Lovsynger Herren, min Mund og mit Indre!
Sjungende, Hjerte, tag Aanden i Favn!
Tonerne spille, som Stjernerne tindre,
Trindt om Jehovahs høihellige Navn!
Sjæl! kom ihu, at Guds Pris du forkynder,
Tidlig og seent, for Han evig er god,
Han, som forlader i Skok dine Synder,
Raader paa al din Elendighed Bod!
Løskiøbt har Han dig blandt Helvedes Fanger.
Krandser dig yndig, som Kongen sin Ven,
Skiænker dig Alt hvad dit Hjerte forlanger,
Sol-Fuglen lig, bliver ung du igien!
Høit, som til Himlen der findes fra Jorden,
Voxe vor Herre lod Naaden i Hast!
Langt som fra Syden der maales til Norden,
Skildte fra os Han vor Skam og vor Last!
Faderen tager vel Barnet til Naade,
Saa tager trælbaarne Syndere Du!
Gud! for Du kiender vor Skabelses Gaade,
Støvtraade-Værket Du kommer ihu!
Menneske-Liv er som Græssets i Enge,
Blomsten vi ligne, fra Isse til Fod,
Stormene hvine og Bladene hænge,
Visnet Man veed ikke meer hvor den stod!
Evigheds-Blomst derimod er din Naade,
Fryder dem alle, som frygte din Magt,
Bliver end seent deres Afkom til Baade,
Som holde hardt ved dit Bud og din Pagt!
Herren, Vorherre, Han throner i Himlen,
Enevolds-Konge er Han overalt!
Stjernernes lig er om Høi-Sædet Vrimlen,
Høvdinge-Skaren, blandt Tjenere talt!
Lover Ham, Engle! som herlig udrette
Ærende Hans, alt som Ordene lød!
Priser Ham, Kræfter! som flux iværksætte
Hvad med et Vink kun den Vældige bød!
Lovsynger Herren, Hans Værker i Klynge,
Verdener alle! thi Riget er Hans!
Glæd dig, min Sjæl! til for evig at synge
Skaberens Priis, hvor Han throner i Glands!