Første Samtale.
Leire.
Gorm. Gardur.
Gorm.
Heel lysteligt det er i Alderdommen,
Naar man i Ungdom selv har faret vidt,
Paa Tidender om Yngres Færd at lyde.
Men siig mig, Gardur, er det sandt,
Hvad man om Gangerolf fortæller?
Gardur.
At han i Valland fik et Hertugdom?
Gorm.
Det veed jeg, men at han blev christen?
Gardur.
Er og desværre sandt, jeg selv har seet
Ham døbes, hørt, hvordan han skifted
Sit gamle Navn og fik et nyt igien.
Gorm.
Det er en Galenskab, som nuomstide
Er kommet over Nordens djærve Mænd.
Det danske Tungemaal har Rolf vel ogsaa
Omskiftet med det vælske Munkepludder?
Gardur.
Ja, nu er Rolf da død, hans Søn
Er kommet efter ham, han snakker
Som du og jeg imellem danske Folk;
Men for det meste taler han dog Vallandsk
Som alle de, der boe i Rotemag,
Og til en anden By sin Søn han maatte skikke,
For at han kunde lære Danskes Maal.
Gorm.
Saaledes gaaer det nu. I gamle Dage,
Hvor Danske kom, blev ogsaa Maalet dansk,
Men naar den Sæd fra Romaborg nu vinder,
Bli’r vel i Danmark selv det Danske glemt.
Gardur.
Det vil jeg ikke tro, men, om det skete,
Saa er der nu et Land, hvor dog
Nok baade Fædres Sæd og Maal kan giemmes.
Gorm.
Hvor mener du?
Gardur.
Paa Island, mener jeg.
Gorm.
Er det hint Land i Vest, som man fortæller,
At du har fundet.
Gardur.
Netop det.
Jeg nævned Landet Gardursholmen,
At det dog kunde faae et Navn,
Men siden har Man kaldt det Island.
Det er det samme, hvad det hedder, men
Det er et herligt Land med høie Klipper
Og mange Fjorde, alskiøns Fisk
Og brede Enge. Der er koldt deroppe,
Men det kan ikke skade, det er ret
For Aser og for Nordmænd, og jeg tænker,
At om en Klerk end vover sig derop,
Saa skal han fryse reent ihjel.
Gorm.
Men er det bygget?
Gardur.
Dygtig alt.
Jeg var der kun en Vinter, siden
Jeg vilde seilet did engang igien,
Men kunde ikke mere Holmen finde.
Da vied Floke Odin trende Ravne
Og fulgte siden efter, hvor de fløi,
Saa fandt han Landet, og jeg mener,
Det er et Mærke paa, at Odin end
Har ikke tabt sin Kløgt, at høie Aser
Kanskee vil flytte op til Island nu,
Ifald dem hviden Christ fordriver,
Og Norges Konge med; thi hvad er det
Vel andet, Harald giør, den Niding,
Som dræber Norges Fylkekonger eller
Udriver dem fra deres Odel, dog
Heel mange af dem ere Odins Ætmænd,
De flygte nu til Island, alt
For Thor og Frei er mangt et Huus opbygget.
Gorm.
Hvad kalder du da det, at jeg uddrev
Og dræbte alle Danmarks Fylkekonger?
Gardur.
Naar Odins Æt bær Vaaben paa sig selv,
Jeg ei kan sige, at den giør det ikke;
Men du dog hærgede med mere Skiel
Paa dem, der sveg dig for dit Odelsrige.
Desuden er det saa en egen Sag med dig,
Du og de andre stammede fra Aslaug,
Fra Sigurd og fra Brynhild, med den Æt
Det er saa underligt, den maa vel kæmpe
Imod sig selv, som den har altid giort.
(Ind traadte nu Eiulf hin Gamle).
Eiulf.
Hilsæl, Kong Gorm! hvad du befoel,
Er Alt udrettet.
Gorm.
Du fra Jotland kommer!
Eiulf.
Fra Ribe og fra Hedeby,
Fra Kirkebrand og Klerkemord jeg kommer.
Gorm.
I fik da stillet Tungen paa de Klerke,
Der nu saalænge har bespottet Thor
Og alle Aser?
Eiulf.
Ja, vi fik den stillet;
Men hvad den mælte først, var fælt.
Gorm.
Hvordan? mig tykkes, Røsten skiælver, Eiulf!
Jeg troer, at du er ræd.
Eiulf.
Med dig jeg foer
Saa vide om paa Hærtog, og vist aldrig
Du saae mig ræddes, ja endnu jeg tør
Selv med hin argste Bærsærk Holmgang prøve;
Men brænde Kirker, dræbe Klerke, nei,
Det giør jeg aldrig meer, om end du byder.
