77. Jairs Datter
Egen Melodi af J. P. E. Hartmann.
Egen Melodi af J. P. E. Hartmann.
Blomst kan visne før Sol nedgaaer,
Udsprunget i Morgenrøden,
Rosensblommen paa tolvte Aar,
Forældrenes Fryd laae for Døden!
Det hændte sig i Kapernaum, hvor Frelseren dvæled!
Kirkeværgen i Herrens Stad,
Jairos, var Pigens Fader,
Tit fra Kirke saa hjerteglad
Han gik giennem stille Gader!
Nu ved Sengen han sad forgrædt,
Han kunde det godt fornemme,
Døden var i hvert Aandedræt,
Og Jesus han var ikke hjemme!
Bud da kom der med til fra Havn,
At Jesus var vendt tilbage,
Op han foer da ved Jesu Navn
Og fløi som en Fugl saa fage.
Paa sit Ansigt for Herrens Fod
Jairos tilbad i Nøden:
Hjelp i Naade, o Mester god!
Min Eneste ligger for Døden!
Folkestimlen var tæt og tvær,
Den brød sig kun lidt om Vaanden,
Seent det gik som til Jordefærd,
Mens Pigen hun opgav Aanden!
Snart gik Rygtet fra Mund til Mund,
Ulykker de spørges saa fage,
Jesus siger dog: tro du kun!
Med mig skal slet Ingen forsage!
Græde-Kvinder om Baaren stod,
Men vist er hvad Jesus lover,
Stille! siger han, fat kun Mod!
For død er hun ikke, hun sover!
Græde-Kvinder i Latter brast,
De græd kun for Guld det røde,
Jesus driver dem ud i Hast,
Han lider ei levende Døde!
Jesus griber den kolde Haand,
Det lyder: sid op, min Pige!
Brat sig reiser med Liv og Aand
Et Rov fra de Dødes Rige!
Jesus siger: giv Pigen Brød,
Og skiænk hende Viin i Bæger!
Liljen bliver da rosenrød,
Og Hjertet sig vederkvæger!
Ord der skal af det Jærtegn gaae
Ustandset i Verden saa vide,
Til af Graven vi selv opstaae
Og juble ved Frelserens Side!
Det hændte sig i Kapernaum, hvor Frelseren dvæled!