Fra det kolde Land om Nordens Pol
Kom en Dreng til Danmarks fagre Egne,
Kom herned, da Vårens milde Sol
Vakte Floras Spirer allevegne,
Kom fra Hytten på den nøgne Bred
Til et Slot, som favnedes af Haver,
Hvor Natur og Kunst i stille Fred
Spredte Overflødighedens Gaver.
Ernik var hans Navn. — Hvor var han glad!
Som et Æventyr, en dejlig Sage
Under Bøgens lysegrønne Blad
Svandt i stille Barnefryd hans Dage.
Tiden gik. — En dejlig Solskinsdag
Legede han under Bøgens Kroner,
Solen lyste gennem Løvets Tag,
Droslen sang i dybe, klare Toner.
Se, da kom i Vårens lyse Dragt
Glad en Sommerfugl på Vinger brede,
Lokked ved de skønne Farvers Pragt
Drengen med sig gennem Skov og Hede.
Men forgæves jager han omkring,
Griber ofte efter den, men fejler;
Og tilsidst mod Sky i raske Sving
Stiger Luftens vingelette Sejler.
Ernik standser i sit vilde Jag;
Varm og træt ved Bredden af en Kilde
Strækker han sig under Løvets Tag.
Dagen lider, Skoven er så stille.
Tys, da bruser gennem Skovens Hal,
Gennem Bøgens dunkle, hvalte Kroner,
Mægtig som et Orgels Tonefald
I det fjerne Havets dybe Toner.
Hvad er det — det lyder så bekendt,
Rører Hjærtets halvforglemte Strenge —
Ernik rejser sig, han lytter spændt;
Hede Tårer frem i Øjet trænge.
Havet! — Havet! — o han må derned,
Han må se den friske, frie Vove,
Og den lille skynder sig afsted
I de dunkle, aftenstille Skove.
Glitrende i Solens sidste Brand
Åbner sig den vide, blanke Slette,
Om de høje Bredders stejle Rand
Gamle Ege deres Ramme flette.
Bølgen ruller skummende mod Kyst,
Skvulper op omkring de gamle Stene —
Hvor den griber ham den dybe Røst,
Hvor han føler sig forladt og ene.
O, han elsker denne vide Sø,
Elsker denne stærke Alvorsstemme;
Hvor den minder ham om Hjemmets Ø,
Minder ham om alle dem derhjemme.
Og med Gråd han kaster sig til Jord,
O, sit Hjem, hvi kunde det han glemme.
»Moder! — Moder!« ak, men Skov og Fjord
Svare kun med Ekkos fjerne Stemme.
Og det dunkle Øje, uden Trøst,
Smertetynget over Havet flakker. —
Se i Horisonten lig en Kyst
Hæver sig en Sky med Dal og Bakker.
Solen blænder med sit røde Skær,
Tunge Tårer skygge Drengens Øje —
Drømmer han? — Hvad er det dog han sér —
Hvide Sletter — snebedækte Høje? —
Feberhastig Barnehjærtet slår,
I hans Øje tindrer Håbets Stjerne;
Over Bølgen al hans Længsel går
Til de skønne Egne i det fjerne.
Og det hvisker i den lilles Barm:
Sér Du Hjemmet? — Ernik Du kan svømme!
Kraftigt spænder sig den spæde Arm,
Kækt han springer i de dybe Strømme.
Bølgen brydes mod det unge Bryst,
Lig en Sæl han kløver Havets Vande,
Øjet søger tindrende og lyst
Hjemmets fjerne, solbelysté Strande.
Se da åbner Bølgen ham sin Favn —
End et Blik, så langt, så fuldt af Smerte,
End et Suk til Hjemmets fjerne Stavn
Bærer Vinden fra det fulde Hjærte.
Solen sænker sig i samme Stund,
Mild og varm dog, endnu før den svinder,
Trykker den et Kys på Drengens Mund
Og en Strålekrands om Panden binder.
Men en sagte tonende Koral
Vemodsfuldt sig fra Naturen svinger:
Vinden suser gennem Skovens Sal,
Bølgen bruser, Kirkeklokken klinger.