Lazarus laae paa Sotteseng,
Systrene klagede Nøden,
Frelseren sagde: troer I mig!
Soten er ikke til Døden.
Døden er Syndens rette Løn,
Livet, Guds Naadegave skiøn,
Skiænkes med Guds eenbaarne Søn.
Frelseren sagde: ved den Sot,
Som mine Venner ei sparer,
Faderen just sin Herlighed
Klart i sin Søn aabenbarer.
Lazarus laae som Liig i Svøb
Ene blandt Madiker lede,
Dagene fire han i sin Grav
Hviled, og stank allerede.
Systrene græd og halvt om halvt
Herren til Regnskab de kaldte,
Broder, om du var kommet før,
Ei blandt de Døde vi talte.
Frelseren græd og sagde mildt:
Jeg er Opreisning til Livet,
Lazarus skal ved mig opstaae,
Gud mig den Glæde har givet.
Steen, gak afveien! Ven, kom ud!
Lazarus! kom som jeg kalder!
Løser ham, saa han frit kan gaae,
Snubler ei hildet og falder!
Gilde for Giæsten de gjorde,
Lazarus drak sin Frelsers Skaal,
Systrene tjende for Borde.
Gud være lovet! saa endnu
Spørges det aarle og silde:
Døde staaer op paa Herrens Ord,
Løses og gange til Gilde!
Hvor vi begraves og opstaaer,
Løses af Dødningebaandet,
Det er i Daaben paa den Tro,
Som os Guds Søn har indaandet.
Hvor os er dækket Nadver-Bord,
Lavet hos Frelseren Sæde,
Der vi bespises med Guds Ord,
Skiænkes med Himmerigs Glæde!
Døden er Syndens rette Løn,
Livet, Guds Naadegave skiøn
Skiænkes med Guds eenbaarne Søn!