Lyt til en lille Sage,
En fra den gode, gamle Tid. —
»Der var i gamle Dage
En Gang en Sangerstrid.
Dèr kom på breden Vinge
De Fugle små fra Syd og Nord
Og lode Stemmen klinge
Så vide over Jord.
Dèr kom til Kampens Stævne
De Fugle små fra Øst og Vest
Og kvidred efter Evne,
Hver som den kunde bedst.
Dèr sang den Lærke lille
Om Morgenstund med Guld i Mund,
Dèr led en dejlig Trille
Om Sydens Lavrbærlund.
Men hver en Røst forstummed,
Da Kærlighedens lille Skjald
Lod tone gennem Rummet
Sit Engletonefald. —
Og hele Fuglevrimlen
Bød Nattergalen Ærens Pris —
Da toned gennem Himlen
En Røst fra Paradis:
»»I standse Eders Tale,
End taltes ej det sidste Ord;
Jeg savner Vårens Svale
I Eders Sangerkor.
I standse Eders Tale,
Thi det er mig, som fælder Dom
Jeg kårer Vårens Svale,
Endskønt den ikke kom.
Mens I har sjunget Sange,
Herude i den fri Natur,
Den kvidred for en Fange
Bag Fængslets skumle Mur.
Mens I lod Sangen tone
For Æren fra det glade Bryst,
Den glemte Ærens Krone
For Kærlighedens Røst.««
Da taug den hele Skare,
Og alle løfted sig mod Sky
Og fløj på Vinger snare
Ind til den kvalme By.
Og Svalen den blev båret
Fra Fangetårn til Himmelslot,
Og Svalen den blev kåret
Af Kærlighedens Drot. —
Så lyder Sagn og Sage;
Men Svalen, som vi alle véd,
Endnu i vore Dage
Er lyst i hellig Fred.
Hvor den sin Bo vil bygge,
I Hyttekrog på Borgetind,
Man siger Fred og Lykke
I Huset drager ind.
Hvor den sin Bo vil bygge,
Selv under Fangetårnets Tag,
I Sorgens dunkle Skygge
Den taler Håbets Sag. —