64. Jesu Barndom
Egen Melodi af L. M. Lindeman; eller: Som Hønen klukker mindelig, af A. Winding.
Egen Melodi af L. M. Lindeman; eller: Som Hønen klukker mindelig, af A. Winding.
I Nasaret der var saa smukt
Paa Brinkerne de steile,
Der saae man over Skoven lukt
Vel Snese Skibe seile,
Dem saae man uden Øie-Glas
Paa Søen ved Tiberias,
Det kan jo neppe feile.
Der boede Josef Tømmermand
Med Jordens bedste Kvinde,
Hans Huus var lavt, men godt istand,
Og grumme pænt derinde,
Alt som et Dukkeskab saa net,
Til Josefs Huus i Nasaret
Ei Mage var at finde.
Ved Huset var en Haveplet,
Og udenfor et Vænge,
Hist groede Blomster tykt og tæt,
Her lod sig Ranken stænge,
Som Humle-Knopper voxe her,
De søde Druer svulme der,
Det har Man vidst saalænge.
Vor Herre var saa englemild,
Som Man sig knap kan tænke,
Var ei som andre Drenge vild,
Sprang ei paa Bord og Bænke,
Var glad i Vaar og glad i Høst,
Sin Moders Haab, sin Moders Trøst,
Især da hun blev Enke.
Vor Herre holdt sig ei for god
Til Haandværk, som kan nytte;
Han satte Huse godt i Fod,
De trængde ei til Støtte,
Han brugde Øxe, Høvl og Sav
Og Tommestok og Vrit og Nav,
Tog Haand i hvad der mødte.
Maria læste godt i Bog,
Men han var hendes Mester,
Han uden Skolegang blev klog
Og lærdere end Præster,
Blev visere hver Helligdag,
Og talte yndig Himlens Sag
Paa Folkets store Fester.
Saa voxed da i ringe Kaar,
Med Høiheden fortrolig,
Vor Herre op til Manddoms-Aar
Saa munter, blid og rolig,
Som den, der veed i Hytten godt,
Hos Fader paa det høie Slot
Han har sin visse Bolig.
Det voldte alt hans Faders Aand,
Som over Issen svæved,
Han gjerne gik i Ledebaand,
Som ham til Himlen hæved,
Han gik med Smiil sin stille Gang,
Og kun hvor Synd gik frækt i Svang
Han sukked dybt og bæved.
Saa er vi alle Kongebørn,
Skjøndt fattige og ringe,
Og høiere end nogen Ørn
Vort Haab sig kan opsvinge,
Naar Jesus er vort Hjerte nær,
Som Herre mild og Broder kiær,
Som Barn med Englevinge.
Da har og Gud et Nasaret
Til os ensteds paa Jorden,
En lille kiøn og yndig Plet
I Syden eller Norden,
Hvor overalt vi see Guds Spor,
Og lytte glade til hans Ord
Som Lovsang efter Torden.
Der, som Gud Faders egne Smaa,
I Dagetal vi lære,
I Aandens Kraft at staae og gaae
Og tale til Guds Ære,
Opelskes til, i Manddoms-Aar,
Som Træer i Guds Abildgaard
Velsignet Frugt at bære.
Saa voxe vi i Jesu Fjed,
Saa komme vi til Kræfter,
Saa lære vi at elske Fred,
Og skikke os derefter,
Saa fyldes med den Viisdom vi,
Som Ydmyghed er Sjælen i,
Hvorved ei Hovmod hefter!
O Gud skee Lov for Naadens Ord,
Til Trøst for dem, der græde!
Og Gud skee Lov for Jesu Spor,
Hvori de Smaa kan træde!
Og Gud skee Lov for Herrens Aand,
Som fører os i Ledebaand
Til evig Fred og Glæde!