Mig rinder i Hu et lystigt Ord,
Det kvæde jeg vil for Kongens Bord,
Thi spørges det skal i Kongens Gaard,
At Christi Kirke fik Gylden-Aar,
Ja, tone det skal over Skov i Sky:
Det ældgamle Folk er nu født paa ny,
Hvad kan vor Glæde ligne!
Vor Sorg er slukt, vor Bøn opfyldt,
Vort Kors er let, vor Kalk forgyldt,
Saa vilde os Gud velsigne!
Nu sige vi til vor Herre kiær:
Du deilige Helt! bind om dit Sværd!
Paa Læberne dine yndig boer
Al Naadens Fylde, med Sandheds Ord,
Saa deilig og djærv haver Mand ei Søn,
Du overgaaer hele Adams Kiøn,
Du "Kvindens Sæd" alene!
Dit Ord er Liv, din Daad er Dyd,
Din Lyst er Fred, din Lov er Fryd,
Og Tanker Du har fuldrene!
Du ruster Dig kun og gaaer i Slag
For Sandheds og Mildheds gode Sag,
Thi høres med Fryd i Fruer-Bur
Dit Skjolde-Brag og din Kæmpe-Lur
Ja, alle smaa Piger, ved Belt og Sund,
Skal synge med Fuglen i grønne Lund,
Din favre Kæmpe-Vise;
Med Seir i Haand og Seir i Fod,
Og Seir i hvert et Ledemod,
Du skinner, fuldværd at prise.
Til Sværd Du bruger et vinget Ord,
Dit Spyd er en Pen, som deraf groer,
Din Hjelm er din Høihed aabenbar,
Dit blanke Skjold er din Reenhed klar,
Og Pilene dine er Sandheds Lyn,
Da times i Mørke fuldstolt et Syn,
Naar Folk de giennemfare!
Dit Spir er Almagt underfuld,
Din Krone Kiærlighedens Guld,
Evindelig skal de vare!
Du hader kun Løgn og elsker Godt,
Thi salved, o Gud! din Gud Dig flot
Af Glædskabens Olje-Krus forvist,
Med Æren kaldes Du deraf Christ,
Og hvor som Du færdes i Kvæld og Gry,
Dig altid omdufter en Virak-Sky,
Det kan ei mindre være;
Dit Huus er ei af Kalk og Steen,
Men af det skære Elfenbeen,
Det skinner din Smag til Ære!
Stor Glæde og Fryd er i din Hal,
Prindsesser Man seer i Snese-Tal,
Og Dronningen selv i Purpur reen
Med Straale-Krandse af Ædelsteen,
Til Hende det lyder, som Røst fra Sky:
Dit Bryllup, det holdes i Dag paany,
Med Giæster englerene;
Betænk din Pagt og Dronning-Kaar!
Forglem dit Folk og Faders Gaard,
Og flam for din Drot alene!
Da kommer fra Zor et Jomfru-Kuld,
Med Gaver i Skiød, med Sølv og Guld,
For Kongen paa Knæ ydmygelig,
Saa bønlig skue de op til dig!
I Spidsen af dem majestætisk gaaer
Prindsessen fra Hesbon, vel svøbt i Maar
Med yndig Gylden-Bræmme;
Som Liljen hvid, som Rosen rød,
De synge for dig med Stemme sød,
De finde hos dig sig hjemme!
I Fædrenes Sted, som du har mist,
Dig skiænkes et Sønne-Kuld forvist,
Som arte sig godt i Høiheds-Stand,
Og Drotter vorde fuldvidt om Land!
Dit Dronninge-Navn gaaer fra Slægt til Slægt
Med det farer Solen i Konge-Ægt,
Og Himlens Hær det prise,
Og Adams Kiøn, mens Verden staaer,
Udraaber høit dit Gylden-Aar
Og synger din Bryllups-Vise!