Gorm.
De har forhexet dig med Seid,
De arge Trolde, du vel ikke meer
Nu troer paa Aserne?
Eiulf.
Jeg troer, at Aser
Har Magt, men den har ogsaa flere Guder,
Og Christ er stærk.
Gorm.
Hvad sagde vel de Klerke?
Eiulf.
De sagde, naar de kom til Himmerig,
Til deres Valhal, Christ de vilde bede
At straffe os med Plager og med Død,
Men dig med Hjertesorg og alskiøns Jammer.
Gorm.
Og derfor est du bange? Thorbjørn vist
Dog ei blev ræd.
Eiulf.
Han siger det vel ikke
Til dig, thi han har glemt at mæle.
Paa vores Hjemfærd brødes Skibet, mig
De Christnes Gud har ene ladet frelses;
Men han mig straffede dog mere haardt
End dem, der sank tilbunds i Havet.
Min Gunnar! — I halvtredsindstyve Aar
Kun Blod har rundet ned paa mine Kinder;
Men nu maa Taarer rinde — ja de maa.
Gorm.
Din Gunnar var en vakker Svend, og saare
Jeg ynded ham — Han drukned altsaa med.
Eiulf.
Og troer du da, ifald han kun var druknet,
Jeg vilde staae og græde som en Dreng?
Nei, gruelig han endte. — Over Altret
I Kirken hang et Stykke Træ,
Du kiender det, det er som Hammerstegnet
Og nævnes Kors, derpaa var hviden Christ
Udskaaret, og som røde Guld han lyste.
Det rev min Gunnar ned og holdt det frem
For Klerken, der han skulde døe, og spotted,
Og bød ham bede til sin hvide Christ.
Da løfted Klerken Øinene mod Himlen,
Som om han kunde giennemstirre den,
Og da hans Blik paa Gunnar sig nedsænked,
Det var saa stærkt og hvast, at alle gøs;
Dertil han mælte Ord, som klang saa hule,
Og som ei Nogen iblandt os forstod.
Da blev min Søn som galen, snart han tuded
Lig Ulve, snart han brøled, Haanden kneb
Han fast om Korset, og da Kirken brændte,
Da løb han ind i Ilden, kasted sig
Paa Jord og brøled giennem Luen.
Gorm.
Ja, det var grueligt, ei undres mig,
Du græder. Jeg har glemt at græde,
Men hvis min Knud — o siig mig dog!
Har ei du spurgt til hans og Haralds Færd?
Eiulf.
Om Knud jeg Intet hørte, men man sagde,
Klakharald alt var draget hid.
Gorm.
Saa gak da, Gamle! lad trehundred Mand
Sig væbne, stille sig ved Salen!
Eiulf.
Det er det sidste Bud, som jeg udretter,
Før med min Kval jeg skiuler mig i Høi.
Farvel, Kong Gorm! jeg tjente dig heel trolig,
Og maaskee altfor trolig.
Gorm.
Snart i Valhal
Vi atter mødes skal til Gammensliv.
Fostbrødre vare vi, og jeg er pligtig
At hevne dig. Paa Christ og paa hans Flok
Du hevnes skal.
(Støttende sig paa Spydet gik den gamle Eiulf nedbøiet ud af Hallen.)
Gorm.
Hvad siger du vel, Gardur! om alt dette?
Gardur.
Jeg siger nu som før, at det er godt,
At Island er, og at jeg mener,
Det ikke er for Intet, at just nu
Den Ø er fundet.
Gorm.
Saa du mener,
At det er her forbi med Asers Magt?
Gardur.
Det mener jeg just ikke; men mig tykkes,
Du frygter for det selv.
Gorm.
Jeg frygter ei,
Det aldrig var min Sæd, og ei jeg grubler,
Jeg holder fast ved mine Fædres Tro,
Thi det er Kæmpetroen. Intet Jærtegn,
Om det var nok saa underligt og stort,
Kan rokke mig; thi hine store Slægter,
Som stige ned fra Odin, er et Jærtegn
Langt større, end om Ild blev Vand,
Og Vand blev Ild. Dog ei jeg dølger, stundom
Heel sære Tanker avles i mit Sind,
Naar jeg maa see, at Asers Magt forringes,
Og naar jeg tænker paa den tunge Drøm,
Som jeg har havt engang.
Gardur.
Ja, Drømme
Desværre tit er ikkun alt for sande.
Paa Norges Harald seer man det saa grant.
