Hyggelig, rolig,
Gud! er din Bolig,
Inderlig skiøn!
O, hvor mit Hjerte
Længes med Smerte,
Sukker i Løn,
Efter at giæste din Helligdom prud,
Efter at boe hos den levende Gud!
Godhedens Kilde!
Aarle og silde
Giæstmild er Du!
Ved dine Sale
Spurv møder Svale,
Kom det ihu!
Som ved dit Alter den kvidrende Fugl
Und dog i Templet din Tjener et Skjul!
Hos Dig at bygge,
Høieste Lykke
Kaldes med Ret,
Der lyster Tunge
Altid at sjunge,
Vorder ei træt,
Til ikke lægger og tager ei fra
Glædens det evige Halleluja!
Alt dog hernede
Lykkelig hede
Skal hvo som tro’r;
I Himmerige
Tør han indkige
Frit paa dit Ord,
Ja, i hans Hjerte fra Taarernes Dal
Trappe Du bygger til Himmerigs Sal!
Lykkes og trives,
Styrkes, oplives,
Skal dine Smaa,
Voxe i Kræfter,
Stige derefter,
Høieloft naae,
Himle, hvor Øiet, som græder ei meer,
Gudernes Gud i sin Herlighed seer!
Tusinde Døgne,
Verdslige, søgne,
Gyldne for Kiød,
Kan de vel ligne
Een Dag af Dine,
Som vi dem nød,
Naar under Sang, med dit vingede Ord,
Sjælen afby over Stjernerne foer?
Ei vil jeg bytte,
Gud, i din Hytte,
Tiggerens Plads
Bort for det Sæde,
Stolte beklæde,
Høit i Palads!
Godt ikke fattes hvem Du haver kiær!
Lavt er ei bænket, hvem Gud sidder nær!
Sandhed og Naade,
Det er din Gaade,
Stor-Herre bold!
Salig at prise
Er den Retvise,
Du er hans Skjold,
Øie du holder med salvede Smaa,
Til for dit Aasyn de kronede staae!