Første Samtale.
Jomfruburet i Hlindalen.
Odrun.
Det ganger nær til Midnat, lader nu,
I Terner, Naalen hvile til i Morgen,
Og sjunger heller, før tilsengs I gaa,
Min kiære, sørgelige Aftensang!
Ternerne.
Ung Sigrun sad paa Sevafjeld
Og leged med gyldne Ringe;
Dog leged hun helst med Sønner smaa,
Alt som paa Gulv de ginge.
O, græd for Sigrun, du væne Mø,
Saa sørgelig maatte hun ende!
I Høielofts-Sal om Middiedag,
Hun saae over Marke og Enge:
Hil ride du, Broder! til Frændesal!
Jeg haver dig ventet saalænge.
Og haver du ventet saalænge paa mig,
Jeg bær ikke Tidender kiære;
Thi jeg haver slaget din Helge ihjel,
Det maatte saaledes nu være.
Ung Sigrun sidder ved Middienat,
De Taarer saa stride nedrinde,
Det mæler den Terne for Salens Dør:
Ung Sigrun! og est du herinde?
Din Helge er kommet fra Valhal nu,
Hans Vunder de dryppe saa saare,
Og vil du nu gange til ham i Høi,
At dysse den blodige Taare?
Ung Sigrun sover i Dødmands Arm,
De Hjerterum giøres saa kolde,
Derefter hun længes hver Aftenstund,
Stor Jammer saa monne det volde.
Og vil du ei ride til mig i Kveld,
I Valhal jeg snart dig skal finde;
Smaadrenge! I skulle mig gange ved Haand,
Og hilse paa Fader derinde.
Nu ligger ung Sigrun saa dybt under Muld,
Og Sønnerne ved hendes Side;
Hun leger ei mere med røden Guld,
Men Sagnet ombæres saa vide.
O, græd for Sigrun, du væne Mø!
Saa sørgelig maatte hun ende.
Odrun.
Hav Tak, I Piger! for den kiære Sang,
For hver en Taare, som I bløde fældte!
Nu ganger kun til roligt Natteblund!
Jeg ene vil en Time giennemvaage.
Efter lang Taushed.
Hvor Sandet løber i det klare Horn!
Og dog udfolde sig de korte Timer
Til lange Dage og til lange Aar;
Ja, lange vist, naar Sorrig er tilhuse,
Thi ellers rask sig dreier Tidens Hjul,
Og studsende vi Aftenrøden skue.
Hvi dele dog saa underlig paa Jord
De høie Norner vores Sorg og Gammen!
Hvi sammenblande de dem ikke saa,
At Sødme gydes i den bedske Drik,
Og bittre Draaber i den altfor søde?
Dog, altfor søde! jeg er jo en Daare,
Og Vanvid kun indgav mig disse Ord;
Hvem vilde vel af Glæden Noget miste,
Og giemme det til ussel Trøst i Nød?
Var Glæden heel, hvis saa den kunde deles,
Og var en Draabe kun af Sorgens Edder
Ei mægtig at forgifte Glædens Drik?
O, vredes ei, I høie, vise Norner!
De Glæders Minde jeg har nydt paa Jord,
Jeg solgte ei for alle Jordens Skatte;
Men sørge maa jeg, flyde maa min Taare,
I mørke Nat, som ved den klare Dag,
Og Taarer lindre, thi det er som Hjertet
I dem hensvømmed mod den Elsktes Barm.
O Brynhild! du, som favnede uvillig
Den Eneste, der mig var kiær i Sind,
Du kiendte ei de stille Sorgens Taarer,
Som perle mildt i Øie og paa Kind!
De røde kun, som sprudle vildt fra Hjertet,
Naar Staalet aabner dem den korte Vei,
Kun dem du kiendte, og kun dem du fældte,
Og Hjertet med den stærke, vilde Strøm
Henbrused mod din Sigurds aabne Vunde.
For gruelig er mig den Hjertefærd;
Og naaede Hjertet end min Gunnars Hjerte,
Tilbage dog imod den stride Strøm
Det drevet blev: han elsker mig ei længer.
O, Sigrun, Sigrun! naar jeg rystet gruer
For dig og for din grumme Natte-Id,
Jeg dine Kaar dog maa dig halvt misunde;
I Valhal selv af dine Taarer brændt
Din Helge red til dig i Midnatsstunden,
Og var end Haanden nok saa stiv og kold,
Den under Kind dog klapped dig saa kiærlig;
Her sidder jeg saamangen Midnatsstund,
Min Gunnar karsk end ganger over Mulde,
Dog aldrig rider han til mig om Nat,
Ham brænde ei de Taarer, jeg mon fælde.
Hvad klinger saa her i den stille Nat?
Hvem skikker Hug saa nær ved Fruerburet?
Ak, skal endnu jeg friste værre Kaar,
Skal jeg bortføres som et Krigens Bytte,
Og sove i en fremmed Kæmpes Arm?
Nei, aldrig dog, saa modløs er jeg ikke;
Før Hjertet skal mod anden Mand sig bøie,
Det maa udsvømme i det vide Rum,
Skiøndt ei jeg veed, hvor det et Hjem kan finde.
Saa kom da hid, du Brynhilds tunge Rustning!
Ei meer, som før, jeg skuer dig med Gru;
Jeg og engang mig vil i Staalet klæde!
Hvor den er tung og kold den gyldne Hjelm,
Og tungere er end den side Kjortel;
Men tys! det rasler jo ved Døren alt,
Gid Jorden dog sig venlig for mig aabne!
Gunnar.
Hvorledes? er og Vaabenklædte her?
Og undes mig ei Odrun end at skue?
Nu vel! end er mit Sværd ei blevet sløvt.
Odrun.
Hvad hører jeg? er det ei Gunnars Røst?
Har ogsaa du i Valhals Sal fornummet
Min bittre Sorg, og kommer blodig hid
Ved Midjenat? o, vær mig da velkommen!
Men tag mig med dig paa din blege Hest,
Lad mig ei længer eensom her forsmægte!
Gunnar.
Min Odrun! er det dig? som min Valkyrie
Du stander for mig i den haarde Brynje,
Og kalder mig til Odins høie Sal.
O Elskede! hvad har du maattet lide
Før varme Hjerte i det kolde Staal,
Før Odrun i Brynhildes Rustning klædtes?
Men siig mig, Elskede! var det din Agt,
Som Brynhild vild at fare frem i Vaaben,
Og giennembore dette utro Bryst?
Thi end jeg lever, kun fordi min Vei
Til dig gik over Lig, jeg stander blodig.
Odrun.
O Gunnar, Gunnar! er det og dig selv?
Forvildes ei igien mit Syn, som fordum,
Da kaaglende din Ham til Brynhild beiled?
Dog nei, din Røst, dit Øie, Alt er dit.
Saa kommer du da efter lange Vintre
Engang igien? Hvorfor? det veed jeg ei;
Men glædeligt det er mig dog at skue
Den Eneste, min Hu staaer til paa Jord.
Du mener, jeg som Brynhilds Søster vilde
Dit utro Hjerte vinde mig med Staal,
Ak nei, hos mig er Haand og Hjerte svage,
Kun for at beile til den Kæmpes Sværd,
Hvis Favnetag jeg meer end Døden frygted,
Kun derfor staaer jeg væbnet her paa Gulv.
Gunnar.
Saa kast da flux, min Odrun, onde Kjortel,
Som tung og trang nedtynger, klemmer dig!
O, lad mig løse Hjertet af sit Fængsel,
Hvis end det kan tilgive, elske mig.
Saaledes! — Arme Pige! hvor du skiælver!
Hvor har dit Blod sig skjult for Jernets Frost!
Nu Hjelmen bort! lad gule Lokker spille
Igien paa Svanehals! Lad stærke Knag
Nu atter bære denne tunge Klædning,
Der syedes ikkun for et Bryst af Staal,
For Brynhilds kun!
Odrun.
Du bløder, Gunnar!
Kom, lad mig dig forbinde, hvilken Lyst!
O, havde du den kiendt, min elskte Kæmpe!
Da havde ei saalænge mine Saar
Forgiæves biet paa den kiære Læge.
Gunnar.
O, straf mig ei, du hulde, elskte Kvinde!
Ei mine Dage flød i Gammen hen,
Mens dine Nætter her saa sorgfuldt runde.
Jeg har en Moder, hun er ikke god,
Men klog hun er, og hendes onde Konster
Ei Sigurd ene styrted i Fordærv,
Fra ham til mig hun Brynhilds Minde drev.
Saa ængstelig henrunde mine Dage;
Et Billed saae jeg, hvor jeg stod og gik,
Det var ei dit, men dit dog saa det ligned,
At begge i det ene sammenrandt,
Uskyldigt ei jeg vil mit Hjerte kalde,
Men dog dets Brøde er undskyldelig.
Jeg Brynhild fik, og trindt i alle Lande
Desværre sjunges om den onde Færd,
Og om dens Udgang, som gaaer seent af Minde;
Men fra den Stund, da under røde Telt
Ved Sigurds Side blussed Brynhilds Lig,
Omkring jeg vanked som min egen Skygge.
Naar Brynhilds Billede for Sjælen steg,
Og mine Arme sig mod det udstrakte,
Da stilled Sigurd sig med Gram i Haand
Imellem det og mig. I Sværdelarmen,
Naar kiæk jeg brød igiennem Fjendeflok,
Da stod han blodig, peged paa sin Vunde,
Og leende stod Brynhild bag hans Ryg,
Hun loe saa frygtelig, som da hun fordum
Gudrunes Sorg ved Sigurds Lig fornam.
Saaledes randt de lange Aar i Kummer,
Indtil igien min Moders sære Konst
Det glemte Minde vakte i mit Hjerte.
Odrun.
O, skal jeg glædes eller skal jeg bæve?
Jeg hviler ved din Barm, og kiærlig slaaer
Den mig imøde, større Held kan ikke
Mig times her paa Jord; men ak!
Hvorlænge vil det vare? tro ei, Gunnar,
At Grimhild, som med Fryd har seet
Sin Datters Vaande, som sin kiære Guttorm
Ei spared, skulde ynkes over os!
Ak, bedre er vist ei de Jettekonster,
Som gav, end de, som røvede mig dig;
Og mener du ei haarde Domme bie
Den Slægt, som Sigurd sveg? o, see!
O rører sig ei Brynhilds Sværd paa Væggen?
Det klinger, hør! o der er ondt i Vente!
Gunnar.
Hvad skal jeg svare dig? til kraftig Trøst
Det Hjerte ei, som selv maa Uheld ane,
Kan skikket være; men min Elskede!
Lad glade os de korte Timer nyde
I kiærlig Tale om den svundne Tid,
Dens Glæder mindes og dens Sorg begrave!
Lad Norner raade for den næste Dag!
Atles Borg.
Atle.
Hav Tak, du gamle Skjald, for dine Frasagn!
Heel lysteligt det er, den svundne Tid
Og dens Bedrift i dem at giennemleve;
Mig vorder kiærere min Kongehal,
Naar Oldtids Kæmper saa den giennemvandre,
Og mere daadfuldt tykkes mig mit Liv,
Naar jeg i Aanden deler deres Kampe.