Hans Moder drømte, som du veed, om Træet,
Der skygged over Norrig, ei engang
Hun drømte, at saamange giæve Mænd
I Træets Grene skulde blive hængte,
Og nu er det dog med det Andet skeet.
Hvad drømte du, Kong Gorm?
Gorm.
Den Stund,
Jeg beilede til Thyra, ei hun vilde
Mig ægte, før jeg trende Nætter sov
I nybygt Huus og sagde mine Drømme.
I trende Nætter kom den samme Drøm igien:
Mig tyktes, at jeg stod ved Østersøen,
Og Vandet skyndte sig fra Landet bort,
Saa der blev tørt imellem alle Øer;
Da trende hvide Nødd gik op paa Land,
Saa trende røde, derpaa trende sorte,
Og alle bede Græs; men der de Sorte
Fra Landet gik, da hørtes sligt et Gny,
At hele Danmark maatte skiælve.
Det lagde Thyra ud om haarde Uaar,
De kom, men Gnyet vilde hun udtyde
Om megen Død og Ufred i min Æt.
Kun liden er min Æt, den snart kan ødes,
Og mener jeg, at ødes Skjoldungætten,
Da ødes og i Danmark Odins Sæd.
Gardur.
Din Drøm heel mærkelig maa nævnes,
Og dog jeg ei som Thyra eier Kløgt,
Mig tyktes, det var ogsaa vel at mærke,
At Nøddene var af adskillig Lødd.
Gorm.
End meer adskillige de vare,
De Sorte havde mægtig store Horn,
De Røde mindre, men de Hvide ingen.
Gardur.
Ja, stor er Asakæmpens stille Kraft,
Den mindskes da, naar den i Strid sig deler;
Men Klerken stander værgeløs og svag
For Altret i den hvide Messesærk.
(Klakharald kom indgangende i Salen med Knud og tredive Hirdmænd.)
Klakharald.
Hilsæl Kong Gorm, min Maag!
Gorm.
Saa kom du dog
Engang, Klakharald! skiøndt det seent maa nævnes.
Kom hid, min Knud, at jeg kan maale dig
Med gamle Øie! Du est vorden stor
Og stærk, du ligner dine Fædrefrænder.
Du, Gardur! gak med Knud, fortæl
Ham Noget om de mange Lande,
Hvor du har færdedes! og, Harald, siig
Til dine Mænd, de gange ud af Salen!
(Harald bød, og ud ginge Mændene.)
Gorm.
Du, Gardur! kom igien! din Kløgt er stor,
Og vel du høre maa, hvad vi samtale.
(Da vendte Kongen sig heel bister mod Klakharald.)
Jeg trende Gange dig til Julegilde
Indbød, og du vanhædrede mit Bud:
Du loved, mig til Spot, du vilde komme,
Men kom dog ei. Jeg derfor var tilsinds
Dit Land at hærge og dig selv at dræbe;
Men Thyra saare gik i Bøn for dig,
Og meente, at du varst forhindret
Ved sære Hændelser. Nu est du her;
Trehundred Mand staa væbnede for Salen,
Og hvis du ei aarsager dig, da skal
Du aldrig komme heden med dit Liv.
Klakharald.
Mit Liv, Kong Gorm, er ikkun lidt at agte,
Du selv est gammel, jeg er ældre dog,
Og vilde glædes ved at døe, forinden
De Ting fremkomme, som tilstunde nu.
Derfor jeg kaarer ogsaa helst at tie,
Enddog heel vel jeg mægtede at tale.
Du ei skal raabe dine Hirdmænd hid,
Du har jo selv et Sværd, og jeg tør mene
Mig værdig til at falde for din Haand.
Gorm.
Uhørt jeg dræber Ingen, som fremtræder
Her for min Stol. Aarsag dig, om du kan!
Klakharald.
Du vil da vide, hvi jeg ei er kommet?
Gorm.
Ja, derfor stævned jeg dig hid.
Klakharald.
Men naar du hører, hvad dig lidet huger?
Gorm.
Saa er det ikke førstegang.
Klakharald.
Saa hør!
Ved Juletid jeg kom til Limafjorden,
Der stod et Træ heel grønt ved Fjordens Bredd,
Og det var underligt om Vintertide
At see det ene Træ saa sommerligt;
I Træet hængte Æbler, smaa men fagre,
Ved Roden Andre mægtig store laa,
Men ormestukne og med vissen Stilk
De alt begyndte at forfules.
Jeg gruede ved Synet, og hvorfor?
Behøver jeg vist ikke dig at sige.
Gorm.
Ei sandt? det skal betyde Sædomskiftning?
