21. Moses og Pharao
Egen Melodi.
Egen Melodi.
Kong Pharao var en ugudelig Krop,
Han sagde: det varer for længe
Med Svøben at slide Ebræerne op,
Smid ud deres nyfødte Drenge!
Ja, smid dem i Nilen, trods Kiællinge-Snak!
Saa faaer vi dog endelig has paa det Rak.
Det skulde han sige saa sagte,
Man veed ikke hvad man kan magte.
Der fødtes nu Amram Leviter en Søn,
For faur til at fare saa ilde,
Hans Moder ham fostred tolv Uger i Løn,
Men turde ei meer hvad hun vilde,
I Arken af Rør og i Vuggen af Siv
Han maatte paa Floden nu friste sit Liv.
Den Herre, som boer i det Høie,
Dog ogsaa paa Dybet har Øie.
Kong Pharaos Datter var bedre end han,
Hun havde dog Hjerte i Livet,
Hun kom som en Dronning alt efter sin Stand,
Og saae hvad Sig rørde i Sivet,
Hun sukked, hun saae i den kiølige Seng,
Med blødende Hjerte, den grædende Dreng.
Selv midt i Ægypten man finder
Til Lykke dog Hjerte hos Kvinder!
En Syster ad Drengen paa Timen sprang til,
Hun stod der paa Luur for det Samme:
"Befaler Prindsessen, strax bringe jeg vil
Den lille Ebræer en Amme,"
Og knap hendes Høihed fik Jaet udsagt,
Før Pigen var borte og Moderen bragt.
Naar Mænd er som Dyrene vilde,
Til Lykke er Kvinderne snilde!
Saa slumped den Moses til Høibaarnes Kaar,
Der skulde som Konge befale,
Saa voxte han op i Kong Pharaos Gaard,
Som skulde Tyrannen betale;
Ebræernes Høvding blev ikke omsonst
Oplært i Ægypternes Vidskab og Konst.
Vil Nogen Guds Forsætter hemme,
Han nødes til selv dem at fremme.