Ved dine Sagn er Tiden løbet hen,
Og forbigangen er alt Midnatsstunden,
Til Hvile skal vi, men til Harpen først
Du sjunge os et Kvad! I Strængelegen
Sig Dønnet mildner til en liflig Klang,
Og dysser Sjælen i en venlig Slummer.
Skjalden.
Hvad dig behager, Konge, er min Lyst;
Men skal saa seent paa Nat sig Strængen røre,
Da vorder vist og sørgelig dens Klang.
Atle.
Selv Sorgens Lyd i Sang er sød veemodig.
Skjalden.
En Kæmpe var paa Jorden,
Han sprang af Asa-Rod,
Og vide kiendt i Norden
Er Kæmpens Navn og Daad.
Som Sigurd Fofnersbane,
Han red med Guld paa Grane
Igiennem Lue-Ild.
Naar Solen monne lide,
Oprinder Jettedag,
Det var ved Midnatstide
Han sov alt under Tag;
Da mægted Jettevælde
Den prude Helt at fælde
Ved lumske Nidingsid.
Det var hans fagre Kvinde,
Hun vaagned op i Blod,
Af trende Lig derinde
Udsprang saa rød en Flod;
Som Stenen var hun stille,
Ei kunde Taaren trille,
Og Hænder ei hun vred.
Hun bredte hvide Lagen
Alt over Kæmpens Lig,
Af Jammer var hun slagen
Og knuget bitterlig;
Saa dybt hun drog sin Aande
Alt i den store Vaande,
Som brat hun maatte dø.
De ædle Kvinder vilde
Paa Jammer raade Bod,
Opregnede med Snilde,
Hvad selv dem gik imod;
Men dog sad Gudrun stille,
Ei kunde Taaren trille,
Og Hænder ei hun vred.
Kun liden Gulrand vidste
Et Raad for Søster sin,
Hun drog alt bort med Liste
Fra Sigurd tætte Lin,
Hun klapped ham paa Kinden,
Og løste frit for Vinden
Det lange, gule Haar.
Her er din elskte Døde,
Er han dig nu af Sind?
See, hvor de Taarer røde
Nedrulle ham paa Kind!
Vil du dem ikke dysse,
Og til Farvel ei kysse
Den kiære, blege Mund?
Da stædtes Gudruns Øie
Alt paa det gule Haar,
Hun maatte sig nedbøie
At kysse Kæmpens Saar;
Nu kunde Taaren flyde,
Nu kunde Klagen lyde,
Nu Hænderne hun vred.
Saa haardelig hun rørte
Sin Stemme da paa Borg,
Og der det Brynhild hørte,
Hun loe ad bittre Sorg;
Da blev der Ynk i Salen,
Thi begge brændte Kvalen,
Men Gudrun brat opsprang.
Alt i de øde Vange
Der kan jeg klage frit!
Der monne hun nu gange
Saamangen vildsom Sti;
Om Nætter og om Dage
Man hører hendes Klage
Alt over Bjerg og Dal.
Atle.
Hav Tak, o Skjald, for Strængeleg og Kvad!
Heel sørgeligt det klang i Midnatsstunden,
Og tunge Minder vaktes i min Sjæl;
Men gierne dvæled dog min stille Tanke
Ved Mindet om den Vældigste paa Jord;
Jeg glædes ved, at mine Øine skued
Den bolde Kæmpe, om hvis Daad og Færd
Skal høres Sagn og Kvad i alle Lande
Saalænge Verden staaer, hvis høie Priis
Skal gange rige Guders Lovsang næst.
Heel gierne og med blødnet Hjerte saae
Jeg arme Gudrun paa sit Jammersæde,
Den dybe, stille Sorg, de høie Klager,
Den tunge Vandring i det øde Rum,
Det rørte Alt mig lige indtil Sjælen.
Men siig mig, Skjald, hvis rigtig du det veed,
Hvad Ende tog det med den Armes Kvide?
Skjalden.
Hun skulde føde, og i Nord hun stædtes:
I Danmark, der, hvor Sigurd voxte op,
Der ganger nu hans Datter, fagre Svanhild.
Hun leger der, hvor hendes Fader leged,
Og Gudrun græder, hvor Hjordise græd;
I stille Buur hun frister nu sit Liv,
Og virker Sigurds mandige Bedrifter
I Guld og Silke, sig til ringe Trøst;
Men spaaet det er, at hun igien skal fæstes
Til anden Mand.
Atle.
Lyksalig var han vist
Den Mand, som fik en saadan Viv i Eie.
Skjalden.
Saa viid da, Konge, det er Folkesagn,
At dig til Deel skal saadan Lykke vorde.
Giæsten.
Forbandet, Skjald, du være med dit Kvad,
Og saa med al din onde Lokketale!
Giv Harpen hid! jeg skal en anden Sang
I Hallen kvæde, ei som din saa kiælen,
Men sømmelig og sanddru, kæmpelig.
Blodig Brynhild
Bolstret klædte,
Rød i Brystet,
Bleg paa Læben,
Laa den Fagre,
Fuld af Harme,
Faa nu mindes
Møens Kvide.
Ord hun mæled
Aldrig bedre:
Vee dig, Grimhild,
Guders Fjende!
Øl du brygged,
Besk og giftigt,
Minder døved
Du hos Sigurd.
Gjukes Sønner
Svore Eder,
Dem dog brøde
Børn af Grimhild;
Broder har jeg,
Budles Arving,
Kæmper har han,
Hevnen iler.
Baalet blussed,
Brynhilds Aske
Kold i Høien
Hviled længe;
Gjukes Sønner
Styre Lande,
Raade Sigurds
Røde Ringe.
Aser sørge,
Sigurd længes,
Brynhild lytter,
Luren tier,
Klædt i Vaaben
Val at kaare,
Stod hun længe,
Stod forgiæves.
Atle sidder
Seent i Hallen,
Gudruns Kummer
Kongen rører,
Han for Brynhild
Bod vil tage,
Gifte sig med
Grimhilds Datter.
Huners Konge!
Kan du skue
Giennem Mure,
Giennem Natten?
Bod for Brynhild
Byder Gunnar,
Kysser kiærlig
Kongens Søster.
Atle.
Du vækker, Gamle, mangt et bittert Minde,
Du vækker mig til Strid og blodig Hevn.
Igiennem Natten dømer Brynhilds Stemme,
Og Valhals Guder tale giennem dig.
Til Odruns Buur jeg farer giennem Mørket,
Og er han der, den Niding...
En Kæmpe.
Kæmper, op!
Til Odruns Buur henred i Nat en Niding,
Har Kongens Skjoldvagt dræbt og sidder nu,
Som ei han maatte, hos hans Søster ene.
Giæsten.
Farvel, Kong Atle!
Atle.
Bi du her i Nat!
Med Guld dit Sandsagn og dit Kvad skal lønnes.
Giæsten.
Jeg ei til Guld og ei til Nattely
Har nogen Trang, jeg ganger som jeg kommer;
Men vil du lønne kongelig mit Kvad,
Det lønnes kun med Blod af Asers Fjender.
Atle.
Af Gjukunger?
Giæsten.
Det er din egen Hevn,
Og dine næste Frænders, der du øver;
Men hist i Syden er en vældig Borg,
I mange Aldre sad en Jotunørn
Hovmodig der og slog med sine Vinger:
En Storm udgik, og alle Lande skjalv,
Det rusked selv i Tydsklands tætte Skove;
Nu tykkes Mænd, at Ørnen er ei meer,
Fordi ei Stormen farer over Lande,
Og glade lytte de til søde Sang
Fra liden Fugl, som nu i Syd mon bygge,
Og siger sig med Guderne i Slægt;
Men det er Tant, saa sandt som Odin er
Den sande Gud. Du nys ophøied
Din faldne Maag hardtad til Guderang;
Men kunde du med hvasse Piil nedfælde
Den liden Fugl, da større Priis du vandt
End nogen Kæmpe, som var end paa Jorden.
Atle.
Hvis jeg forstaaer dig, kløgtige blandt Skjalde!
Da taler du om stolte Romaborg!
Giæsten.
Du har forstaaet mig, og vil du vinde
Dig alle rige Guders høie Gunst,
Da hold ei op, før du med Stadens Gruus
Har Dalen fyldt imellem Romas Høie!
Atle.
Til Kæmpedaad og glimrende Bedrifter
Du kalder mig, og Øret er ei døvt:
Jeg sværger høit ved alle Valhals Guder,
At før saamange Vintre skride hen,
Som Romaborg har Høie, skal den falde,
Hvis jeg det mægter, eller og paa mig
Og al min Hær den høiere skal kneise.
Giæsten.
En saadan Eed sig for os Begge sømmer,
Og saadan Skjald fortjener saadan Løn;
Men glem ei Eden, mindes, at dit Liv,
Om den du svigter, skal mit Kvad mig lønne!
Atle.
Hvem er du vel, forunderlige Giæst?
Giæsten.
Det nytter ei, jeg dig mit Navn fortæller,
Thi Navn som Ærende jeg skifter tit,
Og den jeg giæster, raader selv alene
For, hvilket Navn jeg bære skal hos ham.
Farvel, Kong Atle!
Atle.
Var det en Askurs Søn,
Hvad heller var det Asers høie Fyrste?
Kæmpen.
Du nøler, Konge! Nidingen kan flye.
Atle.
Ja, ganger flux, idrager haarde Brynje,
Thi ei er endt ved Odruns Buur vor Færd.
Jeg Gjukunger i deres Hjem vil giæste.
Skjalden.
Om end du vredes, maa jeg ikke tie:
Du stander rede til en Uheldsfærd,
Paa Gjukunger du blodig Hevn vil øve;
Hvad har de gjort? var det ei Brynhild selv,
Som ægged dem til deres Maag at svige,
Og faldt hun ikke for sin egen Haand?
Er det ei klart, at Norner saa det vilde,
Og hvem kan mægte dem at staae imod?
Atle.
Saa har du tit min Vredes Lue dæmpet,
Og i mit Inderste jeg vel maa skamme mig,
At jeg saa tit mit Kæmpesind lod bøie
Og gik som Barnet i dit Ledebaand;
Jeg har et Hjerte som det haarde Fjeld,
Men naar i det gienlyde Mildheds Toner,
Det smelter som et Bjerg af løse Snee;
Dog jeg engang nu vil min egen vorde
Og væbne mig med hele Nordens Frost,
Saa hver en blød og kiælen Lokketone
Som matte Piil skal kraftesløs nedglide.
Mig Brynhild kaldte ved sit visse Bud,
Og længer ei jeg vil min Hevn opsætte;
Min anden Søster vil nu, ligerviis
Som Brynhild, Gunnar røve Liv og Gammen,
Skal jeg da stande tam og ørkesløs,
Imedens saa min hele Slægt udslettes?
Skjalden.
Her spørges ei, om du din Slægt skal frelse,
Men om du vil forgaae med al din Slægt;
Af Norner Gudrun er dig vist beskikket,
Og ægter Brødres Bane hun i dig,
Da volder det dig Sorg og Undergang,
Det veed jeg vist, saa er og derom spaaet.
Atle.
Men Odins Bud! thi var det ei ham selv,
Hans visse Bud det sikkerlig maa nævnes,
Som løfted nys i Hal sin Torden-Røst.
Skjalden.