Det var et grumme konstigt Syn,
Saa konstigt, at man hardtad skulde mene,
Det Træ kun i dit eget Hoved stod;
Men det er allerede slemt, det Store
Er raadnet der. Nu, dengang blev du ræd
For Skyggen af dig selv. Hvad mere?
Klakharald.
Den anden Juul paa Skibet alt jeg stod,
Ufødte Hvalpe høit i Tispen gøede,
Men selv hun tav. Det vel betyder, at
Det, som end ei er født, men dog undfanget,
Skal vorde lydt, det Gamle tie kvær.
Gorm.
Var alt det Gamle saa som du, Klakharald!
Da var det vist nok ogsaa bedst, det tav;
Men saa er ikke Alt, thi man kan vorde
Heel gammel og dog ikke kærlingveg
Som du. Hvad er dit tredie Æventyr?
Klakharald.
Ei Æventyr men Sandsagn. Tvende Bølger,
Heel store løfted sig i Limafjord,
Og sjunke i hinandens Favn, da tyktes
For Øine Vandet være idel Blod.
Da tænkte jeg paa dine tvende Sønner,
Ulige som de begge er i Sind.
Dengang jeg dog vel maatte blive bange,
Da ei jeg er saa stærk som du, Kong Gorm!
Gorm.
Det er min Knud om hvem du spaaer saa ilde!
Først haaner du, nu vil du pine mig.
Har du end Meer at sige?
Klakharald.
Nei.
(Kongen slog paa Skjoldet, og en Flok Hirdmænd styrtede ind med dragne Sværd. Da reiste sig Gardur og traadte for Kongen.)
Gardur.
Som det sig burde, tav jeg, Herre Konge,
Imens du talte, men da nu du vil
Din Maag, den gamle Harald, dræbe,
Fordi du ei kan see, hvad han har seet,
Da maa jeg tale, bede dig at mindes
Din egen Drøm, og store Trolddomskløgt,
Som Christne eie! Mindes du ei længer,
Hvad Eiulf mælte? hvorfor er det Løgn,
Hvad Jarlen siger? mon fordi det tykkes
Dig underligt? og mener du da, han,
Hvis store Kløgt er vide kiendt i Norden,
Ei vel saa let et mere rimeligt,
Sandsynligt Paaskud havde kunnet finde,
Ifald han vilde løiet? mener du,
Han vilde sagt dig, hvad heel vel han vidste,
Du ei gad hørt, ifald det ei var sandt?
Saa underlig en Konge sjelden dømte.
Gorm.
(Der han havde betænkt sig enstund.)
Ja, du har Ret, og det var Odin selv,
Som fik mig til at kalde dig tilbage.
I trende Aar jeg harmed mig, fordi
Jeg meente mig vanhædret, derfor tyktes
Mig Alting usandt, og da om min Knud
Han spaaede ilde, spaaede ham hans Død,
Hans Død, som, naar jeg vorder lagt i Høien,
Alene er igien af Skjoldungætten,
(Thi Harald hører ei til den i Sind,)
Da blev jeg ret som galen, end jeg ryster
Af Harme, men det er ei Haralds Skyld,
Det seer jeg grant, og derfor skal han leve.
Dog dette mæler jeg for eder, Kæmper!
Og det skal mæles høit paa alle Thing
Fra Skanør og til Jotland: hvo, som bærer
Mig Tidende om Knud, at han er død,
Ja, som ham nævner død for mine Øren,
Han skal ei leve, indtil Solen sættes,
Om det er Dag, og er det Nat,
Ei til den reiser sig, det sværger
Jeg høit ved Odin, Thor og Frei
Og Nornerne, som Alles Skiebne raade.
Hirdmændenes Høvding.
Svinger i Luften
Lysende Staal,
Støder det haarde
Sværd imod Skjold!
Hørte I, Kongen
Svor ved de hellige
Aser og Norner!
Aldrig kan brydes
Eden, han svor.
Anden Samtale.
Leire.
(Gorm sad i Høisædet med Thyra. Ned fra ham sad Klakharald og Knud og mange andre Mænd trindt om Drikkebordet. Lystelig ginge Hornene omkring, og glad var Kongen; men Klakharald sad tiende paa Bænken, og det tyktes alle Mænd skiønne af hans Aasyn, at en Flok af hine mørkeste Tanker væltede sig i ham og knugede hans Sind.)
Gorm.
Nu drik, min Maag! det er ret Gammen
At drikke saa sit eget Arveøl.
Klakharald.
Nei, det var bedre jeg var ei tilstæde,
Og I med Føie drak mit Arveøl.
Thyra.
