maale Klædet ud,

Og draabevis os tælle Vinen til?

Hvad vi har faaet, vil vi nok beholde.

Nu vel! saa lad os smage Vinen da!

O! er du der, du gamle raske Kæmpe!

O! kommer du fra Norrig? hvor

Har du saalænge dvælet? hvorfor fulgte

Du ei med Sigvald?

Bjørn.

Mere spørger du,

End jeg paa engang kan besvare.

Fra Norrig kommer jeg, og ei

Jeg Sigvald fulgte, thi jeg havde

En anden Vei end han.

Du lever da,

Men Bue faldt jo dog i Slaget,

O! sig mig Noget om den Kækkes Død!

Bjørn.

De hugged Hagen af til Underlæben,

Men det han ændsede kun lidt,

Han raabte: nu skal Danmarks Møer

Ei lystes ved at kysse mig. Tilsidst

Han tabte Hænderne, med begge Stumper

Han greb to Kister med Strutharalds Guld

Og sprang i Havet, raabende: fra Borde!

Fra Borde alle Bues djærve Mænd!

Og alle sprang, og fulgte ham til Valhal,

Ei mangled Nogen af dem Odins Tegn.

De havde Alle Saar! den stærke Bue!

I Døden som i Livet var han Jern.

Men, lever Vagn?

Bjørn.

Han er i Fyn.

Hvi kom han ei med dig til Jomsborg?

Bjørn.

Du længes svarlig efter Enkestanden,

Den ogsaa snart kan vorde dig til Del.

Hvorledes, Gamle! hvad er hændt?

Bjørn.

Saa veed du ei at Sigvald…

Hold din Mund!

Bjørn.

Jeg holder paa mit Sværd og taler.

Veed du da ei, at jeg er Høvding her,

Og kender du ei længer Jomsborgs Love,

Som byde, at ei her maa blottes Sværd,

At Ingen her maa Tidender frembære?

Gak Endrid, du, og Aslak! river Sværdet

Af Haanden paa ham, fører fluks ham ud!

Bjørn.

Ja, har I Lyst at faae at vide,

Om dette er i Norrig blevet sløvt,

Saa kommer kun! Du Sigvald! snakker,

Om Jomsborgs Love, du som brød

De helligste, og flygted som en Niding

Imedens vi mod Overmagten stred.

Den Pil som Vagn dig sendte til Farvel,

Den fik du ei, derfor han æsker

Dig nu ved mig til Holmgang ud,

Og hver Mands Niding, den som ikke møder!

Jeg flygted ei for Mennesker, men Trolde,

Og aldrig jeg mod Slige loved Strid.

Vor Lov forbyder Jomsborgs Mænd at gange

I Tvekamp med hinanden, derfor ei

Jeg møder Vagn, og er dog ingen Niding.

Bjørn.

Den er du, og den skal du vorde kaldt

I alle Norderlande.

Aslak! Endrid!

Hvi nøle I? hvi gribe I ham ei?

Fordi vi kende Bjørn. Kan du huske,

Hvordan det gik ved Haralds Arveøl?

Hvis ei, saa gak, og grib ham selv.

Saa er du da ei længere min Sigvald!

Du er kun Loke i min Sigvalds Ham.

Som Freia, da hun Othar mer ei saae,

Jeg nu maa gange over Skov og Hede,

Med Graad paa Kind, min Sigvald at oplede.

Nei, der er intet, intet Valhal mere,

Saa lød jo fordum, Toke! dine Ord!

Og nu mig tykkes, at jeg altid hører

Dig mæle saa igennem Høiens Muld.

Nei, der er intet Valhal mer, thi Hakon

Ved Jetters Hjelp har vundet Seier,

Og Jomsborgs Kæmper faldt, og Jomsborg selv

Er ikke mere til, en Røverhule

Den atter nu er vorden. Toke! ak!

Hvi lærte du mig, at der var et Valhal?

