Tag det sorte Kors fra Graven!
Plant en Lilje, hvor det stod!
Ved hvert Skridt i Dødning-Haven
Blomster Spire for vor Fod!
Engle-Vinger paa vor Grav
For den brudte Vandrings-Stav!
Palme-Fugl for Aske-Krukke!
Fryde-Sang for hule Sukke!
Solen sortned, da han blegned,
Som os kiøbde med sit Blod,
Graven skinned, Mørket segned,
Da forklaret Han opstod;
Ton, vor Lovsang, høit i Sky.
Sødt i Paaske-Morgengry:
Jesus Christus er opstanden!
Evig lever Guddoms-Manden!
See Marie Magdalene!
Hænder nys hun vred i Gru,
Sukked til at røre Stene:
Hvor, ak, hvor er Herren nu?
See, af Øiets Taare-Flod
Morgen-Solen mildt opstod!
I den Grav, hvor Han har hvilet,
Hun har fundet Engle-Smilet!
Brister, alle Helgen-Grave!
Herrens Røst, i Dæmring sval,
Lyder i de Dødes Have,
Skaber Lys i Skygge-Dal!
Herren kalder, men ei nu:
Synder! Adam! hvor er du?
Sødt det toner, Engle tie,
"Her er Frelseren, Marie!"
Ja, Han er her, Guddoms-Manden,
Sprængde er nu Dødens Baand!
Han er visselig opstanden,
Og Hans Ord er Liv og Aand!
Bod vi fik for alle Savn;
Staaer nu op i Jesu Navn,
Alle Herrens Dvale-Døde,
Med den gyldne Morgenrøde!
Stander op og seer Guds Finger
I den klare Vidne-Krands!
Iler did paa Ørne-Vinger,
Hvor Han straaler i sin Glands!
Iler did i Herrens Fjed,
Hvor Han os beredte Sted,
Hvor sig aabner i det Høie
Himlens Dyb for Støvets Øie!
Jord, som af din Vinter-Dvale
Vaagner i den milde Vaar!
Nu du aarlig skal afmale
Dine Barne-Hjerters Kaar,
I din Kjortel lysegrøn,
Virket, som vort Haab, i Løn,
Med din Duft, hvor Roser vrimle,
Med din Røst, hvor Lærker himle!