N.F.S. Grundtvig (1783–1872)

Hvad svarer Hunding? vil han giøre Blot

For Seier og for Jordens Grøde?

Den Gudsforagter! han mig svared fræk,

At vilde Odin smede ham hans Vaaben,

Og Thor forære ham sit Bukkespand

At pløie med, saa vilde han betænke

Dem med en gammel Hellemus

Til Julekost.

                        Men siig mig, vise Gubbe!

Hvi taale dog de høie Guder Sligt?

Skal de vel tage Sol og Regn fra Landet,

Fordi vankundig slig en ussel Drot

I Hallen bryster sig?

                                        Ei saa jeg meente,

Men hvi det undes ham paa Jord at leve?

Ugranskelige ere Norners Raad,

Det maa jeg selv bekiende: Volsungslægten,

Saa drabelig og Guderne saa kiær,

Den sveder Blod, og denne feige Spotter

Han sidder uanfægtet i sin Hal;

Men snart er vel hans Time slaaet.

Du nævned Volsungslægten, jeg det veed,

Den hersked ved min Fødsel her i Landet,

Har heel den maattet friste Undergang?

Ei veed jeg det, men fulde femten Vintre

Henrunde, siden gamle Volsung drog

Til Gøtaland, for der sin Maag at giæste,

Ved Svig han faldt, og det er Folkesagn:

Hans Sønner blev i Skoven alle bundne,

En Trold i Elgelignelse dem sled.

Men agter du for sandt det Folkesagn?

Det tykkes mig at vide, at ei Hunding

Saa længe deres Odel havde raadt i Fred,

Om En af dem end fandtes over Mulde.

Saa Volsung slagen blev af egen Maag,

Det var jo grueligt.

                                Men underligt dog ei,

Saa har det altid været med den Æt,

Af hver en Slægt, den bandt sig til paa Jord,

Den svegen blev, og hevned Svigen blodig.

Kun det var underligt, hvis den forgik,

Og blodig Hevn ei Banemanden rammed.

Ei grant forstaaer jeg alle dine Ord,

Men vil du ei mig heller Sagn fortælle

Om onde Tvist, som ødte høie Slægt,

Det kan jeg nemme, og det kan jeg mindes.

Heel underlig oprandt den onde Tvist,

Og høie Magter sikkerlig den voldte:

Fra fjerne Land en alderstegen Drot

Kom hid at beile til den fagre Signe;

Fremsynet var hun, og hun tyktes see,

At Ondt beredtes ved det Bryllupsgilde;

Men Volsung dreves af en lønlig Magt,

Og grædende hun gik til Brudekammer.

Sig Volsung havde bygt en Sal saa stolt,

Du ei den mindes, thi den Hunding brændte,

Den Sal var bygget under Egetop,

Og over Tag sig tætte Grene hvælved;

I Salens Midte reiste sig med Prunk

Den tykke Stamme som en vældig Sule,

Og blanke Skjolde hang der trindt omkring.

Det var hin anden Bryllupsaften, Ilden

Henstrakte blussende sig langs ad Gulv,

Mens alle Mænd sad trindt om Drikkebordet.

Da hændtes Ting, som Jertegn vel maa nævnes:

Den store Dør med Raslen sprang til Vægs,

Og ind i Salen treen en mægtig Kæmpe,

Eenøiet, klædt i Liin som hviden Snee,

Ei hilsed han, men der han kom til Bullen,

Han drog et Sværd af Balgen, langt og prudt,

Og stak det ind i Eg til gyldne Hjalte.

Det tyktes os, som om den stærke Bul,

Der giennem hundred Aar sig ei bevæged,

Dog maatte bugne ved det haarde Stød.

Og dønned huult det under Salens Hvælving,

Det dønned hulere, da Kæmpen kvad:

                                Griber, Kæmper,

                                Gram om Hjaltet!

                                Hvo det rokker,

                                Raader Sværdet.

                                Til sin Ætmand

                                Odin sender

                                Stolte Vaaben:

                                Stræber, Drotter!