Jeg gik saa trøstig, kæmpende, fordi

Mig tyktes Liv og Kamp var eet paa Jorden,

Og uden Gru jeg tænkte paa den Stund,

Da Liv og Kamp fik Ende, Døden seired.

Men nu! jeg saae et Glimt af Guders Liv,

Jeg saae et Skin igennem Ragnaroke,

Og naar jeg kæmper, stirrer Øiet did,

Dog der ei meer for mig er Lys at finde.

Hvi rammedes jeg ei af Thorgerds Pile

I Hjørungvaag! hvi gav mig Erik Fred?

Hvi tog jeg den? Nu kunde jeg jo ligget

I Høien rolig; uden Tvivl og Frygt,

Som Toke, ja, som han, o Palnatoke!

O! lever du, og er et Valhal til,

Da rid ved Nat fra Odins Sal til Høien,

Og stil min Længsel med et venligt Ord!

Du maa, du skal, thi du har Tørsten vækket,

Du maa og slukke den, du skal, du maa!

For Vagns Øine var det tilsyne, som Høien oplodes, og en Stemme tyktes han at høre.

Uvenlig, Drauge! er din hæse Røst,

Du spørger: hvi jeg vel vil vække Døde?

Jeg vide vil, om Valhal og om Aser

Er til, om jeg paa dem tør stole trygt?

Du tier, Drauge! atter lukkes Høien.

Fornægter du da Aserne? ak! ja,

Nu er det kommet, hvad du spaaed, Frænde!

Af Levende og Dødt fornægtes Aser,

Forgiæves Øiet i det tomme Rum

Henstirrer efter, hvad min Sjel begærer!

Langt anderledes er jeg nu tilmode

End da jeg saae dig førstegang, min Vagn!

Da og jeg havde seiret, men jeg var

Nedbøiet som den Overvundne.

Jeg stod for dig og for din djærve Flok,

Og hørte eder mæle Størkens Ord,

Jeg saae i eder kun den sidste Levning

Af Kæmpeætten, af den prude Hird,

Som Toke sanked til at værge Aser;

Det skar mig dybt i Hjerte, at et Laug,

Hvis Stifter var den største Mand i Norden,

Alt skulde ødes, og at strænge Norner mig

Udkaared til at øde, hvad jeg elsked.

Dertil end kom, at ei jeg vidste ret,

Om Seieren var min, hvad heller

De onde Troldes; thi min Faders Færd

Var underlig og gruelig tillige.

Nu derimod ved Aser og mig selv,

Ved dig og mine andre djærve Kæmper

Jeg vandt en Seier, som kan glæde mig,

En Seier over Asers svorne Fjende,

Og var han end, som gamle Haralds Ætmand,

Til Norges Rige odelsbaaren, var

Dog Trøndelagen ei hans Odel,

Og han var Erlands Banemand.

Men, Vagn! du est jo ikke glad som jeg!

Saalænge Kampen stod, dit Øie lyste

Af Gammen, nu det mørkt og koldt

Paa Jorden hænger. Er der Noget

I Norges Rige, paa den vide Jord,

Saalangt min Arm og mine Kæmpers rækker,

Der fattes dig, da tal! og Livet skal

Jeg lade, eller og fordrive

Din Sorg, thi den er tung, og jeg

Fra førstegang, mit Øie mødte dit,

Fostbroderlig med dig er sammenbundet.

Hav Tak, du Gæve! men paa Jorderig

Er Intet længer, som jeg stunder efter.

Jeg gik i Kamp, ei blot fordi det Liv,

Du skænked mig, er dit, jeg haabed,

At finde der en ærlig Kæmpedød;

Thi ked jeg er af Livet, Tvivl mig ængste,

Saalænge jeg er her, og Døden kun

Dem mægter at opløse eller dæmpe.

Vi vandt en Seier, den er din,

Du er den værd, men Olaf fældtes!

