Et Drømme-Syn for Hedninger
Oprandt om Dagens Moder;
Ham føder Nat, den himmelske
Til mange Dunkles Broder!
Den Drøm var af de Lyseste
I Dødens Skygge-Dale,
Saa bedre Ingen billedlig
Kan Christi Fødsel male!
Han Dagen er fra Evighed,
Den sande Morgen-Røde,
Dog lod han til en Dødelig
I Dunkelhed sig føde!
Med ham oprandt og kiendelig
En Nytaars-Dag paa Jorden,
Med Morgen rød i Østerled
Og Aften sød i Norden!
Den Nytaars-Dag guddommelig,
Hvis Glands maa Støv forgylde,
Som Søn af Jord, den natlige,
Blev født i Tidens Fylde!
Den Dag, som Engle frydes ved,
I Kraft skal evig funkle,
Da Broder blev paa Jorderig
Til Millioner Dunkle!
Som Jule-Dag er Broder til
De Mørkeste i Norden,
Saa Herren selv til Mennesket,
Det Dunkleste paa Jorden!
Ei nogen Nat var skumlere
For Aanden paa vor Klode,
End Keiser-Dagen glimrende,
For Helved kun den Gode;
Hvor Lampen, den guldarmede,
I Nattevagten brændte,
Sig Dagens Lys, det himmelske,
I Løn dog selv antændte!
Hvor Gienlyd af Propheterne
End hvidsked Trøst i Vaanden,
Der Moder-Hjertet Frelseren
Undfangede af Aanden!
Den Barne-Moder lykkelig,
Hos hvem i Løn han hviled,
Af Skjalde maa og lignes ved
En Nat med Dagning-Smilet!
Og som en Dronning smilende,
Med sammenlagde Hænder,
Hun Kongers Konge billedlig
I Barne-Svøb omspænder!
Saa giennemklinge Tiderne
Marias Lovsangs-Toner,
Hvor hun med Hjerte-Straalerne
Sit Hoved ydmyg kroner!
Og for at Alt sig lystelig
Med Drømmen kunde rime,
I dunkle Vraa ved Nattetid
Slog Herrens Fødsels-Time!
Da gjordes alle vitterlig
Af himmelske Herolder,
At Nattens Slør nu svøbde sig
Om Dag i lyse Folder!
Brat i en Engels Skikkelse
Blev Morgen-Gry tilskue,
Som Lyn i Mulm, saa Hyrderne
Paa Marken maatte grue!
Dog grue kun, til glædelig
Det klang fra Tone-Skyen:
I Dag en Frelser hemmelig
Er født i Davids-Byen!
Det Herren er, Guds Salvede,
Den Ranke sig har krummet,
I Barne-Svøb, i Bethlehem,
Ham favner Krybbe-Rummet.
Saa Herrens Byrd høitidelig
Hans Fader lod forklare,
Og om Herolden straalende
Sang lydt en Engle-Skare!
Til Ære for den Høieste,
Nu er der Fred paa Jorden,
Nu er der Fryd i Mennesket,
Som Soelskin efter Torden!
Et Tone-Hav opbrusende,
Det ligned fra det Fjerne,
Fra Dagning-Skyer hvidlige
Omkring en Morgen-Stjerne!
I Norden-Skov vidunderlig
Gientages Tone-Mødet,
Og melder Nytaars-Dagningen
I Jule-Moderskiødet!
Her atter i en Lignelse,
Det lyder nu forblummet:
Sig skjuler Straale-Skyderen
Svøb i Krybbe-Rummet!
Hvor Hjertet favner brændende
Guds Ord i Kirke-Vangen,
Der toner og for Hyrderne
I Dag-Skiær Engle-Sangen!
Saa Dagen, født i Bethlehem,
Ved Jule-Midnatstide,
End svøber Nat, den himmelske,
I Morgen-Skyer hvide!
Saa svæver han for Tankerne,
Til alle Skyer gløde,
Da vi skal see grandgivelig
Den gyldne Morgen-Røde!