96. Stefan
Mel. Tag det sorte Kors fra Graven
Mel. Tag det sorte Kors fra Graven
Søde Jesus, Julens Fyrste,
Spiret op af Jesse Rod,
Vil man dog saa hastig tørste
Efter Dit og Dines Blod;
Vi igaar, blandt Englelyd,
Sang Din Fødsel ind med Fryd,
Skal vi hyle nu og græde
Og idag en Ligsang kvæde?
Efter Du stod op af Døde,
Stefan første Martyr blev,
Han frivillig vilde bløde,
Med sit Blod sin Tro beskrev!
Han var frisk og uforfærd
Til at føre Aandens Sværd,
Stand holdt af de Lærde Ingen,
Som med det han gik paa Klingen!
Falske Tungers Slange-Braadde
Hemmelig paa hannem stak
Og med Løgn ham undertraadde,
Det blev al hans Giernings Tak;
De beløi ham meer og meer,
Som saa tit i Verden skeer,
Herrens Lov og Kirkens Ære
Skalke-Skjul maa ofte være!
Om end Engle-Lys og Ære
Skinner af hans Øie-Steen,
Ville de dog Tænder skiære,
Til at knuse ham hans Been!
Han har Gud i Syn og Sind,
Dybt han seer i Himlen ind,
Raaber, mens de Øren stoppe:
Jesus staaer i Glands deroppe!
Dermed dømt han er tildøde,
Herrens Glands er dem en Gru,
Udaf Staden de ham støde,
Op til Jesus staaer hans Hu;
Paa hans Hoved regner Steen,
Giør dog Hjertet ingen Meen,
Frit det sig til Jesus vender:
Tag min Sjæl i Dine Hænder!
Der han vil til Døden blegne,
Og har Munden fuld af Blod,
Beder han, Gud ei tilregne
Dennem deres Synde-Flod;
Dermed han i Jesu Tro
Sødt hensov i Fred og Ro;
Jesus os den Naade sende,
Saa vort Løb med Lyst at ende!