Da nu du er saa glad i Sind, min Konge!
Vil du da unde mig en Bøn?
Gorm.
Kun sjelden nægted jeg dig nogen;
Kun naar du bad for dem, som vil
Nedbryde Asers Magt.
Thyra.
Vist før du maatte
Mig mangen anden nægtet. Nu jeg dog
Kun beder for en Mand, som hid er dragen
Ad lange Veie, for med dig at tale,
At han maa stædes for dig ind
Og drage hen i Fred, om end dig tykkes
Heel ilde, hvad han siger!
Gorm.
Som jeg er
Tilsinds i denne Stund, han skulde mæle
Ret meget Ondt, før jeg blev vred;
Men da jeg dog nu ei kan vide,
Hvad der kan komme ham i Sind,
Er det vel bedst, formeget ei at love.
Thyra.
Kan Danmarks Drot, som giør alt hvad ham lyster,
Ei eengang taale, at en Mand
Og siger, hvad ham lyster? frygter du
At Ord din Arm skal binde, hvis du ei
Med Sværdet flux faaer kløvet ham, som mælte?
Gorm.
Jeg frygte for af Ord at bindes? Nei!
Led ham kun ind! og hvad han saa end mæler,
Ham dog skal gange frit igien.
(Ud gik Thyra at lede den Fremmede i Sal.)
Gorm.
Jeg gad dog vist, hvad han vel har at sige.
Klakharald.
Tidsnok du vist det faaer at høre.
Gorm.
Alt hvad han siger, tager jeg for Skiemt.
Klakharald.
Dertil maaskee det bliver for alvorligt.
Gorm.
Veed du kanskee, hvad han vil mæle?
Klakharald.
Ei hvad han vil, men hvad han kan.
(Ind kom Dronningen med Erkebisp Unni.)
Gorm.
Hvem er du? hvad har du at føre?
Unni.
Jeg er en christen Biskop, fører Aandens Sværd,
Som ind til Marv og Been kan trænge.
Gorm.
Hvad vil du her?
Unni.
Du spørger, hvad jeg vil?
Hvad Hyrden vil, naar djerv han søger
De Ulve, som har slidt hans Hjord.
Her sidde I ved Skienkebord i Gammen,
Og drikke i jer Mjød uskyldigt Blod.
Hvad havde de vel giort dig, grumme Konge!
De Fredens Sendebud, hvis Blod
Du nys udgød, som Himlens Herre
Ved mig nu kræver af din Haand?
Gorm.
Hvi vil du staa og spilde dine Ord?
Du Lungerne bør i det mindste skaane;
Thi mener du, din Brumlen rører mig,
Du tager svarlig feil. Den Ormeflok,
Som i mit Land udspyede frækt sin Edder,
Med Ret jeg offrede til mine Guder.
Unni.
Til Satan offred du Guds Børn.
Gorm.
Hvem er vel Satan? mine Guder
Ei nævnes saa, og hvilken ussel Gud
Var Fader til den Ormeyngel?
Unni.
Hvem Satan er? Han er den gamle Orm,
Som søger at fordærve Jorderige.
Han tit sit Navn omskifter; her hos jer
Han nævnes Thor og Frei og Odin,
Og alle som ham tjene skal
Ved Døden komme i hans Bolig
Og pines der i Svovelluen evig.
Gorm.
Du raser, Klerk! du taler jo,
Som Aserne var Midgaardsormen,
Og Valhal Surturs onde Ild.
Hold op! jeg vil ei mere Saadant høre.
Jeg lovet har at skaane dig, men hvis
Du bliver ved at haane mine Guder,
Da maa jeg Løftet bryde.
Unni.
Satan var
Den første Løgner, hvo ham tjener,
Kun holder Ord, naar han har lovet Ondt.
Men dræb mig kun! min Hals jeg rækker
Frimodig for dit Mordersværd.
Jeg gaaer til Christus, Verdens store Frelser,
Som over Sol og Maane har sit Hjem,
Og naar mit Blod i denne Borg udøses,
Da fries den ud fra Satans Overvold,
Thi uaftvættet skal det blusse frem,
Som Vidnesbyrd om Satans sidste Seier;
Din Æt skal see det og ved Synet grue,
Og angerfuld omvende sig til Christ.
Men, gamle Hedning, som du est, jeg ynkes
Ret over dig, og vil dig ei opirre
Til ved mit Mord at lægge Synd til Synd;
Jeg heller vil dig bede og besværge,
At du ved Troen tager, bygger op af ny
De Kirker, du har ødt, og christner Folket,
Til Sone for de Christne, du har myrdet!