Han var en Kæmpe, ikkun Een,

Kun Toke nævner jeg hans Mage,

Og overmenneskelig var hans Færd.

Ei skar det, Erik! dig saa dybt i Hjerte

I Hjørungvaag, som mig i Svoldersund.

Ak! naar? hvordan skal Enden vorde

Paa store Tvist imellem Krist og Odin?

Sig Kæmpeslægten deler mellem dem,

Og fældes, ødes under Begges Mærke,

Men Jetter, Djævle, – nævn dem, hvad du vil! –

De seire. — Eller, er der intet Saadant!

Er Himmel, Valhal, Guder, kun en Lyd,

Og vi, som Skovens Træ’r, en Slægt, der vokser

Af Jorden op, kun for, at efter os

En anden skal opgro, og atter fældes!

Ak! det er tungt at leve, naar man ei

Forstaar hvad Livet er, og ikke

Kan stille Sjelen ved en stadig Tro!

Hvor du forfærder mig med denne Tale!

Hvad i mig selv jeg som en sagte Hvisken

Kun stundum hørte, og kun halv forstod,

Det taler høit igennem dig, og piner

Mig meer end tusend dybe Saar:

Ei tør jeg glædes ved min Seier længer,

Forbandet han, som kække Oluf sveg,

Den lumske Niding!

Hvad? er Oluf svegen?

Er Seiren vundet ved en Nidingsid?

Hvem er han? tal! hvem sveg den Bolde?

Det gjorde Sigvald.

Høie Guder!

Hvi kløvedes han ei af dette Sværd,

Som efter hans, den Nidings Blod saalænge

Har tørstet! hvorfor undtes det mig ei

At vorde ham til Bane, før hin værste

Af sine Jettehandler han bedrev!

Hvor er han? tal! at for min Afgang

Jeg Guderne kan tækkes ved hans Drab,

Thi han er alle Guders svorne Fjende.

Jeg følger dig til Død og blodig Hevn,

Thi ogsaa jeg nu efter Høien længes.

Nei, ikke saa min Ven! dig Nornen

Har kaaret til et mægtigt Riges Drot,

Did fare du, før høvdingløse Skare

Oprøres mod sig selv til Tvist paa ny!

Kan Sigvald fældes, denne Haand vel mægter

At sende ham, før Sol gaaer ned, til Hel;

Men er det Norners underlige Raad,

At længer han sit Nidingliv skal friste,

Da nytter ingen Magt, og falder du,

Da skuffes Norrig for den Drot, du skylder

Dit Fædreland i faldne Olufs Sted.

Thi drag herfra! jeg dig besværger

Ved alle Guder og ved Norrigs Held!

Din Aand er Herre over min, jeg drager,

Men drager bort med sorgbetynget Hug.

Du byder mig at vorde Norrigs Drot

I Olafs Sted, men Værket at fuldende,

Som han begyndte, kristne Landet! nei,

Det kan, det tør jeg ei, og øde

Hans Værk! det tør jeg ikke heller.

Hvad skal jeg gøre? raad mig, om du kan!

En mere raadvild Mand er ei paa Jorderig

End jeg, og jeg skal give Andre Raad!

Dog, ei som mit, dit Hjerte sønderslides

Af Angst og Tvivl; thi er mit Raad:

At du skal lade høie Norner raade;

Thi det dumdristigt er at blande

Sig ind i stærke Guders Tvist.

Farvel! paa Jord ei mer vi mødes,

Men mødes vi engang, da er jeg glad,

Thi da er Tvivlen løst og Mørket svundet.

O! gid jeg var en Kvinde dennestund!

Da turde Taarer mæle, nu da jeg

Maa tie.

Skam dig ei! lad Taaren rinde,

Og blande sig med min! thi ei med Blod,

Med Taarer kun nu Kæmperne i Nord

Maa i Fostbroderlag sig sammensværge.