Ei mægter jeg med min den ringe Kløgt
Det underlige Forhold at udgrunde,
Hvori til Norner rige Guder staae;
I det forborgne, lysomstraalte Gimle
Alfader selv med viis, usynlig Haand
De Magter, som saa frit sig tykkes røre,
Dog holder i et vældigt Ledebaand.
Ei vil jeg, at du Odins Magt skal trodse,
Udfør hans Villie da mod Romaborg!
Med Gjukunger kun egen Sag du skifter,
Det sagde selv den underlige Giæst.
Gjukes Borg.
Grimhild.
(Med et Kar for sig.)
I klare Vand jeg Gunnars Færd udspeider:
Han reed saa trøstig som til Brudeseng;
Men skuffe mig ei mine gamle Konster,
Han uden Brud skal snarlig ligge kold.
Der sidder han jo alt ved Odruns Side,
Og kiærlig flyder Ordets varme Strøm;
Men Ternen hist for Intet vel ei stod,
Hun løber alt at hente Bryllupsgiæster.
Nu, Gunnar! snart du skal mig Guttorm bøde,
Saa kommer Høgne for at tage Hevn,
Saa kommer jeg, og begge Odins Slægter
Har jeg udryddet med min egen Konst.
Men Gudrun! hvor mon hun omvanker?
See der, hun sidder jo i Kongesal,
Og svøbt i Silke ligger Ulveungen.
Nu vel! engang endnu jeg rammer dig.
Hvordan mon Atle vil det Budskab lide?
Jeg maa dog see, hvad han har for i Nat.
See der! hvem sidder hisset med den side Hætte
I mørke Krog? er det ei Bolværk selv?
Han griber Harpen vred i Hu og slaaer
De arme Strænge, saa de springe brat.
Det maa jeg høre! Jettesal i Norden!
Du fanger kløgtig hver en Lyd paa Jord:
Til Ymers Legem bøier jeg mit Øre,
Lad Kvadet lyde giennem det til mig!
Til Strid med Gjukunger du Kongen ægger,
Og tæller daarlig mig imellem dem.
Nu vel, du Gamle! altid ond og listig,
Nu skal jeg med dig prøve nok en Dyst;
Er det din Lyst, at Gjukunger skal ødes,
Saa bliver det nu min at frelse dem.
Høgne.
Forunderligt er Meget her i Livet,
Men underligst af Alt er Kiærlighed,
Fra Jotunheim den sikkerlig udrinder;
Thi altid avles den i Mandebryst
Ved Nattetid; naar Morgenen fremgryer
Og Lyset skinner, er den voxen alt
Og styrer Kæmpen efter eget Tykke.
Ret som en Gnist af Surturs stærke Ild
Den tvinge vil de høie Guders Sol,
Det see vi grant; thi Freia selv omdrives
Jo af dens Brynde i det vide Rum
Og søger Ottar, søger onde Jette;
Ved den og Frei sit dyre Sværd forliste,
Der savnes maa i Ragnarokes Strid;
Paa Jorden ei den har sin Sæd omskiftet,
Og naar sit Baand om Kæmperne den snoer,
Da brister Baandet, som med høie Guder
Og næste Frænder før dem sammenbandt;
Da væbnes Odins Slægter mod hinanden
Og ødelægge selv den stolte Kraft,
Som evig skulde Jetter undertvinge.
Hvad var det vel, som førte Brynhild hid?
Hvad var det vel, som Gudruns Kummer avled?
Hvad var det nu, som Gunnar atter drev
Fra Borgen ud, at friste nye Farer?
Hvad vorder Enden? ødt er Sigurds Slægt,
Og fanges Gunnar, maa jeg Sværdet løfte
Og falde ventelig med ham;
Hvem skal da raade Sigurds røde Ringe,
Og hans det tit saa dyrekiøbte Guld?
Skal da igien en Jotunorm maaskee
Paa vilden Hede over Skatten ruge?
Ja, selv den Kiærlighed, som grusom mig
Vil byde Livets Glæder at bortkaste
For Gunnars Skyld, kan jeg vel elske den?
Grimhild.
Min Søn! tag hurtig denne Runestav!
Lad sadle Ganger, som kan rappest løbe,
Og lad en Svend til Hunekongens Borg
Med Staven ride, saa han ikke nøler!
Thi dyrt er Gjukunger hvert Øieblik.
Høgne.
Hvorledes, Moder, hvad skal det betyde?
Har nu igien du onde Konster for?
Grimhild.
Forvorpne Søn! du Frelse ei fortjente,
Dog vil jeg frelse dig og al din Slægt;
Din Broder fanges denne Nat i Bure,
Og Hunekongen er sin Svoger gram;
Men denne Stav ham skal med os forsone!
For Brynhild byder jeg ham største Bod,
Til Bod og Viv jeg Gudrun selv ham byder.
Høgne.
Hvordan? skal Gudrun være Atles Viv?
Skal hun i Favnen tage Brynhilds Broder!
Den Arme! nei, det skal, det maa hun ei.
Grimhild.
Lad mig kun raade! jeg kan Smerter døve,
Som jeg dem vækker, og et Kvindesind
Omskiftes kan ved mine mindste Konster.
Høgne.
Igien du kun vil hende Sorg berede,
Det vil jeg ei, nu skal hun nyde Ro.
Grimhild.
Saa skal og du og Gunnar nyde Ro
I Høien inden trende Solemærker;
Thi viid! du falder i den første Kamp,
Som du med Atle vover, og han tager
Da alt det Guld, hvorfor I Sigurd sveg.
Leire.
Fruerburet.
Gudrun.
Du gyser, Thora, er det Midnatskulden,
Som giennemfarer dig, hvad heller fløi
En rædsom Tanke dig igiennem Sjælen?
Thora.
Ei veed jeg selv, hvi just i denne Nat
Den samme Gru mig atter giennemryster,
Som da Hjordises ømme Hjerte brast;
Med hende som med dig i Midnatsstunden
Jeg sad, da gjalded det saa høit, at Buret
Som rystet i sin dybe Grundvold skjalv,
Da mærkede Hjordise, Gram var fundet
Og løftedes af Sigurds Kæmpearm;
Det sidste Glimt af Haab forsvandt fra Øiet,
Og tungt hun drog sit sidste Aandedræt.
Min Gru og Smerte kan jeg ei udsige,
Men nu jeg atter maatte føle den;
Jeg frygter svarlig, at for Døren stander
Igien et Uheld, stort og tungt som det,
Min stærke Gysen og saa vist forkyndte.
Gudrun.
Saa stort kan intet Vanheld nævnes meer,
Thi der er ingen Sigurd meer paa Jorden;
Men som en Draabe i det fulde Bæger
Det ringeste af Vanheld er for os,
Det ei behøver til os at indgange,
Thi hos os alt det sidder her i Sal.
Saalænge end med Sigurds Liv vi sysled,
Han levende og for vort Øie stod;
Naar tit os harmed Guldets dorske Glimmer,
Da saae vi klarlig hans Bedrifters Glands,
Og naar vi vragede de matte Farver,
Grandgivelig hans Øie Straaler skiød.
Imedens saa med alle sine Kræfter
Vor hele Sjæl indviklet var i Kamp
For Billedet at stille livlig frem,
Uhørt, useet i Hjertets stille Kammer
Vor Smerte laa og slumred ind med Suk.
Det er forbi, vort Arbeid er til Ende,
Og atter vaagner Smerten i et Skrig:
Alt ligger Sigurd paa det hede Leie.
Behængt er Væggen, kun et lidet Rum
End stander aabent til de røde Luer;
Hvad skal vi nu begynde, hvilken Id
Skal korte os de lange Vinternætter,
Og vugge Smerten, til den sover ind?
Ei nytter det, at Øiet løber rundt
Paa Salens Væg, thi altid dog hendrages
Det til den sidste, sørgelige Krog;
Enhver Bedrift den er jo alt bedrevet,
Og Hjertet spørger: hvor er Kæmpen nu?
Da længselsfuldt til Baalet Øiet farer,
Som om det kunde stirre giennem Ild;
Men Luen flagrer, Røgens Skyer drive,
Og Øiet skuer kun det røde Lig;
Det lukker sig og Sjælens Øie stirrer
Da uafbrudt i Hjertets Edderstrøm.
Thora.
O Gudrun! ti! du Hjertet sønderknuser,
Mig ængstede det tomme Rum saa tit;
Men vist jeg meente, naar kun det var dækket,
Da skulde Øiet kvæget vandre om,
Og Smerten lindres ved de kiære Minder.
Ak, nu forstaaer jeg det, mit Øie saae
Kun Tomhed der; men Sjælens Øie skued
Usynlig svævende den blege Drot.
Hvad skal vi nu, ja hvad skal jeg begynde?
Thi dig af Norner undes bedre Kaar:
Du seer dig levende med Sigurd sammenvoxet
I fagre Svanhild, og du har en Id,
Som er af alle ypperligst at nævne:
At stirre daglig paa den væne Mø
Og see din Sigurd anden Gang op voxe.
Gudrun.
Og anden Gang at svømme i sit Blod.
Thora.
Du raser, Gudrun, du dig selv spaaer ilde.
Gudrun.
Nei, Brynhild spaaede det i Dødens Stund,
Og alt for vist er, hvad den Onde mæled.
O, Thora, Thora! ja, i denne Stund
Jeg føler det, stor Jammer mig beredes.
Jeg drømte fordum, ak, min prude Falk!
Han er nu myrdet. Ulven! mine Brødre!
Vort Værk er endt, o, gid i Høi jeg laa!
Det kommer, kommer snart, ak, arme Hjerte!
Hvi brast du ei ved Sigurds Lig?
Anden Samtale.
Atles Borg.
Gulrand.
O, Søster! sid dog ei saa taus i Sal!
Ikkun paa Fjeldets Top er evig Vinter;
I Hjertets Dal maa Isen smelte hen
Ved Solens Glød og Øiets milde Regn.
Gudrun.
O, kiære Søster! und mig Stilhed dog,
Da Ro ei meer jeg kan paa Jorden finde!
Jeg føler det, at vaagner Hjertet op,
Vil Haand og Tunge som den Galnes rase.
Ei springer meer de milde Taarers Væld,
Det er udtørret, ak, for længe siden;
En Skylregn kun kan smelte Hjertets Is,
Og vee da Alt, som Strømmens Hvirvel møder!
Gulrand.
Seer du de Smaa, som lege hist paa Gulv!
Det er jo dine Børn, I, Erpur, Eitil!
Indklynger eder tæt til Moders Bryst,
Og optøer Hjertet med den varme Aande!
Erpur.
Det tør vi ikke, Moder bliver vred.
Gudrun.
Nei, bort, bort med jer Ulveunger!
Gulrand.
Saa hent da, Erpur, Sigurds fagre Datter!
Hun er som Solen i den lune Vaar.
Gudrun.
Ak nei, min Søster! heller ikke hende;
Hun har sin Faders skarpe Øiekast,
Og hvert et Blik mig stinger dybt i Sjælen;
Det raaber til mig: du var Sigurds Viv,
Nu er du Atles. Ak, jeg maa fortvivle!
Brynhildes Broder har jeg mig til Mand;
Hans Børn, som jeg evindelig maa hade,
De ere mine.
Gulrand.
Men hvi blev du ei
I Danmark da? hvi drog du hid til Jammer?
Gudrun.