                                Styrken vinder.

Forsvunden var han med den sidste Lyd,

Forstummede vi sad enstund paa Bænken;

Men da opsprang den gamle Volsung først,

Og meente snart at raade Odins Gave.

Dog fast sad Gram for Volsung og hans Maag,

Forgiæves efter Alder Kongens Sønner

Med priste Styrke vilde kiøbe Sværd:

Det lod, som før de kunde Egen løftet

Med dybe Rod, end rokket det af Sted.

Nu Raden kom til Volsungs yngste Søn,

Til Sigmund, rolig han om Hjaltet greb,

Os tyktes ei, han strammed nogen Sene,

Heel magelig uddrog af tykke Bul

Han Sværdet dog, og hver da kunde mærke,

At det af Alle kun var agtet ham.

Saameget Guld som Sværdet kunde veie

Ham Sigar flux for stolte Vaaben bød;

Men kun med Spot ham Ungersvenden spurgte:

Hvi ikke selv han det gad draget ud,

Da tidlig han det havde udi Hænde?

Da skifted Sigar Lødd, og næste Dag

Han Gildet spildte, for, saa faldt hans Ord,

Ei seent paa Aar at oversidde Bør.

Forhaanelsen han dybt i Sindet giemte,

Men Volsung skuffed han med fagre Ord,

Og Kongen lovede med sine Sønner

Ad Aare ham at giæste, saa paany

Det spildte Gilde kunde ærlig holdes.

Heel underligt er Sagnet; meest af alt,

Hvi Odin gav til Sigmund saadant Vaaben,

Naar ei han skulde øve nogen Daad.

Saa tykkes Fleer, det er og sagt,

At han blev frelst paa underlige Maader,

Der Elgen sled hans Brødre udi Skov.

Det blev han vist, thi alt for tungt det var,

Om slig en Æt, saa herlig og saa stolt,

Saa tidlig skulde undergaa med alle.

Ja, tungt det var, men ei uventet dog,

Thi mange Ledd den ikke kunde leve.

Den ikke kunde? det forstaaer jeg ei.

Jeg veed det, Thorkild, men jeg halv det glemte,

Som naar til Barnet, der ei fatter Ord,

Man stundom taler, glemmer, det maa voxe

Igiennem Aar ved Spise og ved Søvn,

Og lære selv at røre konstig Tungen,

Før Ordets Løndom det udspeide kan.

Er her ei Godmund, rige Guders Ven?

Hvad vil du Godmund?

                                        Jeg fra Gøtland kommer,

Mit Skib var hardtad brudt paa vilden Hav,

Da Blot jeg Vaner lovede for Frelse,

Og her er Guld, thi Blotnødd har jeg ei.

Opfyldt er Løftet, naar med ydmygt Sind

Du takker Guderne, og da dit Guld

Til værdigt Blot sig snarlig skal forvandle.

Fra Gøtland kommer du? var der ei Noget

Til Tidende?

                        Da jeg slog Fæstet løs,

Der hørtes Tidende, som vel er Sagnet værd:

Den sidste Volsung levende i Høi

Blev gravet ned.

                                Den sidste Volsung?

Var det da Sigmund?

                                        Netop ham.

Vi tænkte, han var død for længe siden,

Dog Somme sagde: han var seet i Skov;

Men nu man Sandingen fik ret at vide:

I Mørkningen forleden Aften sad

Vor Konge i sin Hal, hans Sønner leged

Og trillede en Guldring henad Gulvet;

Den kom i Fremmerset, og Drengen løb

At hente den, da saae han tvende Kæmper

Med side Hjelme stande der i Krog;

De flux ham dræbte, men dog hørtes Skriget,

Og Sigar kom med sine Hirdmænd til.

Da var det Sigmund selv, og nok en Anden,

Som siges være Kongens egen Søn,

Men der var ogsaa dem, som hvisked om,

At Signe, vores Dronning, med en Seidhex

Har skiftet Ham, og avlet ham med Sigmund.