Ingeborg stod paa høien Fjeld,

Hun stirred saa vidt over Hav,

Alt efter Hjalmar, den prude Svend,

Han var hendes Hjerte saa nær.

Men Nornerne raade vor Skebne.

Hun syed den Brynje med Silke fin,

Som han skulde bære i Strid,

Ak! har kun Angantyrs det skarpe Sværd

Ei farvet den med hans Blod!

Men Nornerne raade vor Skebne.

Hid seiler en Drage saa høi og prud,

Og Hovedet luer af Guld,

Den førte ung Hjalmar i Ledingsfærd,

O! monne den bære ham end?

Men Nornerne raade vor Skebne.

Den Snekke stævned mod Landet ind.

Og Ingeborg stævned fra Fjeld,

Den naaede Land og hun naaede Sø,

Ung Orvarod stod udi Stavn.

Men Nornerne raade vor Skebne.

O! sig det mig snarlig, du unge Svend!

Som stander saa høit udi Stavn:

Mon Snekken end bære min Hjalmar hid,

Som bar ham ud sønder i Hav?

Men Nornerne raade vor Skebne.

Ja visselig bærer den Snekke end

Din Hjalmar, som bar ham i Hav;

Dog gange du maa vel omborde til ham,

Han ganger slet ikke til dig.

Men Nornerne raade vor Skebne.

O! vist er han Dødsens, om ei han er død,

Mens ikke han ganger til mig.

Hun løfted den Dug, som var bredt over Lig,

Hel ynkeligt var det at se.

Men Nornerne raade vor Skebne.

Hun løfted den Dug med de Fingre saa smaa,

Som Dugen saa var hendes Kind,

Og Hjertet, det maatte isønder gaa,

Halvmere Ynk var der nu,

Men Nornerne raade vor Skebne.

Og Upsalakongen lod gøre en Høi,

Der ligge de dybt under Muld,

Den Saga fremtaltes saa vide om Land,

De sørgede Alle, som lyded derpaa.

Men Nornerne raade vor Skebne

Dig trøste han, som bygger i det Høie!

Men sig! hvi er saa harmefuldt dit Kvad

Hvi rinder saa paa blege Kind din Taare?

Hvem er du?

Vagns og Tokes Frænde.

Du kender da min Vagn, og veed

At han er dragen ud i Leding,

Og spørger dog om Grunden til min Sorg!

Har du da glemt, at Kamp er Kæmpens Liv,

Og veed du ei, du ægtede en Kæmpe?

For Saadant græd ei fordum Nordens Kvinder.

Jeg veed det, fra min Æt jeg er vanslægtet,

Mit bløde Hjerte for det haarde Staal

Har altid gruet, dog jeg Kæmpen elsked,

Men havde du ham set, min Vagn, da sidst

Han mig forlod, du spotted ei min Vaande.

En lønlig Sorg har gnavet ham i Hug,

Saalænge jeg kan mindes, naar og stundum

Han klapped mig saa kærlig under Kind,

Var Glæden stakket, mørk han stirred

Paa mig, ja paa sin liden Toke selv.

Men fra den Stund, han Hærbud fik fra Jarlen,

Han var saa glad og dog saa frygtelig,

Og da han sidst mig trykkede i Favn,

Og kyssed mig, og sagde mig Farvel,

Han tyktes glad, og dog nedrandt en Taare,

Som brændte mig igennem Ben og Kød.

Han stod som den, der kaldet er til Valhal,

Hvis Øie alt har fundet Odins Sal,

Og til sin Elskte klæber sig med Størke,

Ei for at binde sig til Jord, men for

At drage hende med til Guders Samfund.

Du ser mig aldrig mer, det sagde

Mig hvert hans Blik og hvert hans Favnetag.

Jeg ser ham aldrig mer, det siger

Mit Hjerte mig og mine tunge Drømme.

Jeg saae i Nat, ak! hvor jeg græd og skjalv!