O, vidste du, hvor rædselsfuldt det er,
Naar hvad i Løndom man kun sagte hvisker,
For ikke selv at høre det, gienlyder
Saaledes udenfor os høit,
Da spurgte du ei saa. Hvad kan jeg svare?
Min Moders Taarer, mine Brødres Nød?
Hvad rørte det vel mig, om Jettekvinden
Nu angred, hvad hun selv med onde Konst
Udretted, og hvi skulde jeg mig offre
For disse Brødre, som min Sigurd svege?
Og dog, jeg mægted ei at staae imod.
Var det den Drik, mig onde Grimhild rakte,
Var det et Blik i dybe Fangetaarn,
Hvor Gunnar sad, var det et dunkelt Minde
Om Leiet, vi ufødte havde deelt?
Jeg veed ei, hvad det var, som Hjertet rørte,
Men i sit Dybeste det blev bevæget:
Mit Liv med Sigurd og den Boldes Mord
Mig blev en Drøm, og hvad som blev tilstæde,
Var mine Brødres Nød; med sorgfuldt Sind,
Men som jeg følte, at det maatte være,
Jeg drog til Hunekongen, blev hans Viv.
Med Taarer vied jeg mit Brudeleie,
Det var de sidste, som fra Øiet randt;
Og skal engang endnu det atter vædes,
Det sikkerlig da vorder kun med Blod.
Saa spørg mig da nu aldrig meer, min Søster!
Men spørg dig heller selv, hvorfor
Du vakte mig af Sorgens dybe Dvale,
Da jeg ved Sigurds Lig var ham saa nær!
O, havde du ei vækket mig til Klage,
Da havde jeg alt længe smerteløs
Hos Freia bygget. Dog jeg vil ei spørge,
Hvorfor du gjorde det? thi Norners Dom
Er over os, og vi er under den.
Vinge.
Hil sidde I paa Hyndet, ædle Fruer!
Ved mig I hilses fra vor tappre Drot.
Fra Romerfærden vender han tilbage,
Og beder, som det sig vel sømme maa,
At I hans Komme hædre med et Gilde!
Gudrun.
Det giøres dog vel ikke just Behov
I Brygger-Kiedler brune Mjød at blande;
Thi atter, som ifjor paa Vallands Sletter,
Din Herre vel har sørget for, at ei
For stor en Kæmpeflok os skal hjemsøge.
Vinge.
Du er min Dronning, Atle er min Drot:
Hvad Sjælen tænker, bør ei Tungen mæle;
Hvad Øret hører, finder Sjælen døv;
Men Atle kommer med ubrudte Fylking,
Med Priis og Hæder hid fra Romaborg.
Gildesaftenen.
(Kvinderne ere gangne tilsengs.)
Atle.
Heel sømmeligt var Gildet, Mjøden har
Med stærke Sødme atter helet Læben,
Som sprække maatte, da den hede Sol
I Syden den med sine Straaler brændte,
Og Vinen rensed Støvet bort fra Lungen,
Saa frit og livligt er vort Aandedræt.
Udløste er af Baand nu Sjæl og Hjerte,
Beredte til at vandre lystig om
Blandt Kæmpehøie, mellem Bautastene,
Blandt hvad som var og hvad som er endnu;
Men hvor er Læben, som af Ord kan væve
Det fagre Billed, som er Øiets Lyst,
Og hvor er Haanden, som forstaaer at røre
De spændte Strænge til en liflig Klang?
Ak, stum er Læben, stiv er hver en Finger
Paa Haanden, som forlysted os saa tit.
Fra Romaborg vi droge hjem med Hæder,
Alligevel Italien os sveg,
Thi avindsyg den stjal vor Hæders Tunge:
Forgiæves venter Muren i vor Hal,
At Kvadets Døn skal laane den sin Stemme,
Forgiæves haaber nu den stille Steen
At kunne sig i Strængeleg bevæge;
Thi stille, taus og kold som Steen og Muur,
Er nu den Skjald, som fordum Røsten løfted,
Og stum er Harpen, kun et Jammersord
Den stramme Stræng kan mæle, naar den brister.
Giæsten.
Heel sorrigfuld du sidder over Bord,
Som lidt sig skikker ved et Hædersgilde,
Naar seierrig fra Daad en vældig Drot
Hjemvender til sin Borgs de prude Sale
Og tømmer Hornet til sin egen Priis.
Dog lysteligt det er for mig at høre
En Konning mæle vaandefulde Ord,
Fordi sin Skjald han misted. Selv jeg øved
I mange Vintre Skjaldskabs lette Konst,
Og trøsteligt det er i Alderdommen,
Naar yngre Mænd ophøie saa med Priis
Det Værk, man drev, da tykkes det, som ei
For Intet man det lange Liv har levet.
Atle.
Er ogsaa du den kloge Bolværks Frænde,
Og har ved Drik af Suttungs stærke Mjød
Saa let du Konsten, seen at lære, nemmet,
Da vær velkommen her paa Salens Bænk,
Og giv det Stumme atter kraftigt Mæle!
Giæsten.
Du siger sandt, at jeg er Bolværks Frænde,
Og gierne vil jeg kvæde dig til Skjemt;
Men først du maa mig villig Sagn fortælle
Om dit saa priste Tog til Romaborg.
Man siger, Odin selv dig har opægget;
Nu, vandt du Borgen, eller hvilken Daad
Er det, som hædres ved saa fagert Gilde?
Atle.
Du spørger sært, men endnu mere sært
Er det, du spørger om. Adskillig Tale
Kan føres om min Id; men jeg
Alene veed, hvi den fik saadan Udgang.
Til Romaborg jeg kom i Hu saa gram,
Jeg vandred frem i Blodets røde Strømme,
Som tørredes kun stundum, naar et Baal
Af brændte Byer slog sin Røg mod Skyen;
Mig drev til Strid det underlige Bud,
Som klang i denne Sal en Midnatsstund
For længe siden, om jeg mindes ret,
For sex, maaskee for syv Aar siden,
For syv? ja rigtig, just i denne Nat.
Giæsten.
Du dvæler længe ved det Tal, Kong Atle!
Er det dig saa paafaldende, mærkværdigt?
For mig er sex og syv det Samme.
Atle.
Er Liv og Død dig ogsaa da det Samme?
Thi naar det syvende nu ogsaa er det sidste,
Er der vel Forskiel dog imellem sex og syv.
Giæsten.
Ei Kløgt dig fattes, men alt Natten skrider,
Og Sangen venter paa dit Sagn?
Atle.
Nu vel! af Budet jeg hendreves,
Og skyndedes end meer til blodig Hevn
Ved Mindet om den Spot, jeg maatte lide
Paa Vallands Sletter, da min Hær nedsank
Som skiøre Ax for Seglens hvasse Egg.
Forgiæves bød man Guld og grønne Skove,
Forgiæves bøiede sig Keiserstadens Knæ,
Forgiæves lød fra Muren Kvindeskrig
Og for min Fod ydmygelige Bønner;
Naar Havets Bølger rulle voldsom frem,
Ei Dæmning standser dem, de stilles ei
Af Olien, som ikkun Fladen glatter
Et Øieblik; kun Den, som eier Kraft
Til Stormens stærke Vinger selv at lamme,
Kun Han kan standse Bølgen i sin Il.
Saa gik det mig, jeg stod en Morgen aarle,
Og stirred mod de høie Taarne hen,
Som snarlig skulde deres Toppe fjæle
I Askedyngen over Stadens Gruus;
Ombruset var jeg trindt af Vaabenbraget,
Og stundum hørte jeg Basunens Drøn,
Der øved sig til Stormen at forkynde.
Men pludselig Basunen tav, en Lyd
Sig kæmped frem til Øret fra det Fjerne:
Det var en Sang, ei som naar vore Skjalde
Opløfte Røsten, men ei heller spæd;
Som Torden giennem Nattergalens Strube,
Høitidelig og smeltende tillige,
Var denne Sang. Nysgierrig fløi mit Blik
Alt over breden Vang, forundret saae
En Skare jeg fra Romaborg udgange,
Ei klædt i Brynje, men i hvide Lin,
Og festlig smykket, som til Offergilde;
Ei Vaaben havde nogen Mand i Haand,
Men Somme Bøger med ukiendte Stave,
Hvoraf de sang med helligt Alvorsblik,
Og Andre Skaaler af det pure Guld,
Hvorfra en Duft langt sødere end Honning
Opsteg i Hvirvler som en dunkel Sky,
Og krandsed yndelig de nøgne Isser.
Ei veed jeg paa de Strængelege Navn,
Som her jeg hørte, men i deres Lyde
Gientoges Sangen paa saa mangen Viis,
Og dog saa lig, at intet Ord udtrykker
Den Ligheds og Adskillighedens Eet.
Herved jeg blev saa underlig tilmode,
Jeg sælsom sank tilbage i mig selv,
Og vaktes først, da for mig stod en Gubbe,
Hans Skiæg var sidt, og mange Vintres Snee
Sig havde præget i de tynde Lokker,
Der som en Krands omglimrede hans Tinding;
Hans Aasyn var, som i de gamle Kvad
Os Baldurs tegnes, mildt og dog saa kraftigt,
At det mig vinkede saa venlig hid,
Og Foden dog ærbødig veeg tilbage,
Som om jeg frygted for, mit Aandepust
For ureent var til sig med hans at blande.
Han peged hen paa Solens lyse Kugle,
Der luende sig rulled op af Hav,
Han taled om en Gud, som havde dannet
Det store Lys og hiint det vide Rum,
Som giennemskinnes af dets klare Straaler;
Han talede om En, der havde reist
Igiennem alle Verdner, alle Himle,
Og havde over dem sit høie Hjem,
Ei mellem Guder, som med Mænd sig blande
Og prøve Styrke med en anden Magt,
Men hos en Høieste, som ei kan nævnes,
Som styrer Alting med sit lette Vink.
Fra denne Høihed steg han villig ned,
For alle Askurs Frænder at hjemføre,
Som vilde renses ved hans Purpurblod
Fra Jordens Smitte, og til Himmelflugt
I Ydmyghed af ham sig Vinger laane.
Ei om sig selv, om En, som nævnes Christ,
Han sagde det, men skuffed mig ei Sindet,
Det var ham selv. For denne Christi Skyld
Han bød mig skaane Staden med dens Taarne;
Thi der, saa mæled han, hvor høie Spir
Sig løfte op mod Sky, forsamles Folket,
At prise ham, som skabte lyse Sol,
Og Christ, hans Væsens Billede paa Jorden;
Og seer du hist, saa lød endnu hans Tale,
Paa Taarnespidserne de gyldne Kors:
Alt paa et saadant taalte Christus Pine
For dig og mig og for hver Mand paa Jord;
Formast dig ei mod disse Himmeltegn!
Thi visselig de mægte dig at knuse.
Forundret stod jeg, sagte Læben hvisked
Om Odins Bud og Frygt for Odins Straf;
Men vredelig og haanlig Valhals Guder
Han nævned en afmægtig Djævleflok;
Forbittret greb min Skjald i Harpens Strænge,
Om Odins Magt han agtede et Kvad
Mod Gubbens Tale og hans Spot at sætte;
Men Harpen sank med hule Klagelyd,
Og med det første Ord udaanded Skjalden
Sit sidste Suk, da voxte min Forundring,
Og overvundet midt paa Seirens Mark
Jeg loved Oldingen at skaane Staden,
Og han til Løn mig gav hver gylden Skaal,
Og sin Velsignelse paa Reisen.