O, hør mig, Konge! det er sidste Gang,
Dig Herren kalder giennem mig, sin Tjener.
Gorm.
Gak bort, du Lede! med din Jettekløgt!
Jeg med dit Blod ei vil min Sal besmitte.
Jeg veed, du stoler paa den onde Trold,
Paa hviden Christ; men alt hans Kogleri
Skal ei forskrække, ei forføre mig.
Unni.
Vil du da ikke angre dine Synder,
Men blive ved at stride imod Gud,
Saa ryster jeg af mine Fødder Støvet,
Som Christ de hellige Diciple bød,
Og mæler: til dig kom Guds Rige,
Men du forskød det, derfor vee!
Ja, vee dig selv! og vee din hele Afkom!
Den skal undgielde, hvad du har forbrudt,
Indtil den christner Danmark og forsoner
Gud Faders Vrede. Men, Klakharald!
Du, som den hellige Ansgar har seet,
Som hørte Herrens Ord af fromme Rimbert,
Som i dit Hjerte troer paa Christ!
Kan du dog ei, selv nu paa Gravsens Bredde,
Dig rive løs fra Verden? vil du da
Forsagt din Tro indtil din Død fordølge?
Saa viid! den Herre, Herre, han har sagt:
Hvo som for Mennesker mig nægter,
Ham vil jeg ogsaa nægte for min Fader.
Gorm.
Hvis du om trende Solemærker findes
End i mit Rige, skal hin værste Død
Dig lønne for din Spaadom. Skynd dig!
Unni.
Ja, jeg vil skynde mig herfra;
Thi det er tungt at drage Aande,
Hvor Herrens Vrede, lig en Tordensky,
Til Alles Rædsel ruger over Landet.
Jeg havde tvende Skaaler i min Haand,
Da hid jeg gik; Velsignelsens jeg tager
Med mig igien, Forbandelsens udøser
Jeg over dig og al din Æt.
End trodser du, Kong Gorm! men snarlig
Dig rammer Vreden, og du skal forsage.
(Der Unni var udgangen, sadde alle tause enstund, thi de vare betagne Somme af Skræk, men Somme af Harme, de ei turde udøse.)
Gorm.
Forsage, sagde han, forsage skulde jeg!
Knud.
Ei Aserne forsaged, da i Sal
Sin onde, visse Spaadom Gulveig mælte;
Og hvo som troer paa dem forsager ei!
Gorm.
Du est min egen Søn, det kan jeg høre!
Nei, jeg vil ei forsage, men, Klakharald!
Hvad var vel det, han mælede til dig?
Klakharald.
Han mæled Ord, som vel maa eftertænkes,
Og for at kunne tænke ret i Mag,
Saa giver jeg din Knud mit Jarlerige.
Jeg brat maa fare hen i fremmed Land,
At før min Død et andet jeg kan vinde.
Gorm.
Det bliver vist et dygtigt Rige, det,
Du vinder nu i Alderdommen.
Klakharald.
I Alderdom! ja medens man er ung,
Man glemmer meget, som man burde giøre,
Og naar man vorder gammel, let
Man tykkes, at det er for silde;
Men det er ikke godt. Heel tung
Min Byrde tyktes mig i Alderdommen
Men Bispens haarde Ord med Stenens Vægt
Nedtynge mig og knuge gamle Hjerte,
Saa jeg kan ikke aande mere her;
Jeg maa afsted til Christus, som mig kaldte.
Farvel, min Konge! hvis du mægter, Thyra!
Da bøi det stive Hjerte! Dig, min Knud!
Min kiære Fostersøn, med Sorg jeg skuer;
Thi onde Varsler saae jeg for dit Liv,
Og jeg til Offer selv dig har opfostret.
Gorm.
Nei bi! i mørke Taarn du ned
Skal kastes dybt, saa Ingen mere hører
Din onde Spaadom, saa du ei
Skal lokke Fleer med dig til hviden Christ.
Klakharald.
O, dæmp din Vrede, Konge! lad mig fare!
I Morges bad jeg ikke for mit Liv,
Da længtes jeg saa saare efter Høien;
Men nu, jeg veed, at der er ingen Ro,
Nu skiælver jeg for Dødens Komme.
Din Knud har jeg opfostret til en Hedning,
Enddog jeg giorde det med lønlig Gru,
Og sanked hede Gløder paa mit Hoved;
Men ei jeg vilde støde dig, og ei
Jeg turde drive Aserne fra Norden.
