68. Der var paa Jord en Guds Engel saa fiin
Egen Melodi af J. P. E. Hartmann.
Egen Melodi af J. P. E. Hartmann.
Der var paa Jord en Guds Engel saa fiin,
Som Lynet vor Herres Forløber,
Men dog vor Næste med Kiød og med Been,
Og det var Johannes den Døber.
Englene pege paa Jesus.
Det var en Lyst, naar han tog til sit Sprog,
Og taled med Englenes Tunge,
Da kom der Liv selv i Stok og i Steen,
Kom Ild der i Gamle og Unge.
Da kom der himmelske Tanker i Flok,
Som Fugle, som Lam og som Løver,
Og da forsvandt alt det Helvedes Pak,
Som Menneske-Hjertet bedrøver.
Da blev der Vei mellem Himmel og Jord,
Som maatte hvert Menneske hue:
Rødeguldsbroen fra Øst og fra Vest,
Sig hvælved som Himmelens Bue.
Abrahams, Isaks og Jakobs Paulun
Da skinned som Linet paa Blegen,
Himlenes Herre med Englene to
Besøgde sin Ven under Egen.
Moses igien var paa Bjerget hos Gud,
Hvor ham blev iløn aabenbaret
Guds Tabernakel hos Menneskens Børn,
Og Aasynet hans blev forklaret.
David slog Harpen med Strænge af Guld,
Guds Aande giød Liv i hans Psalmer,
Salomons-Templet stak atter i Sky,
Guldblade paany skiød dets Palmer.
Atter Elias paa Skyerne foer,
Og styred de flammende Heste,
For han aad Kager af Edens Korn,
Drak Vand af Livskilden hin bedste.
Atter lød Kviden ved Babylons Flod
Fra Israels Folk i Elende,
Blev dog til Lovsang ved Daniels Syn,
For han saae til Ugernes Ende.
Aanden saa blæste paa Israels Been,
Opvakde den faureste Skare:
Hyrder og Konger og Seernes Kor,
Omringet af Englene klare.
Skjønne er alle de himmelske Syn,
Og saa er de himmelske Røster,
Sødt, naar de vifter fra Eden i Kvæld,
Det kvæger, det dulmer og trøster.
Ordet som Lys og som Liv i sin Kraft
Endog Kong Herodes forlysted,
Han var en Spotter og han var et Skarn,
Dog Glæden ham foer giennem Brystet.
Det var Johannes, ved Strømmen han stod
Og talde saa Bølgerne lytted,
Taled om Herren, som Herlighed sin
Med Usselhed vores ombytted.
Tidernes Fylde, han sagde, er nu,
Nu Moses afkaster sit Dække,
Nu kommer han, som af Stok og af Steen
Kan Abraham Ætmænd opvække.
Billedligt var alt Profeternes Syn,
Forbilled var Præsten og Arken,
Himmelsk forklares skal Davids Paulun,
Et Eden bli’r nu Ødemarken.
Røsten, som raaber i Ørken, er jeg,
Bereder ham Vei efter Evne:
Synker, I Bjerge, i Dalenes Skiød!
Vor Drot farer helst paa det Jævne.
Badevands-Daab giør en Sjæl ikke reen,
Paa Læberne spiller kun Voven,
Aandedræts-Daab er en Hemmelighed,
Med den kommer Aanden fra Oven.
Menneske-Talen om Guddommens Dyb
Den smager af Støv, den er jordet,
Sønnen, hvem Gud giver Alting i Vold,
Som Gud taler klarlig Gudsordet.
Jesus fra Nasaret, ydmyg og from
Sig dybt for sin Engel nedbøied,
Engelen rødmed som Rosen i Svøb,
Dugperlen stod klar ham i Øiet.
Stivt som en Stjernes blev Døberens Blik,
Som Pilen udfoer da hans Finger,
Peged paa Jesus med Fart og med Flid,
Man saae, den sig ønskede Vinger.
Ordet, som har sine Vinger beholdt,
Udfløi da med Tonerne søde;
See! sagde Engelen, see det Guds Lam,
Som bærer al Jorderigs Brøde!
Længe forstummet er Seernes Kor,
Fra Moses og indtil Johannes,
Daarlig forstaaes kun Englenes Maal,
Naar snart det med Dyrs sammenblandes.
Til os dog kom, over Fjeld, over Hav,
Let baaret paa Aandedræts-Vinger
Ordet, der peger paa Jesus med Flid,
Saa klart som Gudsengelens Finger.
Og hvor Guds Finger i Aanden udfoer,
Ved Daaben i Vand og med Haanden,
Jærtegn man saae og skal see endnu fleer,
Thi der døbde Herren i Aanden.
Der og Johannes i Aanden opstod
Og taled med Englenes Tunge,
Der hørde Himmerigs Klokker man gaae,
Og Julenats-Englene sjunge.
Der blev et Nyaar for Abrahams Sæd,
Skiøndt den syndes død og begravet,
Davids og alle Profeternes Røst
Man hørde fra "Øer i Havet".
Der skal i Aanden da ogsaa engang
Opleves det himmelske Møde,
Engelen juble: "o see det Guds Lam,
Som bærer al Jorderigs Brøde."
Englene pege paa Jesus.