29. Lovgivningen paa Sinai
Egen Melodi af J. P. E. Hartmann.
Egen Melodi af J. P. E. Hartmann.
Jehovah nedfoer fra det Høie
Og talde fra Sinais Top,
Som Lyn var Hans Dragt for hvert Øie,
Hans Røst var som Tordenens Brag.
Forneden stod Folket i Skare,
De bæved, og Sinai med,
Dem tykdes, det var med Livsfare,
De lytted til Guddommens Røst.
Grandgivelig Alle de hørde:
See, Jeg er Jehovah, din Gud,
Som dig af Ægypten udførde,
Paa fremmede Guder slaa Vrag!
Fra Himlen og Jorden og Havet
Du laane ei Billed af mig,
Udhugget, ei heller udgravet,
Til Knæfald og Dyrkelse vrang!
Saa nidkiær er Jeg for min Ære:
Hvor Afguder stjæle min Priis,
Skal Ætten Misgjerningen bære
Alt ud over tredie Ledd.
Mod dem, som Mig elske og lyde,
Jeg er dog saa mild og saa from,
Jeg Børnene lader det nyde
Endogsaa i tusinde Ledd.
Det Navn, hvormed Jeg mig har nævnet,
O giækkes dog aldrig med det,
For tænk ei, det bliver uhævnet
At spille med Guddommen Giæk!
Min Hviledag hellig du holde
Hver Løverdag, kom det ihu!
Med Tak dine Hænder du folde,
Og hvile fra Verdens Uro!
See, Himlen og Jorden og Havet
Jeg skabde i Dagene sex!
Saa har i hver Uge jeg lavet
Til Hvile den syvende Dag.
Din Fader og Moder du ære!
Din Velfærd beroer derpaa,
Saa skal du livsalig dig nære
I Landet, Jeg Fædrene gav.
Ei drage du Blod af din Næste!
Hans Ægteviv røre du ei!
Og stjæl ei hvad han har til Bedste!
Og lyv ingen Brøde ham paa!
Misund ikke Fyrsten hans Rige,
Ei Nogen hans Huus eller Gaard,
Hans Hustru, hans Karl eller Pige,
Hans Dyr eller Nogetsomhelst!
Guds Røst var som Himmelens Torden,
Med Klang dog som klarest Basun,
Med Gienskrald det dundred i Jorden,
I Flamme stod Sinais Tind.
Da rystede Folket som Løvet,
De flygted med Iil og med Skrig:
Ei Tordneren tale til Støvet,
Vi knuses, vi kvæles, vi døe!
O Moses! en Mægler du være
Imellem Jehovah og os!
Hans hellige-Lov du os lære!
Dit Bud vi vil lyde som Guds.