Dog, ligemeget, hvem den Anden var,

Saa blev der gjort en Høi med tvende Rum

Og sat en vældig Steen imellem begge,

I et af dem blev Sigmund puttet ned,

Og i det andet Svenden, som ham fulgte.

Nu er det dog nok ret forbi med ham.

Var det ei muligt, end han kunde frelses?

Ja, som man siger, har han gode Tænder:

Han sled med dem jo Elgens Tunge ud,

Som vilde slidt ham; men de store Stene

Dem tænker jeg dog han la’r staae.

Saa han blev frelst kun for at sveltes

Saa jammerlig tildøde, nei, umuligt!

Est du ei Godmund, ypperste blandt Goder?

Jeg Godmund er.

                                Mig skikked Sigmund hid,

At byde dig til Hallen, han vil blote

Til høie Guder, takke dem, som gav

Ham Held til Faderhevn og tabte Odelsrige.

Er det om Sigmund, Volsungs Søn, du taler?

Om hvem vel ellers? til den tætte Lund

Ei Vaabengnyet rækker, kan jeg mærke.

Veed du da ei, at Tyr holdt Ting i Nat,

Og dømte Hunding til at landsforvises?

Ei var det underligt, om Valhals Guder

Saa skifted Seier, men er det og vist?

Er Sigmund ogsaa virkelig ilive?

Hvor du kan snakke? havde du i Nat

Hans Hugg fornummet, der han løfted Gram,

Ei vilde du da meent, det var hans Drauge.

Men hvordan er han sluppen ud af Høien?

O ja, fortæl os det! hvordan?

Hvordan? ja hvordan slap han løs fra Elgen?

Jeg tænker, Odin har vel Magt endnu

At frelse sine Ætmænd, naar det kniber.

I veed kanskee, men om I veed det ei,

Saa veed den Gamle det, at Odin

Ham gav engang et Sværd, det kasted Signe

Nu ned i Høien til sin Søn,

Med det de saved Jord og Steen som Klæde,

Og giæsted Sigar uden Hjembud flux.

Saa er vel Sigar dræbt!

                                                Ja, han er Aske.

Men Signe?

                        Hun er Aske med som han.

Hvordan? har Sigmund brændt sin egen Søster?

Nei, Ilden brændte hende, og hun selv

Det voldte, hun uskadt kom ud af Huset,

Men da hun havde kysset Sigmund og sin Søn,

Hun sagde: nu er Volsunge-Blodet hevnet,

Vor Æt er frelst, nu har jeg endt mit Værk,

Og gierne vil jeg med den Niding dø,

Med hvem jeg ei en Stund gad levet.

Det var et Syn for Kæmper, kan du tro:

Med Smiil paa Kind hun vandred ind i Luen,

Det foer saa underligt igiennem os,

Men Alle skiønned, hun var Volsungs Datter.

Det skiønner ogsaa jeg, forunderlig

Den Slægt paa Jorden færdes.

                                                        Men dog herlig.

O takket være Guderne, som frelste

Den bolde Sigmund! Fosterfader! iil

At takke dem med værdigt Blot i Lunden!

Hilsæl, min gamle Fosterfader!

Dig lønne Guderne din Gang og Hilsen!

Men hveden kommer du? er Noget hændt,

Da siig mig Tidende! thi nu mit Øre

Maa træde i det dumme Øies Sted.

Fra Kongehallen kommer jeg.

                                                        Er Gammen

Endnu i Sal? mig bæres altid for,

At der vil blive onde Tidender at spørge.

Alt mange Vintre var dit Ord det samme,

Og tit mig tyktes, det var grumme sært;

Hvert Aar, som gik, jeg hørte ny Bedrifter

Af Sigmunds Sønner, saae, hvordan hans Æt

Formeredes, og meente vist, at Slægten

Var nu udfriet fra den haarde Dom,

Som hidtil syntes over den at hvile;

Men atter maa jeg grue.

                                                Hvad er hændtes?

