Hedningskjalde digtet har:
Gefion med Troldeplov
Pløjede, og Jernet skar
Sjølund bort fra Sveaskov; —
Gøste nu med Troldeplov
Pløjede i Øresund,
Og fra gamle Daneskov
Skar han bort en fager Lund.
Dog han ej med al sin Møje
Kunde Sjølund til sig pløje;
Thi paa Kanten stod et Træ, —
Dybt laa Rødderne og brede,
Kongefuglen i dets Læ
Havde bygget sig en Rede;
Gøste brugte Ild og Staal,
Huggede saa hvast forneden,
Vilde med sit Svovlbaal
Røge Fuglen ud af Reden;
Kongefuglen frygted’ Gud,
Vilde ej af Reden ud;
Tænkte: — det, som flytter Bjerge,
Kunde og hans Rede værge.
Gøste svor, at om den Rede
Under høje Himmelblaa
Hængte i en Stjernefjæde,
Var han Karl for den at naae.
Grævlinger krøb ud af Roden,
Og med hvasse Tand de bed
Svenske Drot saa haardt i Foden,
At han glemte brat sin Ed;
Fattig Fugl fra Klosterbord
Sang saa skingrende et Kor,
Slog saa stærkt med Klo og Vinge,
At hans Øren maatte klinge.
Gøste foer fra Axelstad; —
Fredrik i sin Rede sad; —
Gøstes Æt er lagt i Jorden; —
Fredriks troner end i Norden!