Giæsten.
Du sagde nys, du vidste grant, hvorfor
Du skaaned Romaborg, men det du glemte
At sige, dog heel mærkeligt det er.
Atle.
Hvorfor? ja, har jeg det ei sagt?
Fordi....
Giæsten.
Fordi dig Gubben gjorde bange?
Atle.
Vist var det underligt at stævnes ind
For Solens Skaber, thi jeg aldrig hørte,
At Odin den har skabt, men dog
Mig Frygten ei bevæged.
Giæsten.
Men de gyldne
Med søde Duft opfyldte Skaaler da?
Atle.
Ei heller; dog de ere saare fagre
Og tykkes mig de bedste Eiemon.
Giæsten.
Du veed da ei, hvorfor.
Atle.
Naar jeg besinder
Mig ret, jeg maa vel svare: nei;
Jeg veed da kun, hvordan det skete,
Og dog ei heller det, jeg veed kun hvad
Mig hændtes.
Giæsten.
Men hvi du drog til Romaborg,
Det vidste du, og lod dig dog forføre
Til, døv mod Odins Bud og døv mod Røsten
Fra dine djærve Fædre, Budles Æt,
Og dine Kæmper, som i Valland fældtes,
At skaane denne Jetters Hovedborg!
Med Jotunheim du har dig da forbundet,
Og vente maa du stærke Guders Hevn.
Giv Harpen hid! i Strengen vil jeg gribe,
Og fylde Hallen med et Varselskvad.
Rullende foer over Heden
Hjulenes skivede Ring,
Tvungne af Malmen den haarde,
Gnisterne sprunge fra Steen;
Stolt og med kneisende Nakke
Sad paa den rullende Vogn
Grimhild den værste af Kvinder,
Øvet i Gand og i Seid.
Hun havde Aser bedrøvet,
Hun med sin syndige Æt:
Sigurd i Sengen fik Bane,
Brynhild sig skyndte til Baal;
Nu sidder Gudrun paa Vognen,
Farer til Hunelands Borg,
Der skal hun Atle forsone,
Frelse al Niflungers Æt.
Stolt sidder Grimhild paa Vognen,
Vred er den vældige Thor,
Dundrende farer hans Kerre
Hen over luende Bro,
Hvirvlende sænker sig Luen
Ned mod de gnistrende Hjul,
Asathor Hammeren svinger,
Knust ligger Grimhild paa Jord.
Hylende foer over Heden
Grimhild med Vinger som Beg,
Helas forpestede Vaaning
Aabned sin knirkende Dør;
Der med forknusede Lemmer
Svømmer i Edder hun nu,
Gispende saare hun længes
Efter den Sodbrunes Gal.
Hører det, knugede Stene!
Rører jer Tunge med min!
Lad det i Borgen gienlyde:
Saadan er Asernes Sæd;
Thor med sin knusende Hammer,
Odin med snedige Kløgt,
Rammer, besnærer hver Niding,
Var han og Hunelands Drot.
Syv Gange vandrede Solen
Skinnende Midgaard omkring,
Atle har Aserne sveget,
Aser betale med Svig;
Skiælv i de hvælvede Sale,
Hunelands troløse Drot!
Snart skulle Luerne lege
Lystig, hvor Kæmperne sad.
Nu, Atle, sørg ei længer for din Skjald!
I mig du en ei ringere har fundet,
Og jeg skal ei saa let ved Harpen døe.
Du er saa stille, udentvivl har Kvadet
Dig kiedet, dysset dig i Søvn;
Jeg selv er kied ad al den Skraalen,
Og kan vi være ene to,
Med dig en meer fornuftig Tale
Jeg føre skal.
Atle.
Du Arge! hvo du est,
Du spotter mig, og sandt er det at sige,
Meer sømmeligt det var, at flux
Jeg skilte Hoved dit fra Strube-Skrallen.
Giæsten.
Min Hals er tyk, og Benet er lidt haardt,
Jeg tvivler om, du har et Sværd, som duer
Til saadant Arbeid; det var ogsaa Synd,
Thi det mit Alvor er, dig godt at raade,
Og, seer jeg ret, behøver du mit Raad.
Lad derfor Kæmperne udgange!
Du seer jo, jeg har intet Sværd,
Og du mig gierne maa ransage.
Atle.
Og om du havde et, du mener dog vel ei,
At jeg er bange for at være ene
Med Een. Gaaer, Kæmper, kun af Salen ud,
Men stander rede, hvis jeg monne kalde!
Giæsten.
Nu, Konge! kan vi tale mere frit;
Hvad tyktes dig om Kvadet, som du hørte?
Atle.
At bedre var det, Uglens hese Skrig
Fra Morgengry til Aftenstund at høre.
Giæsten.
Du er den Første, som min Skjaldekonst
Vurdered saa; thi mellem os at sige,
Ei Mange smagte Suttungs stærke Mjød
Før jeg, og Faa saa dybt som jeg har drukket.
Atle.
Ei laster jeg dit Kvad, men det, du kvad.
Hvo est du, Underlige, er du Odin selv?
Giæsten.
Jo vist, nu tænker du nok, Odin kommer her
I saadan Dragt; nei, du kan tro, han sidder
Og gnider Panden ved den gamle Ask
Og grunder paa, hvordan han dig skal tugte,
Fordi du skaanede den vakkre Borg
Og vilde ei en halv Snees tusind Stykker
Af dine Kæmper sende ham til Valhal.
Det synlig gaaer tilbage med ham nu,
Og han har selv ei grumme langt tilbage;
Du veed, at strænge Herrer gierne ei
Regiere længe, men jo meer det lakker
Ad Enden, desto galere de er.
Atle.
Hvordan? Hvad er dog dette for en Tale,
Du fører? Jeg har brudt min dyre Ed;
Men heller vil jeg Guderne forsone
End trodse dem, hvo har vel dertil Magt?
Giæsten.
Det nytter ei at tale om Forsoning.
Du husker jo dog nok, den gamle Træring
For syv Aar siden kaarede dig selv,
Hvis ei forud hans Næse lugted Røgen
Af Romaborg, og det er ei hans Sæd
At svigte, naar hans Mund har Ondt forjættet.
Ifald du da vil leve end en Stund
Og smage Gammen, maa du hurtig tænke
Paa Raad.
Atle.
Paa Raad! ja, hvor er Raad?
Hvem kan beskytte mig mod Odins Vrede?
Giæsten.
Hvem skabte Solen? gjorde Odin det?
Han bygged Midgaard, det skal ikke nægtes,
Men bygged den af Ymers Kiød og Been,
Og hvad var Midgaard, naar ei Solens Straale
Oplyste og opvarmed den?
Atle.
Nu vel!
Hvem mener du da skabte Solen?
Giæsten.
Hvem var vel til før Odin? veed du det?
Atle.
Hrimthurser mener du maaskee?
Giæsten
Hvem ellers?
Atle.
Var Alfader ei?
Giæsten.
Hvem er Alfader vel, hvor mon han bygger?
Hvis han var til og var den største Gud,
Han stundom dog sin Magt vel aabenbared.
Det er en Snak, som Odin har opdigtet,
For selv i ham at leve, naar hans Tid
Er omme, og ham Fenrisulven sluger.
Du kiender jo dog nok det gamle Sagn,
At førend Midgaard skabtes, var Alfader
Hos Thurserne, det sagde Odin selv
Til Gylfe, da hans Mund løb over,
Og Sandingen sig fra hans Læbe stjal.
Hrimthurserne har Solen skabt; og Aser selv
Er Thursebørn, som du vel veed; men Odin
Blev ond og troløs mod sin egen Slægt,
Og har ved Trolddom mægted længe nok
At holde Thurserne fra deres Odel;
I Ragnaroke er det, som du veed, forbi,
Da kommer Ymer til sin tabte Vælde,
Og jeg tør mene, det er bedre dog,
Hos Hel enstund at drage tungt sin Aande,
End drikke Valhals Mjød en føie Tid,
Og saa forgaae.
Atle.
Forunderligt er, hvad du siger,
Men, som mig tykkes, er det Sanding dog;
Siig, hvo du er, og raad mig, som du mægter!
Giæsten.
Helblinde er mit Navn, jeg er af Thurseæt,
Og netop den, som lod sig dig tilsyne
For Romaborg; thi meen kun ei, det var
En Skaldemunk! Nu Raad jeg dig vil give:
Der er en Hjelm, som kaldes Ægirs Hjelm,
Og ham, som bærer den, kan Ingen skade,
End ikke Odin selv.
Atle.
Men hvor er den?
Helblinde.
Hvor Guldet er, som Sigurd tog fra Fofner,
Thi ei fra det den meer kan skilles ad.
Atle.
Hos mine Svogre er den da at finde?
Helblinde.
Hos dine Svogre? ja, de fik den let,
Blot ved at svige deres første Svoger;
Men dig tilhører den som Gudruns Mand.
Atle.
Du siger sandt, og Hjelmen vil jeg have.
Helblinde.
Saa byd da hurtig dine Svogre hid,
Og lad dem løse sig igien med Guldet!
Thi ei det nytter dig at giæste dem med Krig,
Dig kaarer Odin sikkert først paa Val.
Atle.
Det vil jeg, Guldet er jo mit med Rette,
Og flux jeg dem vil sende Bud.
Helblinde.
Giør saa, og kunde du blandt Guldet finde
Det prude Mon, som kaldes Andvars Ring,
Da var du endnu mere sikker.
Gjukes Borg.
Gunnar.
Paa Bænken rundt har gyldne Skaaler vanket,
Frembær nu, Vinge, Ærendet i Sal,
Som ei vi fordred af ulædsket Tunge!
Vinge.
Det er vist Sanding, eders Viin og Mjød
Har ingen Skyld, ifald ei Tungen mægter
At bære frem i sømmelige Ord
Det Budskab, som min Konge med mig sendte.
Kong Atle kom med Priis fra Romaborg,
Og i sin Hal han har beredt et Gilde,
Der rygtes skal saa vide over Land,
Som med sin Hær han seierrig er draget.
En større Pryd han ei for Gildet veed
End Gjukes Sønner, der saa nær ham gange
Ved Svogerskab, og nærmere i Priis;
Thi beder jeg, at I med ringe Møie
Vil kiøbe ham og dertil eder selv
Hiin bedste Gammen; Mad og dyre Drikke
Ei fattes skal, ei Kvad og Strengeleg;
Og end jeg fra min Herre har at sige,
At naar fra Gildet I vil drage hjem,
I keise maa af Sølv og gyldne Ringe,
Af Vaaben, Borge, og af alle Mon,
Hvad Eders Hjerte lyster at begiære.
Gunnar.
For Budet Tak! af Guld vi mere eie
End nogen Konning nord for Alpefjeld;
Mit Sværd jeg veed hiint hvasseste mon være,
Min Hest den rappeste, og tykkes os
Vort Odelsland for trangt, da har vi Kæmper
Og Styrke nok, til os at vinde meer.
Vist Gammen var det os vor Maag at giæste;
Men lang er Veien, alt vi har beredt
Os til et Tog, og Vaaren er alt kommen;
Thi bede vi, om Høgne vil som jeg,
At du med Tak hos Atle os undskylder!
