122. Kirkens Værn
Mel. vor Gud han er saa fast en Borg.
Mel. vor Gud han er saa fast en Borg.
Guds Kirke er vor Klippe-Borg,
Den staaer paa Sions Bjerge!
Kast kun, min Sjæl, paa Gud al Sorg!
Han er vor Kirke-Værge!
Som fordum, saa og nu
Han kommer grandt ihu,
Den trænger til Hans Vagt,
Omringet og belagt
Af Mørkets Helved-Skare!
Vor egen Kraft og Helte-Mod,
De er ei værd at nævne,
Men derfor os en Kæmpe god
Han gav med Guddoms-Evne;
Med Verden ei forgaaer
Hans Priis, Hans Jubel-Aar,
Det i al Evighed
Skal tone: Jesus stred,
Og Seier har Han vundet!
Ja, myldred Djævle end paa Jord,
Og stormed Kirkens Volde,
Vi stole dog paa Herrens Ord,
Han Marken skal beholde!
Lad fnyse Verdens Aand!
Al Magt er i Guds Haand!
Lad rase Mørkets Drot
Med Løgn og Mord og Spot!
Et Guds-Ord kan ham binde!
Han Ordet nok skal lade gaae,
Og Utak dertil have,
Det skal til Verdens Ende staae
Paa sine Fienders Grave!.
Med List, med Vold og Mord
Vort Gods og Liv paa Jord
Os Verden røve kan,
I Christnes Fædreland
Vi Kronen dog beholde!
Guds-Ordet er vort Arvegods,
Det skal vor Afkoms være;
Gud giv os i vor Grav den Roes,
Vi holdt det høit i Ære!
Det er vor Hjelp i Nød,
Vor Trøst i Liv og Død;
O Gud! ihvor det gaaer,
Lad dog, mens Verden staaer,
Det i vor Æt nedarves!