23. Moses i Ørken
Kan synges som: Abraham sad i Mamre Lund.
Kan synges som: Abraham sad i Mamre Lund.
Der gik en Hyrde og vogted Faar,
I Midians Land i Ørken,
Ved firsindstyve var Hyrdens Aar,
Dog minked det ei med Styrken.
Den Faare-Hyrde var Amrams Søn
Opvoxet i Konge-Borgen,
Landflygtig bar han sin Kraft i Løn,
Saa bar han og Hjerte-Sorgen.
Han sig forivred i Ungdoms Aar,
Og tæmmed ei Kæmpe-Modet,
Men Gud ham lærde med trange Kaar
Den Konst at slaae Vand i Blodet.
Hver Prindse-Nykke fra Kongesal
I Ørken han lod og fare,
Med Øie klart og med Kinden sval
Paa Hjorden tog godt han vare.
Kun naar den hviler i Dalens Skiød,
I Skygge for Middags-Heden,
Da rødmer Kinden af Ungdoms-Glød,
Han tænker paa Evigheden.
Han seer paa Bjerget med Isse graa,
Som trodser end Aar og Ælde,
Men Bjergets Skaber han tænker paa,
Den Evige i sin Vælde.
For Dig, han nynner, som Dage kun
Aartusinder er at regne,
For Dig som Intet den liden Stund,
Vi aande i Støvets Egne.
Som Blomsten falmer hver Rosenkind,
Som Græs er de Kæmper gæve;
De Vises konstige Hjernespind
Henveires som Spindelvæve.
Halvfjerdsindstyve er Støvets Aar,
De Stolteste Strid og Møie,
Om firsindstyve en Kæmpe naaer,
Desmere han har at døie.
Om Hjertet blev det ham nu saa trangt,
Paa Kinden ham Taaren trilled,
Engang var Livet ham rigt og langt,
Mens Lykken hun for ham spilled.
Han bad: o Herre i høien Hald!
Du lære mig ret af Naade
At regne paa mine Dages Tal
Og lade din Viisdom raade!
Men giv os dog efter Striden Fred,
Og Trøst efter Suk og Klage,
Ja, mæt os aarle med Miskundhed
Til Frydesang alle Dage!
Os overskinne din Herlighed,
Du Skaber af hver en Stjerne!
Da Fod vi flytte med sikkre Fjed,
Da lysner det i vor Hjerne.
Saa dybt han sukked, og sang og bad,
Hvor Tankerne gik i Skare,
Paa Brink af Bjerget, hvor kæk han sad,
Graahærdet, med Øine klare.
Da slog Hans Time, som slumrer ei,
Men lytter, naar Hjerter bede,
Han førde Moses paa Viisdoms Vei
Igiennem et Vilderede.
I Tornebusken slog ned Hans Lyn,
Den blussed, men dog ei brændte,
Det var for Moses et Under-Syn,
Nu tykdes ham Nyt ivente.
Fra Tornebusken en Røst udfoer,
En Torden, som Støv kan taale:
Du stander, Moses, paa hellig Jord,
Besmit den ei med din Saale!
Mig Jakob, Isak og Abraham
Paakaldte som Gud alene,
At deres Fiender Jeg er fuldgram,
Skal mærkes i Dage sene.
Bind op omkring dig nu som en Mand!
Mit Ærende skal du rygte.
Udfør mit Folk af Ægypti Land!
Du tør ikke ved at frygte.
Din Gud er med dig, ihvor du gaaer,
Mit Ord dig er lagt paa Tunge,
Dit Folk skal knæle hvor nu du staaer,
I Ørken mit Navn lovsjunge.
Om ret Jeg kjender Kong Pharao,
Han lyder Mig ei med Læmpe,
Men skal dog lære, det kan du troe,
Han maaler sig med en Kæmpe.
Den gamle Hyrde kun nødig gik
Fra Ørken til Kongers Gaarde,
At ærgre sig over Hofmænds Skik,
Og stimes med Halse haarde.
Han flux indvendte: mit Vidnesbyrd,
Om Røsten fra Gud i Himlen,
Vil klinge kun som et Æventyr
For Kongen og Folke-Vrimlen.
Den Sorg dog slukked Guds Ord fuldgodt,
Han selv for de Tegn blev bange,
Som sees skulde paa Kongens Slot,
Hvad kunde han meer forlange?
Han flygted selv for sin Hyrdestav,
En Slange ved Herrens Tale,
Af Slangen atter der blev en Stav,
Saasnart han den greb om Hale.
End skiød han fra sig det store Kald,
Han pukked paa Tungens Lyde,
Han sagde: Talen i Kongehald
Velklingende let maa flyde;
Men jeg paa Mælet har Meen og Brøst,
Saa læspe jeg maa og stamme,
Og skiøndt jeg hører din klare Røst,
Det er dog endnu det Samme.
Da svared Herren i samme Stund:
Hvad er det, Jeg her maa høre!
Mon ei den Samme gav Røst og Mund,
Som raader for Syn og Øre!
Saa tøv ei længer, men bær nu brat
Mit Budskab til Konge-Sale!
Og see, Jeg giver dig Mund opladt,
Og lærer dig klart at tale.
Dog Moses krymped sig end for Gud,
Han voved tilsidst at sige:
See til, Du finder et andet Bud
At sende til Satans Rige!
Da blev Vorherre paa Hyrden stødt,
Han sagde: velan, Jeg kjender
En Mand, som taler fuldklart og sødt,
Din Broder jeg med dig sender.
Ja, Aron være din Mund og Tolk,
Han laane som Gud Dig Øre!
Til Mizrams Konge og Jakobs Folk
Han Ordet med Fynd skal føre.
Men tag ihænde din Hyrdestav,
Der bugted sig lig en Slange!
Thi den du baade paa Jord og Hav
Skal svinge til Jærtegn mange.