En Orm, saa fæl og stor som Midgardsormen,

At vinde sig omkring hans Liv, han stred

Saa kæmpelig, saa længe, men tilsidst

Han kvaltes dog af onde Udyrs Edder.

O! vidste jeg, han hviled alt i Høi,

Da stilledes min Kval, da skulde

Jeg snarlig naa ham, men endnu

Jeg holde maa paa Aanden, som vil flygte,

Thi kom han hid med mange dybe Saar,

Og jeg ei var her, kunde ei ham pleie,

Ei aande Varme i de kolde Læber,

Og Rødme i den blege Kind,

Jeg selv i Freias Sal fortvivled.

O! veed du ei om Striden alt har standet,

Om han er falden? veed du det,

Da dølg det ei! min Vaande kan ei øges.

I Svoldersund har Kæmper prøvet Størke,

Men ei i Striden faldt din Vagn,

Dog bedre Tidende jeg haver ei at bære,

End at han snart skal lægges udi Høi.

Ind traadte Svend Buesøn og trende Andre. En Kiste bare de paa Skuldre og satte den til Jord.

Ei kan jeg gange, leder I mig hen

Endnu engang at se min Vagn! og siger

Mig om hans Afgang hvad I veed!

Med draget Sværd han trængte ind paa Sigvald,

Fordi han Norrigs Olaf havde sveget

Og Sigvalds Mænd ham dræbte, ei af os

Var Nogen nær, og da vi kom til Stedet,

Var Sigvald flygtet fra vor visse Hevn,

Men Vagn med Døden droges som en Kæmpe.

Han bød os flytte hid sit Lig,

Og bringe dig hans sidste Hilsen;

Jeg røgtet har mit Ærende, det var

Mit Livs det tungeste; nu fluks

Jeg skynder mig et bedre at udrette:

At rive Sigvald Hjertet ud af Liv

Til ringe Bod for dræbte Frænde.

Dit Hjerte krympes i de sidste Slag,

Det ser jeg grant, vil du ei lettes

I Dødens Strid ved Kors og hellig Daab?

Mig tyktes godt, det Lidet jeg har hørt

Om hviden Christ, og gierne vilde

Mit Hjerte vende sig til ham;

Men Vagn var ikke Kristen, jeg vil være

Hos ham. – Min Søn, ak! han er faderløs

Og moderløs nu bradt, du er hans Frænde,

Vil du ham træde i Forældres Sted?

Jeg vil.

Saa dør jeg rolig.

Liden Toke knælede grædende ved Faders og Moders Lig, for ham stod Odinkar.

Almægtige, Barmhjertigheders Fader!

Nedsku i Naade til din Tjener her,

Og til den Spæde, som paa Jord nedknæler!

Tilgiv for Jesu Skyld den Slægt,

Som voved sig mod dig at reise!

Omhugget har du med din Kraftes Arm

Det stærke Træ som stod igennem Sekler,

Tilbage er kun dette svage Skud,

O giv mig Kraft til i det at indpode

En Kvist, som grønnes kan og bære Frugt,

Til Velbehag for Dig og Held for Norden!

Jeg føler det, o! du har hørt min Bøn.

Fra Toke skal en hellig Mand nedstamme

Og djærv for dig han løfte skal sit Sværd,

Som Palnatoke sit for Aser løfted,

Og Dæmningen, som Toke, fræk og blind,

Opreiste mod din Søn og mod hans Lære,

Skal han nedbryde, høit dit Navn forkynde.

Saa vier jeg dig, liden Toke! her

Med Korset, til et Tegn, at du

Og al din Æt skal tro allene

Paa den Korsfæstede og paa hans Ord.

Med helligt Vand jeg over disse Døde

Dig døber i Treenighedens Navn,

Og Draaberne som falde paa de Døde,

Skal stille deres Sjeles tunge Tørst,

Som slukkedes ei her paa Jorden.

Den Evige dem skal tilgive, thi

De vidste ikke, hvad de gjorde.