Sinfjotle er hjemkommen seierrig,

Men han i Tvekamp dræbte Borghilds Broder,

Hun tog af Sigmund Bod, men grant jeg saae,

At Hjertet pønsed kun paa grusom Hævn;

Selv Sigmund frygted, bød mig at udspørge

De høie Aser, halv tvetydigt var

Mig Guders Varsel, dog jeg tyktes skiønne:

Sinfjotles Liv laa i hans Faders Haand.

Ved dette Svar blev Kongen vel tilmode,

Men altfor sikkert tyktes det mig ei.

Jo, altfor sikkert mig det tykkes være:

Af altfor nære Frænder er han født,

Thi maa de nærmeste ham Bane volde.

Ja, vist det er, mig aner intet Godt.

I Dag skal drikkes Gravøl efter Gunnar,

Men sælsom Angest mig af Salen drev,

Jeg grued for de dybe, tomme Kiedler,

I hver jeg saae det underlige Kar,

Som efter Blod af Volsungætten længes,

Og vorder aldrig fuldt.

                                                Engang, engang

Det fyldes vist, men vee den Søn af Askur,

Som i det gyder sidste fulde Skaal!

Med Brag det vælter sig da flux, og skyller

Ham ned med al sin Slægt til Hel;

Thi haardt vil Odin sine Ætmænd hevne.

Dit lukte Øie stirrer længer frem

End vort det aabne. Men, du vise Gubbe!

Ved Sagn, og Lytten i den stille Nat,

Jeg voxet er, som Barnet monne voxe

Ved kraftig Spise og den søde Søvn;

Nu mener jeg at kunne Kløgten løse

Af Ordets Fængsel, vil du derfor nu

Mig aabenbare, hvi paa Nornens Skjold

Saa blodige de Runer staae for Slægten?

Og er jeg Norne da, mens du mig byder

At sige Norners hemmelige Raad?

Om vore Guder tør jeg dristig tale,

Thi de er fødte og forgaae som vi;

Men for Alfader, som er aldrig bleven,

Og for hans Raad, som Norner føre ud,

I Ydmyghed jeg knæler taus, ærbødig.

Som Barnet vil I Yngre altid spørge:

Hvorfor? Hovmodige I af os æske Svar,

Som om det var en dyb, forborgen Konst

I havde fundet, saa os at udfritte.

Men, tro mig! i halvfemsindstyve Aar

Jeg vandred her, og Meget har jeg nemmet,

Men alt som sig forøgede min Kløgt,

Jeg flere Spørgsmaal fandt, og giorde færre.

Vi mægte kun at sige, hvad vi see,

Og hvad os tykkes; stundom, men kun sjelden,

Hvoraf, og endnu sjeldnere hvorfor.

Ei maa du vredes! heller siig du mig,

Ifald du mægter det med Ord at sige,

Hvoraf du kiender Slægtens haarde Dom!

I Lunden hisset stod en gammel Eg,

Det længe var den stolteste i Skoven,

Men trende Sommere paa Rad jeg saae,

At Lynet søgte den, alt meer den sprængtes,

Da giætted jeg, dens Liv var snart forbi,

Enddog hvorfor, jeg ikke kunde vide.

Saa er det og med Slægters Liv paa Jord:

Vi see, vi giætte, — høie Norner raade.

Ei siger jeg imod, men sikkert har

Du end et Mærke, som dig saa forvisser.

Et Mærke har jeg paa den samme Eg:

Jeg elsked den, een Gang jeg slukked Ilden,

Som vilde den fortære, næste Vaar

Den end var grøn, men atter rammed Lynet,

Og ikkun Aske laa, hvor Egen stod.

Du mener, Sigmunds underlige Frelse

Maa lignes ved den slukte Brand.

Men mig ei tykkes saa, thi du forvoven

Dig satte imod Guders klare Raad.