Nu har du ham, og han mit Rige har;
Lad nu mig arme gamle Mand henfare
At giøre Bod for alle mine Synder
I christent Land, forlige mig med Gud,
Før jeg skal døe! Men, vil du ikke,
Saa lad dog først den hellige Guds Mand
Mig skrifte og med Himmelbrød mig mætte,
Udslette al min store Syndeskyld!
Da maa du kaste mig i Ormegaard,
Og jeg skal sjunge der med Gammen,
Til Sangen endes med det sidste Suk.
Thyra.
Ei er jeg fager meer, som da du beiled,
Og tyktes, der var ingen Mø som jeg,
Du mindes vel de Tider ikke længer!
Men mindes maa du dog, at det var mig,
Som friede ud dit Land fra Hungersnøden,
Som stilled Folkets Vrede tit paa Thing,
Som skuffed Saxlands Keiser, og som reiste
I Dannevirke Skranken for hans Magt.
Skal nu til Løn min gamle Fader kastes
I Fangetaarn og døe en pinlig Død?
Er det, fordi han troer paa Christ, da kaster
Og mig derned, thi jeg har samme Tro!
Knud.
Naar Gamle tale, skal de Unge tie,
Saa lærte mig Klakharald; men de Ord,
Som trængte sig fra Sindet frem, ei længer
Paa Læben jeg kan binde, thi som Ild
De brænde. Ei mig Bispens Tale undrev,
Hans Djervhed glæded, men betog mig ei;
Men ved min gamle Fosterfaders Ord
Jeg blev heel sær og sørgelig tilmode.
Det rørte mig i Sind, at han, som lærte
Mig store Sagn om Odin, Thor og Balder,
Forlod den gamle, stolte Kæmpesæd;
Det rører mig, at Dvalins Døttre mægted
At drive ham fra Valhals Dør, da alt
Den aabned sig for ham til Kæmpegammen;
Men pine ham, fordi han saa er piint,
Det var en Skiændsel, som maa ikke nævnes.
Heel Mange troe jo ikkun paa sig selv,
Dem straffer du dog ei min Fader,
Enddog langt meer de haane Asers Magt.
(Taus sad den Gamle.)
Hirdmændene.
Hører du, Konge!
Thyra den Elskede,
Dannemarks Trøst!
Hører du Sønnen,
Knud den Elskværdige,
Dannemarks Haab!
(End tav Kongen.)
Knud.
Du tier, Konge! du vil ikke høre.
Saa hør da Regnar Lodbrogs Ætmand her!
Jeg sværger ved de rige Valhals Guder,
At selv jeg før mod dig skal løfte Sværd,
Og før skal Odins sultne Fugl mig slide,
Før jeg skal see Klakharald lagt i Baand.
Hirdmændene.
Hører du, Konge!
Skjoldungen sværger,
Ti nu ei længer!
Gorm.
For gammel er nu Leirekongen vorden,
Da han maa tie i sin egen Sal,
Og tale kun for Budet at gienkalde,
Som han har givet; men jeg mærker det,
Min Stol nu hælder som de gamle Guders.
Min egen Søn, min Knud, som troer
Paa sine Fædres Guder, ved dem sværger
At bære Vaaben paa sin Fader.
Klakharald! gaa! jeg ei min egen Æt
Vil øde, ikke Troldens Spaadom sande.
Harald Blaatand.
Du sagde, Fader! du var blevet svag,
Og til en rørig Medhjelp kan du trænge;
Saa deel da Danmarks Rige nu med mig,
At jeg kan vorde mægtig som min Broder!
Gorm.
Hvad? vover ogsaa du at haane mig?
Du usle Kvindedreng foruden Kræfter!
Nei, dig jeg før skal dele, end med dig
Jeg deler Danmarks Rige. Trende Skibe
Dem skal du faae, gak saa med Hast herfra,
Og stædes aldrig mere for mit Øie!
Hirdmændene.
Vel har du svaret.
Venfattig Harald,
Kivsyge Blaatand
Aldrig skal styre
Skjoldungers Odel.
Tredie Samtale.
(Ved Midnatstide sad den ypperste Hofgode Askield i sin Bo. Svagt brændte Ilden paa Gulv, og ved Skinnet læste den Gamle forne Runer og ristede ny, vist skulde de nyttes ved det nære Juleblot. Sagtelig indtreen den anden Hofgode Thormod.)
Thormod.
Askield! Askield!
Ven af Aser!
Est du vaagen?
Drotten ængstes,
Drotten byder:
Der skal blotes,
Store Guder
Skal adspørges.
Askield.
Jetter og Trolde
Spøge ved Midnat,
Og kun til Mørket
Blotes i Mørke,
Ei vil jeg blote.
Hvad monne ængste
Drotten i Hallen,
Mens han ei sover?
