Jesus! dine dybe Vunder
Og din smertefulde Død,
Som din Kiærligheds Vidunder,
Trøster mig i al min Nød,
Og naar Synd mig falder ind,
Strax den støder i mit Sind
Paa din Pine, som forbyder
Mig at skiemte med Udyder!
Vil med Vellyst sig fornøie
Mit forvendte Kiød og Blod,
Strax dit Kors mig staaer for Øie,
Hjertet røres og giør Bod;
Sætter Satan an paa os,
Med dit Skjold vi byde Trods,
For dit Suk med Taare-Strømme
Snart maa han da Marken rømme!
Vil os Verdens Aand udlokke
Paa den rosenstrø’de Vei,
Hvor Man under Blomster-Flokke
Seer de skjulte Slanger ei,
Giennem Verdens Urtegaard
Vinke os vor Frelsers Kaar,
Saa, naar kun paa dig vi tænker,
Strax sig blotte Fiendens Rænker!
Saa mod Alt hvad Hjertet krænker
Give dine Vunder Kraft,
Naar vor Sjæl sig i dem sænker,
Drager den ny Leve-Saft,
Deler vi din Kval og Død,
Da forsvinder al vor Nød,
Naar dit Blod i os indflyder,
Glædens Kilde-Spring udbryder!
Paa dit Kors vort Haab er grundet,
I din Grav vi Hvile faaer,
Thi din Død har Døden bundet,
Den har lægt vort Bane-Saar,
Deel i Dig er evig Trøst,
Freden boer i Dines Bryst,
Og med Dig det os er givet,
At staae op til Lys og Livet!
Har kun Dig vi i mit Hjerte,
Salighedens Kilde-Spring,
Da vi føler ingen Smerte,
Selv ved Dødens Edder-Sting,
I Dit Værge, Gud og Mand!
Fienden ei os røre kan,
Døden har i Dig jeg fundet
Sødt af Livet overvundet!