Nu mærker jeg tilvisse, du est voxen

Og veed af Ord at løse Kløgten ud,

Men tungt det er for mig paa gamle Dage

At saa beskæmmes af min Fostersøn;

Du veed saa flux og grant, alt hvad jeg mener,

Og hvad jeg i saamange Aar ei saae,

Det ligger lige for dit skarpe Øie.

Nu mærker jeg, at altid jeg var blind;

Men siig mig dog alt med din store Kløgt,

Om og min Tanke laae i Sigmunds Lomme,

Da jeg, mens han i Gøtland var, dig sagde,

At Slægten vist ei leved mange Ledd?

Forkynd mig og, ifald du det kan mindes:

Hvordan blev Volsung født?

                                                        Du driver Spot

Med mig, min Daarskab og min Ungdom,

Det er forskyldt, men underviis mig nu,

At ei vankundig jeg skal tro mig kløgtig!

Den alderstegne Rerek sad paa Høien,

Han havde selv sin egen Bautasteen

Opreist, thi Søn ham ikke Norner undte.

Han saae paa Stenen med bedrøvet Hu,

Og vaandefuld til Guderne han bad,

Da rørtes Odin af sin Ætmands Kvide,

Sin Mø nedsendte han med sælsom Frugt,

Og det var Frø til stor Bedrift paa Jorden,

Da groede Volsung udi Modersliv,

I Vintre fem han groede saa, men aldrig

Det undtes ham, lig andre Mænd at fødes,

Udskaaren blev han af sin Moders Liv,

Og Volsungætten blev; men som dens Ophav,

Saa er dens Færd og sørgelig paa Jord.

Ak, nu forstaaer jeg dig. Til Kongehallen

Jeg iler flux at skue Norners Dom,

Thi sikkerlig idag den aabenbares.

Sinfjotle! du ved Brud og Liv har skilt

Min Broder, jeg din Undergang har svoret,

Men Sigmund bød mig tage Bod for Hevn,

Og Kvinden maa sig efter Manden føie;

Thi rækker jeg dig dette fulde Horn,

Udtøm det! og jeg er med dig udsonet.

Men drøit det er at tømme, som jeg seer,

Heel grumset er den Drik, som du mig byder.

Ræk hid, min Søn! jeg tømmer den for dig.

Kan Sigmunds Søn ei tømme selv et Horn?

Skal dette og din Fader for dig drikke?

Stifmoder! Ondt du har i Hornet blandet,

Jeg taaler ei den stærke Sonedrik.

Du tager Feil, min Søn, den Drik er kraftig,

Men ikke ond, dog ræk mig ogsaa den!

Sinfjotle! end jeg rækker dig et Horn

Og sværger høit ved alle Valhals Guder,

At værre Vædske ei blev øst deri,

End den, Kong Sigmund uden Meen har drukket.

Est du hans Søn, du drikker og som han,

Hvis ei, da est du med en Træl vist avlet.

Saa viis da, Søn, du est af Volsungs Blod!

Har jeg i Live ei det viist, da skal

Jeg vise det i Døden, jeg fornemmer,

Min Tid er omme, da min Fader selv

Mig ægger til at tømme Edderdrikken,

Enddog forinden ei som han jeg er.

Nu, Sigmund, har jeg fanget Bod for Broder.

Men staa, Sinfjotle, fast paa dine Been!

Hvi raver du? est du saa tidlig drukken?

Af alt for nære Frænder var han født,

De nærmeste ham maatte Bane volde.

Graahærdede! jeg dig lod kalde hid,

For dig min Nød at klage, dig at spørge,

Om grumme Norner ei vil holde op,

Vor Slægt at øde?

                                Strænge, dog ei grumme

Er vise Norner. Hvad er hændtes nu?

Sinfjotle døde, jeg det maatte volde,

Og mere gruelig end selv hans Død

Hans Jordefærd imellem Folk skal nævnes.

Jeg, som i Uvid, over Mark ham bar

Og kom til Aaen, hvor den stridig rinder,

Der laa en Baad, og i den stod en Mand,

Med venligt Ord han sig tilbød at flytte

Mig og min Byrde over striden Aa;

Jeg Liget rakte, det og han forsvandt,

Og til en Jotun gav jeg vist min Søn.