Thormod.
Ei maa han sove, thi han ængstes svarlig
Af onde Drømme om sin elskte Knud.
Askield.
Runer jeg rister,
Runer jeg binder,
Løser de bundne
Stave med Kløgt.
Gak nu i Hallen!
Siig du til Drotten:
Daneast ligger
Blodig og livløs
Hisset ved Liimfjord.
Vel maa han ængstes,
Vel maa han friste
Søvnløse Nætter.
Thormod.
Og bærer jeg til ham det onde Budskab,
Da svarer han mig kun med Sværdeodd.
Askield.
Ei skal han dræbe
Asernes Tjener.
Siig ham, hans Elskte
Er hos sin Broder!
Spørger han længer,
Svar, at den anden
Morgen skal bære
Tidender visse
Frem for hans Stol!
Kongehallen.
(Trindt i Hallen stode Kongens Hirdmænd, tause og med lønlig Gru stirrede de paa de sorte Tjeldinger og det graa Væv. Fremmerst stod Askield med det mørke, grublende Aasyn, og bag ham de andre Hofgoder. Da indkom Thyra med den meget alderstegne Konge ved Haand, og han satte sig i Høisædet efter Vane.)
Askield.
Solen er oppe,
Drot! vil du følge
Med os i Lunden?
Hellig holde
Midvinters Blot.
Gorm.
End er min Knud da ikke kommen hid!
Om Nat jeg seer ham, men kun bleg og blodig.
Du sagde, Askield! denne Morgenstund
Mig skulde visse Tidender frembære,
Hvem siger nu mig Tidende om Knud?
Askield.
Levende tie,
Ræddes for Døden,
Ikkun det Døde
Vover at mæle.
Gorm.
Hvordan? mig tykkes, at det sortner for mit Øie,
Hvad heller tjeldedes min Sal med Sort?
Thyra.
Den tjeldedes med Sort, min Konge!
Gorm.
Nu veed jeg det. Det er dit snilde Værk,
De er den Tidende, som Guderne mig loved,
Ja den er vis, som Hanegal hos Hel,
Nu er han død, min Eneste, min Knud,
Thyra.
Du selv har sagt det, ikke jeg, min Konge!
Hirdmændene.
Mindes du Eden,
Konge! den strænge,
Som du har svoret;
Som vi stadfæsted?
Aldrig kan brydes
Eden, du svor.
Gorm.
O! mener I, jeg trænger til at mindes
Om Eden, som jeg svor? var den og ei,
Hvor kunde jeg dog end en Time leve!
Min Kraft er borte, og den Eneste,
I hvem jeg saae min svundne Kraft gienfødes,
Han er nu død. O Danmark! græd med mig!
Udlevet er din gamle Kæmpestamme,
Dit Slægtskabsbaand med Guderne opløst.
Du, Askield! siig! hvem var min Knud til Bane?
Askield.
Jetter og Trolde
Spøge om Midnat,
Æggede Broder,
Op imod Broder
Hisset ved Liimfjord.
Kan du forstaae mig?
Gorm.
Saa var det dog, Klakharald! sandt, du mælte!
Saa maatte dog de store Bølger mødes
I Limafjord og farve den med Blod!
Saa falde da vel og de store Æbler
Af Stammen ned og raadne ved dens Rod!
Men hør mig, Odin! hører, alle Aser!
I høie, strænge Norner! hører mig!
Og høre mig hver Gud, som noget raader!
Lad min Forbandelse paa Harald og hans Æt
I tredie og fjerde Led nedarves!
Lad ham af egen Søn uddrives, myrdes!
Saa hævnes Knud paa Fader og paa Søn.
Og, Odin du! ifald du Noget mægter,
Da knuus min Æt, naar den forlader dig.
Nu rækker mig mit gode, gamle Sværd!
Som jeg har arvet efter mine Fædre,
Som Odin til sin Ætmand, Sigmund gav,
Som Sigurd Fofnersbane stolt har baaret.
Det dræbte ham, det skal og dræbe mig,
Og da skal, Askield! du det sønderbryde
Og grave ned dets Stumper i min Høi,
Til Tegn, at Odins Æt er lagt i Mulde.
Ei vil det saare. Er dets Odd saa sløv?
Hvad heller er min Haand saa styrkeløs?
Ak! Haanden falder, Hjertet brister,
Og jeg maa uden Kæmpemærket døe.
Askield.
Odin! Odin!
Stort du bloter
Til dig selv!
Søn og Fader,
Knud og Gorm.
Høit det gialder,
Danmark skiælver,
Seer med Gruen
Juleblot.