Fader, Søn og Hellig-Aand!
Tør om Eder Støvet sjunge?
Kan de løses her, de Baand,
Som indvikle Støvets Tunge,
Naar den vil, med Kløgt af Kryb,
Maale Evighedens Dyb,
Skielne klart fra Skygge-Dalen
Konge-Lys i Stjerne-Salen?
Ei udgrunder nogen Tid
Støv, som stolt derpaa vil stile,
Aandens Værk og Sønnens Vid,
Mindre da Gud-Faders Hvile;
Dog, med Engle uden Tal,
Støvet derom sjunge skal,
Her, som trofast aabenbaret,
Hist, som fuldelig forklaret!
Frihed Sjælen er i Daad,
Støv begriber kun dens Skygge,
Aanden i Guds skjulte Raad
Fatter kun Dens fulde Lykke,
Han er fri, men from og god,
Vil ei giøre Gud imod,
Men almægtig sammenkiæde
Alting til Gud-Faders Glæde!
Sandhed er den gyldne Soel,
Over-Drot i Aandens Rige,
Vilde fra sin Konge-Stol
Ydmyg dog til os nedstige,
Bær sin Herlighed i Løn,
Vidner vel, Han er Guds Søn,
Men, som Navnet os skal lære,
Søger kun Gud-Faders Ære!
Kiærlighed er Livets Væld,
Overalt hvor Liv sig rører,
For al Daad og Glands og Held,
Æren evig den tilhører,
Kilden dyb til Kræfters Elv,
Det er Kiærligheden Selv,
Ja, Gud-Fader, evig Ære
Ham "i Aand og Sandhed" være!
Friheds Tid er nu paa Jord,
Det er Aandens Løbe-Dage,
Salig kun, hvo paa Guds Ord
Frelseren vil troe og tage!
Tvivle kan Enhver som vil,
Tænke, Aand er ikke til,
Tro kun, naar den kaldes Fabel,
Græder Blod paa Jord som Abel!
Sandheds Tid har bedre Kaar,
Sønnen da har seiret,
Med sin Hær i Magle-Gaard
I Jerusalem sig leiret,
Tusind-Aaret, i en Sum,
Kaldes Haabets Mellem-Rum,
Da det groer fra Skygge-Dale
Op til Himlens Ridder-Sale!
Saa er Tidens Dage talt
Kommet Evighedens Rige,
Da er Kiærligheden Alt,
Altsaa Faderen tillige,
Da er død al Sorg og Nød,
Udelukt al Synd og Død,
Og hvor Ingen meer kan græde,
Der er evig Lyst og Glæde!
Evig, som vi da skal see.
Trods al Spot af Daare-Vrimlen,
Guddom sig bevidste Tre
Bære Vidnesbyrd i Himlen!
Nu Guds Aand, som Lysets Liv,
Røsten af Gud-Faders Bliv,
Kun med Vand og Blod herneden
Vidner om Tre-Enigheden!
Derfor synge vi: hilsæl,
Herrens Aand, Guds Kraft i Støvet!
Gud med os Immanuel!
Helte-Daaden du har øvet!
Med Gud-Fader og Guds Søn
Du forbinder os i Løn,
Og naar Du giør Folke-Fester,
I dit Tempel De os giæster!
Ja, med Almagt Du i Løn,
Under Barne-Daabens Naade,
Os indpoder i Guds Søn,
Efter Troens Maal og Maade,
Leder os i Jesu Navn
Varlig til Gud-Faders Favn,
Hvor den sig ved Naade-Bordet
Aabner mild for Guddoms-Ordet!
Du er Troens Liv og Lyst,
Haabet er dit Liv i Sønnen,
Kiærlighed i Fader-Bryst,
Livets Fylde, det er Lønnen!
Saa vi, til din Guddoms Priis,
Himlen kiende stykkeviis,
Maae med Dig dog efterhige
Heel den i Gud-Faders Rige!