Var han ved Seid af Aser dig vel given?

Ja, du har Ret, det maatte saa vel skee,

Thi utilbørlig maa hans Fødsel nævnes.

Men nu min Helge, han som andre Mænd

Jo avledes, dog ogsaa ham jeg misted.

Men alle Mænd som fødes maa jo døe,

Og dertil veed du selv, at sære Varsler

Ved Helges Fødsel og en sælsom Lodd

I Liv og Død ham tyktes at forkynde.

Du mener hine Volers underlige Syssel,

Der de hans Livstraad knytted, jeg forstod

Dem ei; men nys mig Tidende er baaret,

At han af egen Maag er dræbt i Lund,

Selv Odin maatte Spyd til Værket laane.

Hans fagre Sigrun var jo og Valkyrie.

Det var hun, hun har selv sig dræbt

Og Helges Sønner med. Som fordum Rerek,

Jeg stander sønneløs i Alderdom.

Og har du glemt, at du est Rereks Ætmand?

Af Volsungs Æt kun lever jeg alene,

Men Hjordis er med Barn, og nu jeg vil,

Du om det Barn mig Norners Dom forkynder.

Hvi vil du spørge meer om Norners Raad?

Har du ei seet det nok at aabenbares?

Du ilde spaaer, men dog jeg spørger end:

Hvad Skæbne bier det Ufødte? mon dog Slægten

Dermed skal ødes? mon derved forplantes?

Naar Solen sættes, du i Norners Lund

Maa spørge; der dig sanddru Svar skal undes.

Nys ere Hundings Sønner komne hid,

Paa Helges Fader agte de at hevne,

Hvad Helge brød, da deres Fader faldt.

Lad Hornet gialde over Sletten flux!

Mig lyster gierne Sværdelarm at høre.

Igiennem Brynjen ei kan Sorgen trænge ind,

Og Sjælens Styrke under Jernet voxer;

Men Hjordis flyttes skal i Hast til Lund,

Om Skulde os i Dag vil nægte Seier,

Ei Vikinger maa finde hende her.

Farvel, Kong Sigmund! længe har jeg levet,

Det kan jeg mærke paa hvad jeg har seet;

Hvis end før jeg til Odins Sal du kommer,

Da hils din Fader fra hans gamle Ven!

Alt Dagen gryer, og ikkun Ravneskrig

Nu høres lyde over øde Val,

Dog, sagte Gispen hører jeg med Gysen,

Og maa dog gange giennem Blodet frem,

De kiære Lig og Sværdet at oplede.

Hist runder sig en Ring af faldne Kæmper,

I deres Midte findes Kongen vist.

Ja visselig, det er ham selv, han bader

Til Valhals Fest sig i en Rosens-Flod,

Og Liget der, det er jo og min Faders.

Eilime! Sigmund! gamle, faldne Kæmper!

Er Tungen stivnet, Aandedraget stemt,

Saa ei I mægte end et Ord at mæle?

Hvem kalder mig?

                                Din Hjordis. End du lever!

Kan dine Saar ei læges?

                                                Store Saar

Kan sammengroe, men see det brudte Vaaben!

Det fik et Saar, som ei kan læges meer,

Og uden det jeg vil ei længer leve.

Forunderligt! hvo mægted Gram at bryde?

Kun han som gav det. Midt i haarden Strid

Mig Odin mødte, holdt sit Skjold mod Sværdet,

Og Sværdet brast, nu ogsaa han forlod

Sin Slægt og vil, at den skal ødelægges.

Han vil det ei, o, glæd dig, gamle Kæmpe!

Den Søn, jeg bærer under Hjerte nu,

Ham frelste Odin, da han Sværdet brød,

Thi var det heelt, det maatte ham forraade.

O! vil du høre høie Norners Dom?

Jeg har ei Tid, jeg maa til Valhal ile,

At takke Odin. Vogt du Gram!