Høgne.
Hvert Ord, min Broder talte, er og mit.
Vinge.
Ei tænkte jeg at svares saa paa Budet,
Og giemte derfor hidtil hos mig selv
Den Hilsen, jeg af Gudrun fik til eder:
Hun længtes saare i de lange Aar,
Thi vel Forældre kan en Kvinde glemme,
Naar sæl hun sidder udi Kongesal,
Men Brødrene, med hvem hun fordum leged,
I hvem hun elsked Manden første Gang,
Kan hende saa ei gange udaf Minde.
Er Guld og Gilde, Svogrens milde Ord,
Da end for svage, jer til Færd at bøie,
Saa hører dog en Søsters ømme Røst,
Og tænker paa det længselsfulde Øie,
Som stadig vender sig imod jer Borg,
Som glad mig skinner, men fortørnet skuer,
Hvis ene jeg herfra skal drage hjem!
Ei kalde I vel mine Ord i Tvivl,
Dog til desmere Sikkerhed har Gudrun
Mig givet med en sanddru Runestav
Og denne Ring, den prudeste, hun eied.
Høgne.
Det er en fager Ring, det er den samme,
Som fordum lyste paa vor Søsters Haand,
Den hører med til Gnitahedens Guld,
Først nu er Skatten heel, her er dens Krone,
Det stolte Tegn paa Guldets Eiermand.
Gunnar.
Et kiærligt Bud indslutte disse Runer,
Og tungt det falder mig at sige nei;
Derfor jeg vil til Raad mig Natten tage
Og agte nøie paa hvert Drømmesyn.
Men, Høgne, du jo alt har Ringen
Paa Finger sat, jeg maa dog og den see.
Høgne.
Ja, see den maa du, men jeg har tilegnet
Mig den med Rette; thi i unge Aar
Var jeg og Gudrun altid bedste Venner.
Gunnar.
Det er ei Sagen, thi til Fofners Guld
Den hører jo, og her maa Lodden skifte.
Dog grant jeg seer, det er den samme Ring,
Hvormed mig fordum stolte Brynhild fæsted,
Den er da min, og uden Vederlag
Jeg ogsaa vil besidde den alene.
Høgne.
Nei, ikke saa! du selv veed bedst, til hvem
Den Brynhild gav, lad derfor Lodden skifte!
Vinge.
Ifald jeg tør et Ord imellem tale,
Mig tykkes, det var bedst, at Gudrun selv
Den Tvist adskilte, hun det bedst maa vide,
Til hvem af eder hun den sendte meest.
Gunnar.
Du taler klogt, lad hende Trætten skifte!
Men jeg saalænge kalder Ringen min,
Og løsner den ei før fra denne Finger.
Men jeg med samme Ret den kalder min;
Og det skal agtes, som paa denne Finger
Endnu den sad, til vores Søster dømmer.
Vinge.
Saa er jo nu nødvendig eders Færd
Gunnar.
Men hvad mon dette Ulvehaar betyder,
Som lønlig knyttet er til fagre Ring?
Vinge.
Et Ulvehaar? maaske et sligt det ligner,
Men er dog intet rigtigt Ulvehaar;
Imidlertid jeg ikke vel kan nægte,
At det vanhelder saadant fagert Mon.
Ej maa I vredes! jeg det selv har knyttet
Til Ringen som et lidet Mærke kun.
En saadan Ring kan lettelig forvildes
Imellem andre, og naar man er Bud,
Sit Budskab maa man helt og vist frembære. —
Dog, altfor lang er Talen om et Haar,
At kløve Haar er ingen Manddomsgjerning.
En anden Tale gierne jeg i Løn
Med eder førte; det er ud paa Natten;
Lad sidste Gang paa Bænken fulde Horn
Omvanke lystig mellem eders Kæmper,
At de kan vandre til en rolig Søvn!
I Enrum da jeg ved det gyldne Bæger
Skal bære eder Tidende paa ny.
Gunnar.
Lad saa det være! Selv jeg efter Sengen
Alt Længsel har.
Vinge.
Paa rolig Søvn
Og gode Drømme, glad Opvaagning!
Kæmperne.
Det først og fremmerst vore fødte Herrer,
Saa Gjæsten, og dernæst os selv vi ønske.
Gunnar.
Du, Asmund! bring i Hast den Runestav
Til Odruns Terner! Hun den og skal stave.
(Til Vinge)
Nu er vi ene: bær da hurtig frem
Den Tidende, som du saa varlig gjemte!
Vinge.
Ja, Tyvekoster maa man giemme vel,
Og ej jeg nægter, Tidenden er stjaalen:
Fra Gudruns Øre og fra Atles Mund.
Jeg i det inderste af alle Sjælens Kamre
Den gjemte vel; men eders snilde Mjød
Har Nøglen fundet og min Skat forraadt.
Paa Tungen ligger den, men Tungen vil
Endnu en Gang forsøge den at holde.
Jeg véd, den løses kun af klare Vin;
Lad derfor den i gyldne Bæger skumme!
Gunnar.
Du taler snildt, og, som mig tykkes, voxer
Veltalenheden ved hver Læskedrik.
Selv Talen om, hvad du os vilde sige,
Er Vinen værd, og ej jeg tvivler paa,
At jo til sidst det ypperste maa komme.
Vinge.
See saa! du talte vel, og drak i lige Maade;
Men, Hogne! du har ej dit Bæger tømt.
Hogne.
Jeg meente, at din Tidende paa Bunden
Laa af dit eget Bæger, ej af mit.
Vinge.
Du skjæmter, Drot! og minder mig med Kløgt
Om, hvad jeg nu er skyldig at frembære.
Saa hører da, hvad jeg har hørt i Løn!
Kong Atle vorder snart til Liv for gammel,
Og dog til Daad hans Sønner er for unge;
Det mærker han, og det er nu hans Agt
At sætte jer til sine Sønners Værger.
Jeg véd det vel, den Hæder lokker ej
To Drotter, som har mer end nok af Hæder;
Men dog mig tykkes, det maa tykkes ret,
I værged Landet for Gudrunes Sønner;
Thi mangen Bejler til en saadan Brud
Der kommer vist, naar Atle først er borte.
End tykkes mig, I skylde Gudrun Bod,
Og bedre ei kan gives eller tages.
Naar hertil kommer eders Søsters Bøn,
Og Atles Bud og eders Tvist om Ringen,
Da mener jeg, at I med Hæder ej
Kan sidde hjemme; thi da vil man sige,
At Rædsel kun forhindred eders Færd.
Gunnar.
Hvad? Rædsel! er du gal? ved Odin
Jeg svoret har, at jeg skal aldrig frygte.
Velan! her er min højre Kæmpehaand:
Om Atles Borg var Geirrods Gaard, jeg farer.
Vinge.
Hav Tak, o Drot! for disse gjæve Ord!
Du, Hogne! følger dog din djærve Broder?
Hogne.
Ja, Orm! jeg følger ham og ikke dig.
Odrun.
Hel sent det er for Kvinder at indtræde
I Drikkesal; men tvungen er min Gang.
Du, Gunnar! denne Runestav mig sendte,
Omhyggelig jeg spejdede dens Tegn,
Og, som jeg stirred, saa’ jeg mange Streger,
Som ej til Ordet maatte staves med;
Det undred mig, at en saa kløgtig Kone
Som Gudrun kunde riste Runer vildt;
Jeg stirred mer, og mærked paa det sidste,
At tvende Gange ristet er med Flid,
Og at de første, overskaarne Runer
Forbyde haardt de øverste at tro:
Om Svig de tale, ej om Lyst og Gammen,
Det seer jeg grant, og derfor er mit Raad,
At ej I drage til det falske Gilde.
Hogne.
Sent kom du, Odrun! thi du kom for silde.
Gunnar.
Du kommer kun et Øjeblik for silde;
Thi nys vi givet har vort Kæmpeord.
Odrun.
Et Øjeblik! det lyder kun saa ringe;
Men det er jo kun og et Øjeblik,
Som lukker i for evig Kæmpens Øje.
O, Gunnar! Gunnar! nu er det forbi
Med vort det glade Samliv her paa Jorden!
Du tier, onde, lumske Sendebud!
Tilstaa det kun, du Drotterne har sveget!
Vinge.
Du er min Konges Søster, jeg hans Sendebud,
Din egen Broder du i mig udskjælder;
Thi, hvis du til min Ed vil fæste Lid,
Da tage Galgen mig og alle onde Vætter,
Om Ærendet jeg røgtede med Svig!
Gunnar.
Du gjør ham Uret, Odrun! Lad os gange
Til Sengs! thi det er sent paa Natten.
Odrun.
End sover du, min Gunnar! sødelig;
Ej saa’ du mine onde Drømmesyner.
Her skal du da nu aldrig sove mer,
Og aldrig skal jeg mere se dig vaagne!
Ak, hvad er det? er ej det Brynhilds Ring?
Jo, visselig! saa har nu hun dig fæstet.
Tredobbelt Spaadom var i denne Ring,
Men altid den betyder dog det Samme:
Den vied Brynhild ind til Undergang,
Den vied Sigurd, og den vied Gunnar,
O, hvem kan staa mod Norners strænge Dom!
— Han rører sig, han smiler sødt i Drømme.
Hvad er det, han vil drage til sin Barm?
Det svandt; thi Smilet svandt fra Læben.
Han vaagner. Gunnar! elskte Gunnar! sig,
Hvad greb du efter, og hvorefter leder
Dit Øje saa?
Gunnar.
O, Odrun! er det dig?
Det tyktes mig, jeg var til Gjæstebud
Med mange stolte, før usete Kæmper,
Men dybt i Hjertet følte jeg et Savn;
Da kom fremskridende en fager Kvinde,
Mig tyktes, halv jeg saa’ i hende dig;
Hun kom mig nær, og jeg udstrakte Armen;
Men borte var hun, derfor vaagned jeg;
Mit Øje ledte, og det har jo fundet,
Hvad det begjærte.
Odrun.
Men dog visselig ej det,
Som skred dig varslende forbi i Drømme.
Du var i Valhal: Atle har dig budt
Til Gilde; men det var paa Asers Vegne;
Og Brynhild var det, som for Borde gik.
Ak, tungere og dog i samme Mening
Var mine Drømme: jeg indgange saa’
I Hallen Koner, som med Sorrigs Lader
Og Sorrigs Dragt udkaarede sig Mænd;
Jeg frygter svarlig, det var eders Følgjer.
Der de udginge, kom en Kæmpe ind,
Og tudende en Ulveflok ham fulgte,
Et blodigt Sværd han bar fra Valen hid,
Stiltiende han det paa Knagen hængte;
Det Sværd var dit; men Kæmpen var ej dig.
Gunnar.
Din Drøm er mærkelig, og vel kan være,
At vi vor Alder nu udlevet har;
Dog, fare maa jeg, thi jeg har det lovet,
Og ville maa vi jo, hvad Norner vil.
Ej maa du græde, Odrun! tænk tilbage
Paa Stunden, da jeg sad hos dig i Bur!
Da tyktes det jo paa vort Favnetag,
Som om det var det første og det sidste;
Hengangne ere dog de lange Aar,
Og hvem kan vore Favnetag optælle!
Saa lad os takke da de høje Guder,
Men fremmerst dog Folkvangers milde Dis!
