Guddommelige Tvillinger,
Som deelde Sorg og Gammen,
I Himmerig og Helvede,
Kun for at blive sammen!
Er Skygger I af ingen Ting,
Kun Spindel-Væv af Løgne,
Hvi flagred I saa vidt omkring,
Alt Millioner Døgne?
Hvi staae I end saa glimrende
For Millioners Øine?
Hvi sattes I blandt Stjernerne,
Til Lykken uden Mage,
At huse Straale-Skyderen
I høi Skiær-Sommers Dage;
Hvi gaaer han Krebs-Gang end, saasnart
I To ei meer ham favne?
Hvi raabde under Snekke-Fart
Man mest paa eders Navne,
Hvis ikke I er Skyggerne
Af hvad der mest kan gavne!
Guddommelige Tvillinger,
Som styre Lykke-Skibet,
Hos Guder og hos Mennesker,
I Lyset er og Livet:
Som Tvillinger I følges ad
Paa Bjerge og i Dale,
Men Venne-Laget, lige glad
I Hytter og i Sale,
Dog findes brudt bedrøvelig
I Tanke og i Tale!
Dem fødte Munden ligerviis,
Som Tvillinger i Støvet,
Men Tanken, som en Dødelig,
Fik Bane-Saar i Svøbet;
Thi Syndens allerførste Sold
Var Død i Tankens Rige,
Saa Lyset kom i Mørkets Vold,
Skiøndt det er sært at sige,
Og Talen om alt Aandeligt
En Dødning blev tillige!
Men derved netop straalende
Det saaes, til Begges Ære,
At Lys og Liv evindelig
Vil med hinanden være;
Thi Guddoms-Lys og Liv i Pagt
Som evig Sammen-Svorne,
Med Straale-Krands i Støvets Dragt
Til Korset gik paa Torne,
Gik under Eet til Helvede
At søge det Forlorne!
Ja, Guddoms-Lyset, Frelseren,
Gik for vort Liv i Døden,
Og Guddoms-Livet, Trøsteren,
Stod trolig bi i Nøden;
Saa Sønnen og den Hellig-Aand,
Skiøndt det er sært at sige,
Som Tvilling-Brødre, Haand i Haand,
Gik til de Dødes Rige,
For brat igien fra Helvede
Til Himmels at opstige!
Og fra den Time, Trøsteren
I Jesu Navn udsendtes,
Af Livet Lys vidunderlig
Fra Skyggedal ophentes,
Saa nu hver hellig Dag og søgn
Mon glimrende stadfæste:
Det var ei Tant, end sige Løgn,
Men Billed-Sprog det bedste,
At skifteviis to Tvillinger
Mon Hel og Himmel giæste!
Saa sidde vi forstummede,
Skiøndt levende i Aanden,
I Himmel-Lysets Helvede,
Med Bøgerne i Haanden,
Men mødes vi paa Herrens Dag
I Kirkens Himmerige,
Da, under glade Tunge-Slag,
Fra Helvede opstige,
Som himmelbaarne Tvillinger,
Flux Lys og Liv tillige!
Saa gaaer det og med Tankerne,
Som fødes i vor Hjerne,
Den Bedste og den Lyseste
Er kun en Dødning-Stjerne,
Men giver den sig Gud i Vold,
Til Daab i Frelser-Navnet,
Den vorder ei i Graven kold,
Men faaer hvad den har savnet,
Og røber brat, lyslevende,
At Livet den har favnet!