Hjordise nævnedes du ei omsonst.

Er ei endnu vi komne nær til Valen?

Alt som vi gaae, jeg vissere det mærker,

At snart udrundet er mit Timeglas;

Men dog mig bæres for, at Livets Lys

Ei før ved Sigmunds Lig skal reent udslukkes.

Nu stander du for Sigmunds Helte-Lig,

Og hos dig staaer Hjordise veltilmode.

Hvorledes? vel tilmode her paa Val?

Ja, Gamle! kan jeg give Rum for Sorgen

I denne Glædesstund, da Odin selv

Har frelst sin Slægt ved Gram at sønderbryde.

O stol dog ei paa disse sære Tegn,

Der love Held og dobbelt Vanheld avle!

O kan da ei selv Volsungætten lære,

At Odin kun er denne Verdens Gud,

Og at saa tit han vove vil at trodse

Den underlige, hemmelige Magt,

Som kun forblommet giennem Norner taler,

Uvidende han styres i sin Trods

Til selv de høie Norners Raad at fremme?

Stol derfor ei paa dette Sværdets Brud,

Thi viid, den Haand, som det kan sammenføie,

Sig rører over Mulde kraftig end.

O hvilken Angst du mig i Blodet jager,

Ei tør jeg stædes her, jeg vil bortflye

Og skiule mig i Nordens Vætteværn.

Ak, arme Dronning, hvor vil du henflygte?

Veed du det ei, at under Askens Rod

Vi alle bygge, og at over Roden

Er Nornernes usynlige Palads!

O, siig mig Thorkild! er ei Solen oppe?

Just nu opstiger den i Østerlide.

O, vend mig mod den, at dens første Straale

Kan skinne paa det lukte Øielaag,

Og jeg nedknælende i Ydmyghed kan bede

Til ham, som ved sin Almagt skabte den!

O, tro mig, Thorkild, kiære Fostersøn!

Ei blind jeg blev, da Øiet sig tillukked,

Nei, blind jeg var fra Livets første Morgen,

Kun seent jeg mærked det, og mere seent,

Da alt det Synlige forsvandt for Øiet,

Et Glimt af Lys sig tændte i min Sjæl.

Men ak, det er kun som en Aften-Stjerne,

Vor Gudehær forsvinder ved dens Skin,

Og over Valhal seer jeg Mørket ruge;

Jeg lokkes venlig mod det Ubekiendte:

Mod Gimle, mod de lyse Alfers Bo;

Men Veien kan den Stjerne mig ei vise,

Og tør jeg troe, den giennem Valhal gaaer?

Ei Stjernen kan det kolde Hjerte varme,

Og ængstelig det klapper mig i Bryst;

Alt længe har det sukket efter Ro,

Og nu, da endelig den store Time kommer,

Nu ængstes det, nu vælter sig med Iil

Det tunge Blod mod kolde Hjertekammer,

Og skiælver for at finde Døren lukt.

O, gamle Fader! ængstes dog ei saa!

Hvorledes end det er med det Forborgne,

Som raader over Guderne og os,

Har du jo dog i Ydmyghed henvandret,

Med villigt Øie speidet efter Lys,

Og fulgt den Sti, du meente did at føre;

Om du foer vild, din Brøde var det ei,

Og Lyset veed, at du det vilde fulgt,

Hvis det at see du ikkun havde mægtet.

Saa vær da rolig i din sidste Stund,

Som du det var igiennem hele Livet,

Du kan det uden Frygt, og det for mig

Var grueligt, ifald jeg maatte skiælve

For, Fader, dig at ligne i din Død,

Da ingen Mand jeg veed paa Jorden til,

Som heller jeg i Livet vilde ligne.

O, tie, min Søn, og roes mit Levnet ei!

Til Nidingsid jeg aldrig lokket blev,

Mit ømme Hjerte skialv for Morderdolken,

Og til at lyve var jeg alt for stolt;

Men dog velsignede jeg dem, som røved,

Forkyndte, skiøndt det mig i Hjertet skar,

At Mennesker man skulde Guder offre.