Thi hende er det, som os har beskjærmet
Mod Odins Vrede og mod Jætters List.
Paa Jorden nu hun mægter det ej længer,
Men vinker os til sig i højen Sal.
Ak, mere stakket var jo Sigurds Gammen,
Enddog han var med Guder nær i Slægt,
Og vi det voldte, Bod vi vel maa give.
Hogne.
Hvorledes? Gunnar! du i Sengen end!
I Brynje stande vore Følgesvende,
Og alt er rede til den lange Færd.
Odrun.
Ja, lang den vorder visselig, min Svoger!
Har du i Drømme ej dens Udgang set?
Hogne.
Jeg drømmer ej, jeg sover kun om Natten;
Men vaagen er jeg med min hele Sjæl,
Til jeg mig lægger. Havde Gunnar ikke
I Aftes sovet, kunde nu i Ro
Han Morgensøvnens hele Sødme smage;
Da kunde du nu sparet Drøm og Graad,
Og vi den maaske alt for lange Rejse. —
Hvad nytter det nu os, hvad du har drømt!
Hvi drømte du det ej forgangen Nat?
Hos mig der og er drømt om alle Haande:
Om røde Brynjer og om hvide Bjørne,
Ja, selv om Atle i en Ørneham;
Men sligt jeg agter kun for Kvindesladder.
Hvad Rejsen gjælder, véd jeg saa omtrent;
At liden Lyst jeg har til denne Rejse,
Det veed jeg og; men endnu eet jeg veed:
At ej for Mænd det sømmer sig at nøle,
Naar de skal færdes, — var det end til Hel.
Guldrand.
Hvad vil du, Gudrun! med den store Kniv?
Du sliber den, saa det mig skær i Hjærtet.
Gudrun.
Men hører du da ej, hvor Atle hvæsser
De brede Sværd til vore Brødres Bryst?
Er det en Lyd kanske, som bedre klinger!
De haarde Guder vil nu have Blot,
Og jeg skal vise, at jeg er gudfrygtig
Saa godt som Atle: han kun sine Svogre
Dem ofre vil; men er han færdig først,
Vil jeg et Offer slagte, som skal mindes
Med Gru paa Jord, saa længe Verden staar.
Guldrand.
Forfærdes maa jeg, Søster! ved din Tale;
Nu est du vaagnet af den lange Søvn.
Forbandet det, der saa dig har opvækket!
Gudrun.
Ja vel, forbandet, thi det Atle var:
I Nat han drømte, jeg ham voldte Bane;
Han drømte end, jeg rykked op med Rod
To fagre Rør og kogte dem i Blod,
Og satte dem paa Bordet frem til Spise.
Nu véd jeg vist, at mine Brødre komme,
Og da, og da — Nu er min Kniv saa hvas.
— O, hører du det? Søster! Luren skralder.
Nu laver Atle til det store Gjæstebud
For Ulv og Ørn; men jeg skal ogsaa lave
Til Gjæstebud.
En Terne.
O, Dronning! dine Brødre,
Omringede af Kongens ganske Hær,
I Vaaben stande som til Slag beredte,
Og Vinge dræbte de ved Borgeled,
Da fræk han dem sin onde Svig forkyndte.
Gudrun.
O, det var godt, at Gjukunger udgød
Det første Blod; det er et Lykkevarsel,
At de skal vinde i den store Kamp,
Om ikke Sejer, saa dog blodig Hæder.
Og jeg skal hjælpe til.
Guldrand.
O, grueligt!
Men, Gudrun! tænk dog heller paa Forsoning,
End paa den onde, gyselige Hevn!
Gudrun.
Jeg tænke maa paa det, jeg raader for;
Og mener du, at jeg min Røst kan mildne
Til ydmyg Bøn?
Guldrand.
Tag dine Sønner med!
Igjennem spæde Rør din kjendte Stemme,
Formildet, vist formildende kan tale
Til Atles Hjerte.
Gudrun.
Velan! saa kommer da,
I, Erpur, Ejtil! beder eders Fader,
At han vil spare mine Brødres Liv!
Erpur.
Du altid kaldte os jo Ulveunger,
Og nys du sagde, at til Ulv og Ørn
Vor Fader laved prægtigt Gjæstebud;
Vi stjæle ej fra vore Frænder Gildet.
Gudrun.
Forbandede, forvorpne Ulveunger!
Hvi raadnede I ei i Modersliv?
Saa laa og jeg saa dybt, at Livets Bulder
Ej kunde række mig. Men bier kun!
Jeg skal jer og et Gilde tilberede!
Guldrand.
Ak, mens du raser, falde vore Brødre.
Gudrun.
Velan! jeg drager haarde Brynje paa
Og knuger Haanden fast om Sværdehjaltet;
Hvor Mænd staa tykkest, vil jeg gange frem
Og værge mine Brødre, til jeg styrter.
Men falde de, og jeg ilive holdes,
Da skal det være mig et Kjendetegn,
At dette Forsæt, som jeg ruger over,
Er Guder — eller Turser — til Behag.
Guldrand.
Ja, Turser vist; vil du de fule tjene?
Gudrun.
Med dem jeg gange vil i evig Pagt,
Som eje Vilje og som eje Magt
Til mig at styrke og mit Sind at hærde,
Saa ej min Tanke skal mig selv forfærde.
Torkild.
(Opvaagner af Uvid.)
Hvor er jeg? Hvilken Haand har medynksfuld
Mig flyttet fra det røde, kolde Leje
Til dette varme? Hvem har mine Saar
I fremmed Land med saadan Omhu røgtet?
Det er vel dig, du Kvinde favr og fiin!
Ja, visselig, dit Øje det mon sige.
Saa ræk mig, Frue! da din hvide Haand,
At jeg paa den med Taarer kan opskrive,
Hvad Tungen ei at sige kan formaa!
For Døden ej jeg skjælver, og frimodig
Jeg nu udtømme vil dens bitre Kalk;
Men Gud jeg takker, som endnu mig under
Et Øjeblik til roligt Syn paa Livet,
Til milde Taarer over angret Synd,
Til verdslig Tant et kort Farvel at sige.
Hvi græder du saa saare bitterlig?
Fik ogsaa du et Ulivssaar paa Valen,
Et Hjærtesaar, som svier mer end det,
Os legemlig det hvasse Staal kan give?
Odrun.
Ja, visselig! thi jeg var Gunnars Viv
Og Atles Søster; dobbelt er min Jammer.
Torkild.
Saa maatte de da begge lade Liv,
Før stilles kunde hin den onde Kiv,
Som blinde om det gyldne Støv de ypped!
Odrun.
Des værre, ja! Saa gruelig en Rad
Af Hændelser, som i de sidste Dage
Udspunde sig, mens sovende du laa
Paa Gravens Rand, i intet Oldtidssagn
Afbildes; ja, vel næppelig en Tanke
Om slig Ufærd i noget Sind opstod.
Med Hjærteklemsel saa’ jeg Gunnar ride,
Jeg klemtes mere, alt som Dagen led,
Og næste Morgen jeg paa rappe Ganger
Henfare maatte; thi slet ingensteds
Jeg stedes kunde: hvor jeg gik og stod,
Jeg saa’ min Gunnar rød af eget Blod.
Der jeg kom nær mod Susaborg, da mødte
Mig Lyden af en slagen Harpestræng;
Det dundrede saa sælsomt i mit Øre,
Det rørte mig saa underlig i Sind;
Selv Gangeren med spidset Øre lytted,
Som om bekjendt ham var det Harpeslag;
Han traadte dybt i Jord med haarde Hove,
Og strakte vidt de Sener udi Bove;
Men ret som han til Borgeleddet sprang,
I Harpestræng saa ynkelig det klang,
At kun om Død man det udtyde kunde.
Jeg hørte brat det gruelige Sagn
Om Atles Svig og haarde Vaabenskifte:
De tapre Gjukunger fremgik og stred
Som vrede Bjørne, og selv Gudrun har
Med Sværdet øvet blodige Idrætter;
Men Atles Kæmper flokked sig til Strid,
Som Ulv og Ravn, naar Aadsellugten kalder.
Med sledne Brynje og med kløvet Hjælm
Stod Gudrun ene hos de svegne Brødre;
De indeklemtes udi Skjoldering,
Og Livet kun for Sigurds røde Ringe
Og for hans Guld dem budet blev til Fals.
Men lettere man knuse kan end smelte
Den røde Malm; og Hjærtet, som til den
Sig binder fast, og vorde maa dens Frænde:
Af Hogne blev det haarde Hjærte skaaret;
Men Gunnar lo, fordi nu Sigurds Guld
I Rhinen tryg for Atle kunde hvile;
Selv flux han kastedes i Ormegaard;
Men kløgtig slog han Harpen, Gudruns Gave,
Og dyssed Ormene med Strængeleg.
Dog, én i Hulen var hel led og gammel:
En Hex saa ful sig havde gjort til Orm,
Hun ej det glemte, hvad hun bar i Sind,
Hun gnaved sig til Hjærteroden ind.
Kong Atle var heel underlig tilmode,
Med Niddingsid han mente Guld at vinde;
Men Andvars Ring, som han hos Gunnar fandt,
Var det fordærvelige Guld, han vandt.
Med den paa Finger han i stolte Tanker
Opvandred langsomt ad sin Borgegaard;
Udsmykket kom ham Gudrun dér i Møde:
Med Smiil paa Kind og gyldne Kalk i Haand,
Hun venlig bød ham ind i Sal at gange
Og efter Svogre drikke Arveøl. —
De mange Hændelser, som i en føje Tid
Saa underlig sig havde sammenlænket,
Bedøved ham; dog maaske og en Gud
Det var, som vred forblindede hans Øje;
I Sal han gik og holdt et lystigt Gilde. —
Der Gjæsterne paa Bænken drukne sad,
Med Skoggerlatter og med grumme Lader
Sig Gudrun stilled i den aabne Dør,
Kundgjorde Atle, han sig havde mættet
Uvidende med sine Sønners Kjød,
Og at hans Mjød med deres Blod var blandet.
Ei bied hun paa Svar, og Baalets Luer
Omspændte flux den fast tillukte Sal;
Ej Udgang var for Atle og hans Kæmper,
De blev med Borgen til en Askehob.
Sig Gudrun styrted i den stride Flod;
Af trende Slægter jeg tilbage stod.
Paa Borgens Grus jeg stod og eftertænkte,
Hvor underligt det dog i Verden gaaer:
De trende store, kongelige Slægter,
Al Volsungs, Gjukes og Kong Budles Æt,
Er ødelagt, har ødelagt hinanden. —
Saa styre Norner, siger man; men ak!
Er Norner da om Hjærterne saa kolde?
Og hvi har ej de milde Vaner Magt
Til Kæmpeslægtens vilde Harm at styre
Og smelte Hjærterne i Kjærlighed!
Torkild.
Du spørger som en kjærlig, vakker Kvinde,
Og Hjærtet dig har ført paa bedre Spor,
End Grublekløgten sine stolte Sønner;
Du føler det: at ikkun Kjærlighed
Kan være livets ægte Grund og Spire,
Saa Faderlighed have maa sit Navn
Af al Tings Drot og Ophavsmand: Alfader.
Forvildede paa Nornerne I troe,
Som af sig selv og i sig selv de vare,
I Steden for, at de kun er et Navn
Paa Kjærlighedens vise Raad og Vilje.
