To Snekker letted fra samme Havn
For Fralandskuling i Morgenrøden,
Dagen tændte sin luende Bavn,
Lagde sit Guld over Sejl og Stavn,
Og Havet i Strålernes Gløden
Funkled som Druernes rødmende Blod
Ind over Lavlandet Tågerne stod,
Men højt fra de vårklædte Kyster
Kom Skovduft og kvidrende Røster.
Morgenvinden var vakt og tog
Mandelig fat både nede og oppe,
Krusede Bølger om Spejlet den jog
Og fik Tag i de sejlklædte Toppe,
Terner og Måger med jublende Skrig
Dykkede ned i den tangklædte Vig,
Skumhvidt det sprøjted om Boven
Og Vimplerne vifted foroven. —
Og Solen steg mere og mere i Øst;
Den Ting var klar, de tog samme Retning.
Da løfted den enes Kaptajn sin Røst
Og råbte højt til den andens Besætning:
»Hej Gutter, jeg synes, og fejler vist ej,
At vore Skuder skal samme Vej,
Men mangt et Sted må vi pejle,
Og ikke alt varsler Godtvejrsdag,
Thi — lad — skønt vi føre forskællige Flag,
På Farten tilsammen os sejle.«
Da svarte den anden: »Ja, Tak skal I ha’e,
Den Tale forstår jeg, så følges vi da, —
Det træffer jo såre beleili’,
Og — skønt der vist er en Hage derved —
Vore Natjoner holde vel Fred,
Det tager næppe jeg Fejl i.
»Men nu mine Gutter«, han vendte sig om,
»Et Hurra for dem, fra hvem Hilsenen kom«,
Og muntert han svinged Sydvesten;
Og Hurraet lød over Bølgerne, blå,
Og de andre svarede ærligt derpå,
Og vide for det med Blæsten.
Så fulgtes de ad; — tidt i Kulingen sval,
De hilste hinanden med Vimpelsignal,
Når Råberens Brug var besværlig,
Og bredte Natten sig- diset og sort,
Så stod de dog altid i venlig Rapport,
Thi Lygterne tændte de ærlig.
Ja selv når i Uvejr det stormslagne Hav
Og hvinende Blæst fra Kursen drev af
Og nær mod de farlige Strande,
I Tusmørket blinkede Skud efter Skud,
Og Drønene fløj gennem Uvejret ud
Med Trøst på de vildsomme Vande. —
De fulgtes da ad på den livsglade Færd
Og bleve hinanden så inderlig kær
I Solskins- og Uvejrs-Dage
Og havde mangen en lystelig Spas
Med Sang og Spil på den raske Sejlads,
Og Tiden den hasted så fage.
Så prajed en Kvæld, de var nær under Land,
De begge en fremmed — så plejed de van —
Og spurgte om nyt fra derhjemme.
Da svared han: »Brudt er nu Fred og Forlig
Og Eders Natjoner de ligge i Krig,
Og ingen kan Ufreden hæmme.«
Da blev der så tyst på det fribårne Hav,
Og begge Snekkerne drejede af,
Men så lå atter de stille.
Det var, som følte de begge en Trang
Til at tales ved, blot en eneste Gang,
Før Vejene monne sig skille.
Der var så stille, der var så tyst —
Da løfted den ene Kaptajn sin Røst
Og råbte med skælvende Stemme:
»De slås jo derhjemme, som sagtens I véd,
Farvel da derovre — Farvel og Guds Fred,
Ret aldrig vi skal Eder glemme!
Med Pligten, I véd, går man ej på Akkord,
Thi er det nok bedst, at vi skynder os bort,
Endskønt vi så herligt forliges;
Farvel da og Tak — og det give Gud,
At vi må aldrig nærmes på Skud,
Omend Natjonerne kriges.
De grånende Lokker han blottede tyst
Og bøjede Hovedet dybt mod sit Bryst
Og Gutterne fulgte ham efter;
Men han på den anden Skude ombord,
Han stod og ledte forgæves om Ord
Og samled’ de splittede Kræfter.
Så råbte tilsidst fra sin gyngende Karm
Han ud over Bølgernes sukkende Barm
Og ud i de klagende Vinde:
»Farvel og Tak da min ærlige Gut —
Men endnu et Hurra og Kongesalut«
Og Tårerne randt ham paa Kinde.
Der blev en Stimlen, der blev en Støj,
Til Tops de fjendtlige Bannere fløj
Med Hurra og Stykkernes Torden. —
Vel fik de i Hurraet Tårerne kvalt,
Men de følte dog alle, der var noget galt
I Verdens gammeldags Orden.
Fra begge Snekker endnu et Skud,
Endnu et Hurra fløj rungende ud —
Så blev der så dødningestille.
Den ene lagde sig tyst under Land,
Den anden vendte og styred på Stand
Ud over Bølgerne vilde. —