Ved mangen Gierning og ved mangt et Ord,

Og fremfor Alt ved Lyster og ved Tanker,

Var Noget i mig, som med Tordenrøst

Mig bød for det Usynlige at skiælve,

Vel stred jeg mod, hvad denne Røst forbød,

Men ak, saa tit jeg dog blev overvundet,

Og Mindet avlede et bittert Nag,

Som piner mig i denne store Time.

Med dette Minde, dette Nag jeg skal

Nu stædes frem for det Usynlige:

Hvorledes tør jeg vente Ro og Glæde?

O, var det sandt, at bag ved Døden end

Os Kræfter følge, og en Kamp os bier,

Hvorved forsones kan vor store Skyld,

O var det sandt, at vi i Surturs Lue,

Naar Jord og Himmel bli’r en Askehob,

Kan renses, luttres fra al jordisk Smitte

Og svinge os til Gimles lyse Borg;

O, var det saa, da døde jeg nu rolig,

Men ak, hvorpaa er bygt den gamle Tro!

Kun dunkle Sagn, hvis Udspring ei vi kiende,

Og Giætteværk den løse Grundvold er,

Der, gyngende som Bifrøst, bristefærdig

Skal bære Valhal, Gimle, Aser, os,

Og veires hen dog ved et Aandepust.

At noget Ondt er til, vi kan fornemme,

Om end hvert Sagn om Thurser kun er Løgn;

Det Ondes Magt vi maa vel og bekiende,

Da det saa tit i Liv os overvandt;

Ak, hvad om nu hvert Sagn, hvorpaa vi stole,

Udrugedes kun af det Ondes List!

Forfærdes maa jeg ved din sidste Tale,

Men vil dog ei fortvivle, kan ei troe,

At det Forborgne, som for Alting raader,

Tillod det Onde os at daare saa,

Tillod, at den, som efter Lyset higer,

I Mørket altid skulde fare vild,

At den, som dybt med Suk sin Svaghed føler,

Ei skulde styrkes, og dog lide Straf.

O tie, min Søn, du ængster mig kun meer,

I det du mener Trøst mig at indgyde.

Thi viid! det Folk, som boer i Vest bag Rhin,

Og de som syd for Alpefjeldet bygge,

Med mange Andre, som man har fortalt,

De har en Tro, som skal stadfæstet være

Ved mange underlige Tegn.

Og er det sandt, da kan den Hjertet trøste;

Thi den forkynder en almægtig Gud,

Som over Mennesker sig har forbarmet,

Sin Søn nedsendt, som ved et Almagts Lyn

Har sønderknust den fule Troldevrimmel;

En kiærlig Gud, som vil for Sønnens Skyld

Tilgive Hver, som sine Feil fortryder,

Og skiænke ham af Naade Salighed.

Det har jeg vidst igiennem mange Aar,

Og dog jeg ei har til det Folk henvandret,

At høre fuldt og sanddru Vidnesbyrd;

Det piner mig nu i den sidste Time.

O Thorkild, Thorkild! du er ung endnu,

O skynd dig bort, lad mig kun døe alene!

Du kan ei hjelpe mig, og om nu brat

Din sidste Time kom, du laa som jeg

Af Angst omspændt i Dødens bittre Kvaler.

O skynd dig hen til christent Land og Folk!

Og undes dig den trøstefulde Lære

At troe, da beed for mig til Christi Fader,

At han forlader mig min store Skyld!

Ak, Hjertet brister, Christus! Frelser! Ak!

Ak, tør jeg mig ved din Forsoning trøste?

Du tør. Forunderlig opgik mig Lys i Sjælen,

Og straalende en Skikkelse jeg saae,

Som strakte kierlig ud mod dig sin Haand,

O grib den kun! den skal dig føre

Igiennem Gravens Nat til lyse Himle.

Jeg griber den med Tro og døer.