Odrun.
Hvorledes? Er mit Hjærtes kjære Drøm,
Om Kjærlighed som Verdens Herskerinde,
Ej blot et Væv af mine Længslers Traade?
Er Drømmesynerne i mørke Nat
Da sandere, end hvad om Dagen skues?
Har Øjet Ret, naar gjennem blodig Sky
Det mener, Kjærlighedens Sol at skimte?
Og er det den, som med sit blanke Lys
Paa Valen og paa Sværdene mon straale?
Torkild.
Forunderligt det er at sige: ja!
Og med en hellig Mand vi maae udbryde,
At Herrens Visdom er et bundløst Dyb,
Hans Vej usporlig, og hans vise Domme
Udgrundelige ikkun for ham selv;
Men dog jeg tør med Vished det stadfæste,
At Kjærlighed alene styrer alt.
Ej maa det undre dig, at dine Drømme
Er sandere end dine vaagne Syn;
Thi viid, at i de lange, svundne Tider
Kun for det ydre Syn har været Døgn:
Indvortes uafløst har Natten ruget;
Og hvo som vilde sig bevæge selv,
I Mørket vakled, snublede og famled;
Kun den, som mærkede, at Øjets Lys
Ej kunde Nattens Mørke gjennemstirre,
Med lukket Øje gav sig Gud i Vold,
Ikkun for ham et Lys opgik i Drømme,
Og klare Skygger af Guds Herlighed
Ved Stjærneglimt det undtes ham at skue.
Dog, hvad jeg taler, er vel gaadefuldt
For dig, som ei i Navnet er indviet,
I Undernavnet, der som Nøgel kan
Paladsets den forborgne Dør oplade,
Hvor Visdoms Skat opdynget er og dulgt. —
Saa vid det da, at alt i Tidens Fødsel
Den første Kvinde Herrens Kjærlighed
Miskiendte og forlorede tillige;
Fra samme Stund var Slægten Herren fremmed,
Og dulgte vare Kjærlighedens Spor.
Men han, der mindre end en kjærlig Moder
Forglemme kan det Foster, som han bar,
Besluttede, før Verdens Grundvold lagdes,
I Tidens Fylde for den faldne Slægt
Saa trolig om sin Kjærlighed at vidne,
At hvert et Hjærte, som ej selv til Sten
Af onde Magter lod sig villig hærde,
Hensmelte maatte i en Taareflod,
Og i den Flod hans Billede erkiende.
Ja, naadig, end før Tidens Fylde kom,
Husvalede han hvert et kjærligt Hjærte,
Som længtes efter mer end Jordens Tant;
I Drømmesyn han tit sig aabenbared
I stille Nat for dem, hvis Aftensuk
Sig løftede til ham paa Bønnens Vinge:
I Aanden saa’ de Lyset, som en Gang
Med stærke Straaler skulde Mørket tvinge,
Og vaagnende i Dagningen de sang
Om Verdens anden, store Morgenrøde.
Den kom: Alfader fra sit Guddomsskjød
Nedsendte ham, som, førend Tiden fødtes,
I Guddomsklarhed havde hvilet dér.
Han kom til Jord, den Faderens enbaarne;
Med kjærlig Tale og med kjærlig Daad
Forkyndte han Guds vise, milde Raad,
Han villig gav sig selv i Fjendehænder,
Af onde Turser og af deres Frænder
Han lod sig pine, og han lod sig myrde,
Som for sin kjære Hjord den gode Hyrde
Ej kæmper blot, men sætter Livet til.
Dog snart den stærke Dødens Lænker brød,
Thi ej af dem han kunde holdes længe,
Og Faderen opløftede ham højt,
Et Navn Han gav ham over alle Navne,
Saa at i Jesu Kristi Navn det høje
Hvert Hjærtes Knæ sig ydmygt skal nedbøje,
Og det skal alle Tungers Lovsang være,
At Han er Herren til Gud-Faders Wre.
Nu hver en Sjæl, som tror paa Jesum Krist,
Kan om Gud Faders Kjærlighed ej tvivle,
Om nok saa sært og gruelig endog
Paa Jorderig sig Tiderne udfolde;
Og hver, som trode paa Guds Kjærlighed,
Maa elske ham og elske sine Brødre.
For saadan Tro og saadan Kjærlighed
Har Faderen ved sin enbaarne lovet
Os midt i Sorg og Trængsel Sjælefred,
Og efter Døden evig, navnløs Gammen.
Det glade Budskab skal paa Jord henvandre
Saa vidt som Solens Straaler monne gaae;
Men ret som Sneen og den haarde Jis
Maa først optøs, og Jordens Lænker sprænges
Af stride Strøm, forinden Blomsten kan
Med fine Spire Jorden giennembryde,
Saaledes maa og Hjærtets frosne Jord
Af blodig Regn beskylles og optøs,
Før Kjærlighedens fine Blomst i Nord
Kan spire frem og udi Væxten trives.
Udryddes maa de stolte Kæmpeslægter,
Som glædes kun ved Blod og Vaabengny:
De undergaa ved deres egen Brøde;
Men Kjærligheden styrer viselig
Til høje Maal selv Niddingers Idrætter.
Ved Niddingsid de trende Slægter faldt,
Som du tilhørte, og som du begræder;
Men selv ved Hovmod og ukjærligt Sind
Frivillig de til Undergang sig vied.
En dunkel Spaadom har I selv derom
I eders gamle Sagn om Ragnaroke:
Bebudes skal jo Asers Undergang
Ved Frændesvig og alskens Syndidrætter;
Bebudes skal jo Gimles lune Vaar
Af Fimbulvintre, trende Vinteraar.
Saa skal jo Mørke over Jorden ruge,
Til Aser undergaa paa Vigrids Mark;
Da først paa Himlen skal den gyldne Sol
Henvandre stoltelig med blanke Straaler. —
Den Sol er Christus, og hans Guddomsord
Som Straaler sig mon sprede vidt paa Jord.
Odrun.
Hel lysteligt er dette store Sagn,
Hel trøsteligt for et bedrøvet Hjærte!
Jeg meente nys, at Alt for mig var tabt,
Men ved det Tab jeg storligen har vundet.
Var og dit Sagn kun som et Skjaldekvad,
En Spaasang om et saadant Syn i Drømme,
Som det, du sandt og kløgtig meldte om,
Jeg vilde dog den Tidende ej miste
For al den Gammen og for alt det Guld,
Som er paa Jordens runde Bold at finde;
Jeg vilde daglig stride med mig selv,
For det at tro i Sandhed saa at være.
Men nu, jeg ser dig som en Due hvid
Paa Gravsens Bred dig selv derved at trøste,
Og hører dig, nedlagt paa Sotteseng,
Saa trygt og frit om Liv og Død at tale;
Nu véd jeg vist, at Sanding er dit Ord:
Nu paa den Jesus, som du mig har nævnet,
Jeg fast vil tro; og al den Kjærlighed.
Som jeg til Mand og Frænder haver baaret,
Og den, som, ej med noget her tilfreds,
I Himmelrummet op mod Vaner higed,
Jeg flytte vil til Faderen og ham,
Der elskelig sig saa for os lod pine.
Med Hjærtet elsker jeg, med Hjærtet vil jeg tro,
Thi Kvinden ej det sømmer sig at gruble,
Og flux forjage vil jeg hver en Tvivl;
Men siig mig, hvis derpaa mig Svar kan gives,
Hvi bliver ej for Kæmperne kundgjort
Den hellige? Maaske de Mordersværdet
Henkasted dog og knælede for ham.
Hel sørgeligt det er dog at henstirre
Paa dem, som saa i Hundred-, Tusend-Tal
Sig skynde Død og Undergang i Møde.
Thorkild.
Hvad jeg dig svare kan, er ikke stort;
Men nok det for en troende maa være:
At Jesu Navn fordølges vidt og tit,
For ej de vantros Skyld og Dom at øge,
Det vist jeg tror; og selv jeg prøvet har
Hos Gjukunger og deres onde Moder,
Hvor dybt forhærdet mangt et Hjerte er;
Forgjæves jeg ved Brynhilds Lig kundgjorde
De arme Brødre Salighedens Vei,
Og da paa Valen jeg igjen dem minded
Om deres Sjæls og Legems Undergang,
Da svarede mig Hogne kun med Sværdet;
Han saared Jesus, da han saared mig.
Saa vidt jeg skimter Lys; men naar jeg tænker
Hvor mangt et Hjærte briste maa i Kval,
Hvor mangen Slægt gaa sørgelig til Grunde,
Før Jesu Kristi Kors paa Valhals Grus
Sig til en hellig Naadestol kan løfte,
Naar i Aarhundreder det os maa tykkes,
At Tusender, som sukke efter Lys,
Hensidde maa i Dødens mørke Skygge,
Ja, naar det tykkes os, som Mørket vandt,
Naar Lyset slukkes, hvor det klart har skinnet, —
Da svimler Tanken paa sit Grænseskjel,
Da ej formastelig vi, Døgnets Planter,
Maa gruble længer over Herrens Raad,
Men ydmyge i Støvet knæle ned
Og tro det fast, at Gud er Kjærlighed.
Odrun.
Ja, grandt jeg ser det: naar os Tvivl vil ængste,
Da skal til Jesus skyndelig vi ty,
I ham beskue Kjærligheds Vidunder
Og drukne Tvivlen i hans dybe Vunder.
Men, kan vi altid os besinde ret?
Og rokkes Troen ej af Tvivlen let?
Torkild.
Jo, visselig! og skulde selv vi stride,
Da blev det snarlig med vor Tro forbi;
Men derfor og enhver, som vil bekjende
Sit Hjærtes Tro paa Herren Jesum Krist,
Bli’r døbt med Vand til Tro paa én i trende,
Til Tro paa Fader, Søn og Hellig-Aand.
Og denne Aand, Gud-Faders Hellig-Aand,
Som altid svæver over Daabens Vande,
Og af hvis Aande alt, som blev, er skabt,
Som hvilede i de forsvundne Tider
Paa Guds Udvalgte, og igiennem dem
Forkyndte Jordens Slægter Frelsens Time, —
Han i hvert Bryst, som trøster sig derved,
Indaander Lys og Kraft og Kjærlighed.
Odrun.
O, det er glædeligt langt over Maade!
Med saadan Tro man ej forsage kan.
Men vil du da udi de høje Navne
Indvie mig ved Daab til denne Tro?
Torkild.
Det kan jeg ej; thi mine sidste Kræfter
Udtømtes ved min Tale og min Fryd.
Men lad det ei dig udi Sindet nage,
Thi hver, som tror, har visse Pant paa Daab
Af Herrens egen højre Haand annammet;
Saa skabtes Helgene i gammel Tid,
Før Jesus kom; saa frelses trindt paa Jorden
Enhver, som tror paa Himlens sande Gud.
Odrun.
Men kan du da slet intet Tegn mig give,
Til selv mig at forvisse om mit Kald?
Torkild.
Henbøj dig over mig i Jesu Navn!
Annam det helligste af alle Mærker:
Annam for Bryst og Aasyn Korsets Tegn! —
Nu er til ham du bundet, som udstrakte
Paa Korsets Træ et helligt Armepar,
For det at vidne med de aabne Arme,
At over alle han sig vil forbarme.
