Der stod i vældige Stammers Læ
Et lille, livsfrejdigt Bøgetræ;
Der stod ved Siden så lys og prud
Et yndigt, duftende Æbleskud.
Og Hjertet mon længes.
Og Bøgen bøjed sig lys og glad
Mod Æbleblomsternes hvide Blad,
Og Bøgen hviskede høvisk og fin:
»Abild Du er Allerkæresten min.«
Og Abild nejede yndig og prud —
Af Glæde sprang alle Småblomsterne ud —
Og svøbte sig vel i sit duftende Lin
Og hviskede sagte: »Og Du er min.«
Så slutted de glade en inderlig Pagt
Til Fuglenes Jubel i Sommerens Pragt,
Og drømte og elsked trods skiftende Kår
Og elsked og drømte fra Vår til Vår.
Og atter skød Bøgen de herligste Skud,
Og Abild stod smuk som den fejreste Brud;
Men Bøgen steg op mod det sollyse Blå,
Og Abild sig nej ed med Blomsterne små.
Da hviskede Bøgen: »Kom op til mig,
Mine kraftige Arme skal bære Dig.«
Men Abild sukked: »O nej kom ned,
Her er der mere Hygge og Fred.«
Der gik et Suk gennem Bøgens Top:
»Jeg kan ej andet, jeg må derop,
Må løfte mig frit mod det blånende Hvælv,
Må vokse mig stor eller svigte mig selv.«
Og Hjertet mon længes.
Da dalede Solen bag Brinkens Held,
Der lød i Skoven et tungt Farvel;
Da sænkede Tågen sig kold og våd,
Der lød i Skoven som dæmpet Gråd;
Da bredte Natten sit sorte Flor
Med stille Smerte på Skov og Fjord,
Og Hjertet mon længes.